Danske drenge må lære at dele øretæver ud!
Af Ebbe Talleruphuus
Det var glimrende at høre Nicolai Sennels erfaringer med vore muslimske ”gæster” og få fastlagt, at den store, uovervindelige forskel mellem danske og muslimske unge ligger i vort meget forskellige kulturmønster – som det vil tage mange generationer at ændre. Muslimske drenge udelukker ethvert tilløb til dialog og forhandling ved omgående at benytte truende holdning og vildt råberi overfor enhver form for uenighed, både indbyrdes og med vesterlændinge.
Danske drenge er opdraget til at forhandle – vi kan da tale om tingene – og ad den vej nå et kompromis, som begge parter kan leve med. Sådan er Frode Fredegods efterkommere flasket op, og parret med vor kristne livsgrundlag optræder vi derfor som den svage part i enhver konflikt. En dansk dreng er slet ikke opdraget til at forsvare sig eller slå fra sig, når han føler sig truet eller direkte angrebet, så han viger for at undgå en voldelig konfrontation. Sådan gør hans familie, og det har den gjort i de sidste par hundrede år. Vor fredelige og humane kultur gearer os absolut ikke til nogen form for vold i dagligdagen.
Til stede blandt de mange tilhørere var den kendte og respekterede debattør Cherif el-Ayoutu – formodentlig den eneste muslim, der var til stede. Alle havde vel forventet, at han ville tage parti imod Sennels, men det modsatte viste sig at blive tilfældet. Han kunne berette fra Australien, at man omkring Sidney i flere år var blevet chikaneret af en flok unge muslimske mænd, der behandlede de australske piger, fysisk som psykisk, som var de deres slaver eller ludere. Det sluttede meget pludseligt – uden nogen australsk myndigheds indgriben – idet 2.000 unge australiere en dag omringede flokken, mens de mobbede deres piger på stranden.
400 muslimer måtte en tur på hospitalet, og man har ikke set dem, eller haft problemer med chikane siden.
Cherif sagde direkte, med baggrund i denne fortælling, at danske drenge måtte lære, at slå fra sig og sætte sig fysisk i respekt, hvis de ville beholde deres land. Enhver form for eftergivenhed bliver af muslimer opfattet som fejghed, så hvis man ønsker at skabe balance i det sociale regnskab overfor vore indvandere af 2. og 3. generation må og skal vi håndtere dem på samme måde som de behandler os. Vil man slås mod en modstander, der har en maskinpistol nytter det ikke at tro, at man kan nøjes med en pyntekåre.
Det Cherif mente var ikke, at vi skulle indlede en borgerkrig, eller udvide bandekrigen, men at vi måtte begrave fløjlshandskerne, og anskaffe nogle jernnæver, der kan matche modstanderen, ellers har vi tabt på forhånd – og det svarer til at gøre som landstaberne Tøger og Uffe, at overgive sig, og undskylde.
Dette land kan ikke undgå, at blive underlagt sharia-love, hvis vi i denne kritiske fase opgiver, at genoprette den nødvendige magtbalance!
Vore myndigheder er stort set magtesløse. Folketinget har tilsyneladende opgivet at geare vor lovgivning til virkelighedens verden, så domstolene kan kun give løftede pegefingre overfor 2G-drengenes hærgen, og dermed kan politiet lige så godt også opgive at strafforfølge hovedparten af de daglige chikaner og mindre lovovertrædelser. Ingen i Danmark er gearet til denne form for social uro og hærgen.
Lad os tage et velkendt eksempel, som jeg læste om i magasinet Tjecks december-nummer. Den velskrevne artikel er skrevet af Erik Chr. Larsen, der har været tæt på en ung muslimsk pige, der skjuler sig på et beskyttet hjem for voldsramte kvinder. Det er uhyggelig læsning, for her er der virkelig tale om den såkaldte ”æresrelaterede” vold, indeholdende hele registeret, der ikke stopper, selvom vore sociale myndigheder gør hvad de kan indenfor lovens rammer. Det foregår tilsyneladende hver dag i mange muslimske familier – og vore myndigheder, herunder politiet, kan intet stille op mod familiens mænd. Vores overhumane samfund har ingen repressalier overfor familien, før det har dræbt pigen – det er for sølle, at et velordnet demokratisk samfund skal give op overfor den slags middelalderligt tyranni i familieforklædning.
Men hvad kan vi så gøre, når vore love og myndigheder giver op, og overlader valpladsen til de reelle sejrherrer, de muslimske mænd ?
The missing link, kan man vel kalde den gruppe unge mænd, der i Sidney klarede et mangeårigt problem på en eftermiddag – uden hjælp udefra.
Ja, men det er jo ikke lovligt hyler alle SFer og de få radikale der er tilbage. Rigtigt! – det er jo selvtægt – men det virker, og de eneste der kommer til skade er slynglerne, og det kan vel ikke være dem samfundet skal beskytte først?
Alternativet er overgivelse og opgivelse af national og kulturel suverænitet, og det er vel ikke det land vi ønsker at overgive til vore børnebørn. Flammen og Citronen holdt sig da heller ikke indenfor lovens rammer, da de med livet som indsats bekæmpede en fjende, der var i landet. De Radikale vil nok ikke give dem heltestatus men mange andre brave danskere gør det.
Ebbe Talleruphuus
Ebbe har misforstået mig – eller også er han bare faldet i en floskelfælde: Han skriver, at jeg mener det vil tage mange generationer, førend unge muslimer lærer at opføre sig ordentligt. Det har jeg ikke sagt. Jeg påstår derimod, at de aldrig lærer det.
“ikke, at vi skal starte en borgerkrig”
Men vi er jo allerede midt i en, for ikke at sige en verdenskrig.
Et par kindheste og et par flade er jo latterlige som løsningsmodel.
Det lyder som noget fra en sørøver-roman. Tju bang, blod tud, den store bølle går hjem og græder hos sin gamle mor og kommer næste dag ned og siger undskyld til drengene på bodegaen.
Vi skal til det tidligere Jugoslavien for at få en ide om hvad der ligger forude.
Knytnæver er ikke længere nok.
Vi har jo faktisk fat i noget rigtigt i vores kultur (at have lært at føre dialog i stedet for at se vold som eneste mulighed), og det, vi skal finde ud af, hvordan vi kan lære det videre til dem, der ikke har lært det. Det kræver ganske rigtigt en ny og anderledes strategi end dem, der er tilstrækkelige i et samfund, hvis medlemmer alle har lært og accepteret den grundlæggende dialog-præmis. Det kræver en form for virkelig potent middel.
Men jeg tror ikke, det rigtige svar er at vende tilbage til tilstanden før, vi selv havde lært dialog, og kopiere de andres voldsstrategi. Vi må finde på noget bedre. Ellers er konsekvensen netop den jugoslaviske.
Det er en meget stor udfordring at nå ind til disse drenge og mænd; nogle af dem er meget dybt skadede. Men menneskets kreativitet er uendelig, og jeg tror godt, vi kan finde en løsning, der virker. Bevidsthedsmæssige revolutioner er hændt før. Prøv at sammenligne os danskere i dag med vikingerne, der mente, det var helt normalt at behandle englændere o. lign. som slaver, playndre, dræbe og voldtage dem uden videre. I dag har vi et strålende forhold til englænderne, der tidligere med rette må have opfattet os præcis som ovenstående artikel opfatter 2G-indvandrerne – som en slags ubegribeligt og rædselsfuldt vilde skabninger, det vel var ganske svært at se nogen mulighed for kommunikation med overhovedet. Hvad skulle de keltiske munke og nonner på deres små øer stille op, når sådan en bådfuld kom anstigende?
Men på en eller anden forunderlig måde var de milde og tilsyneladende magtesløse kristnes ideal alligevel det stærkeste dengang. Vikingerne skiftede jo faktisk religion og livssyn, og de gjorde det uden at være blevet tvunget til det med sværd.
Så munkene må have sagt og gjort noget rigtigt. Noget, der på trods af vikingernes opdragelse til voldelige sørøvere trængte ind til dem og gav dem en egen drift til at ændre deres kultur.
Hvis munkene kunne, kan vi også. Ikke missionere for kristendom, mener jeg – men finde en måde at nå hinsides vold med en voldelig gruppe. Så de voldelige indvandrere af sig selv oplever en trang til at skifte en livsstil, der jo reelt kun bringer også dem selv sorger, isolation og selvhad, ud med en mere menneskelig og glad tilværelse, hvor de kan komme til at opleve, både at andre bedre kan lide dem, og at de bedre kan lide sig selv.
Når man ser disse drenge til daglig på gaden, er det let at se på lang afstand, at de har det ad helvede til. Et eller andet sted indeni må de også skrige på hjælp. Det, der behøves, er – som det blev formuleret godt i artiklen ovenfor – at finde det rette “missing link”, der kan sætte en konstruktiv transformation i gang.
Jeg tror gerne, aktionen i Australien kunne lykkes og have en god effekt. Den var uden tvivl en god øjenåbner for det pågældende afsporede samfund i det konkrete tilfælde. Men jeg tror ikke, den var en situation, der særlig let ville kunne gentages. Og jeg tror ikke, den var en type situation, som egner sig til model. Så er det netop borgerkrig, der bliver tale om – når normen bliver, at man reagerer ved at slutte sig sammen i tusindtallige flokke og lammetæve hinanden.
Helt ærligt – vi har opfundet ostehøvlen, rumraketten, atomkraften og penicillinkuren. Så kan vi også opfinde en ny og effektiv måde at hjælpe destruktive grupper ud af deres menneskelige blindgyde.
Selvom det ikke er let. Men tag handsken op. Brug fantasien. Historien viser, at mennesker kan stort set alt, hvad de virkelig sætter deres kræfter ind på…
Jeg er glad for at du anvendte vikingernes togter til England som eksempel i din – efter min mening – lidt for rosenrøde drøm. Det giver mig nemlig muligheden for at spørge dig, hvordan det så gik til sidst med de vikinger. Nærmere bestemt hvad betyder 1066 for dig? De blev sgu smidt ud og så var der ro i lejren!
Metaforer er noget farlig noget!