Forgiftede kilder

Af Cand. mag. et art. Geoffrey Cain & dr. phil. Leon Nikulin

Med sin kritik af politiserende lærebøger og leksika 25. januar peger den 16 årige Jonathan Mizrahi-Werner på et vigtigt demokratisk problem, et problem, hans jævnaldrende næppe er modne nok til at forstå. De tror sikkert, at det, der står i lærebøger, er sandt (ja, hvad skulle de ellers tro?), og de kan ikke se de myriader af politiske fingeraftry, som den akademiske verdens socialister og kulturradikale har efterladt på alt, hvad de har rørt ved.
http://jp.dk/opinion/breve/article1957566.ece

Lad os tage Lademanns Leksikon som eksempel. Det er skrevet i 70´erne, er klart pro-sovjetisk, og glemmer at fortælle os, at vigtige sovjetiske forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. blev myrdet efter Kremls ordrer. Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy- tiden er udførligt nævnt i samme leksikon. Og selv i de sjældne tilfælde, hvor Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet.

Denne ensidighed har Lademanna aldrig indrømmet, men det har den Danske Encyklopædi til gengæld. Tre år efter papirudgaven, kom der en ny og meget mere balanceret netudgave med tallene for kommunismens massemord, som den oprindelige Encyklopædi tilfældigvis havde overset. Den nye netudgave skulle m.a.o. gøre Encyklopædiens mange fordrejninger m.ht. kommunismen godt igen, hvilket er ganske prisværdigt. Men indslagene om Mellemøsten har ikke fået et tilsvarende korrigering, og det er mindst lige så tiltrængt, fordi forfatterne tager diskret parti for araberne og lige så diskret parti mod Israel.

Se f. eks. dr. phil. Jørgen Bæk Simonsens redegørelse for krigene mellem Israel og de arabiske lande. De skyldtes, skriver han, opgør i 30´erne mellem “bevæbnede palæstinensiske grupper og bevæbnede grupper af jødiske indvandrere”. Hvilket nærmest betyde, at de var lige gode om det, og JBS fortsætter i samme stil. “Baggrunden for disse kampe og for de senere krige mellem de arabiske stater og Israel var dybe uoverensstemmelser om det legitime grundlag for den jødiske índvandring under det engelske mandat over Palæstina 1920 og om det legitime grundlag for staten Israel”.

Sådan ridses problemstillingen op. Tilsyneladende meget moderat og fornuftigt, men det legitime grundlag for staten Israel var Storbritanniens mandat til at oprette et nationalt hjem for jøderne i et lille hjørne af det område, som Storbritannien – med araberes og jøders hjælp – havde taget fra det Ottomanske rige. Dette mandat blev givet til det sejrende Storbritannien af Folkeforbundet efter kaisertysklands og dets ottomanske allieredes nederlag. Så det var legitimt nok. Bare ikke i Jørgen Bæk Simonsens øjne, hvad der allerede afsløres i sprogbrugen. Jøderne omtales som “indvandrere” trods det faktum at mange af dem var født i landet, mens arabere omtales som “palæstinenserne”, hvorved der antydes, at de var landets oprindelige beboere. Men det var først efter Uafhængighedskrigen i 1948, at ordet “palæstinenser” blev hæftet på araberne. Indtil da talte man om arabere og palæstinensere, af hvilke de sidste var Palæstina-mandatets jødiske indbyggere.

Var de bevæbnede? Ikke i starten. Som man nok kan tænke sig, var de ikke opsat på at slås med nogen og kun interesserede i at opdyrke landet. Hvad Jørgen Bæk Simonsens udtryk “bevæbnede grupper af jødiske indvandrere” angår, opstod disse ene og alene som selvforsvarsgrupper m.h.p. de idelige overfald og massakrer på dem. I de første år var det kun almindelige røveroverfald, som man ansatte andre arabere til at værne imod. Senere dannede jøderne egne grupper som Hashomer (”vogter”), der udviklede sig til Haganah, der betyder “Forsvar”. Først efter de alvorlige arabiske angreb i 1929, opstod der jødiske grupper – som Haganah Bet, senere Irgun Zvai Leumi og Lehi – der selv angreb arabere, og man forstår deres vrede. Under hvad man nærmest kan betegne som et pogrom i 1929 blev alene i byen Hebron 70 totalt forsvarsløse jøder dolket og nedsablet. Englænderes halvhjertede beskyttelse viste sig at være ganske utilstrækkelig.

Og så det store spørgsmål: Hvad var årsagen til hele denne ballade og derved til alle senere krige? Det var, antyder Jørgen Bæk Simonsen,  jødernes tvivlsomme ret til at være der. Denne mistanke om “manglende legitimitet” smugles ind lige fra starten og fungerer derefter som et altforklarende facit. Ikke blot forklarer det alt, men det fungerer samtidig som en uudsagt opfordring til at fjerne det “illegitime” Israel, før der kan være fred. Er det en objektiv tilgang?

Bestemt ikke. Hvad der også tydeligt fremgår af indslaget om arabiske flygtninge. JBS kommer ikke selv ind på antallet, men indslaget “Palæstina” sætter tallet til ca. 700 000. Det er ikke FNs tal imidlertid. Ifølge FNs vurdering i 1949 var antallet af arabiske flygtninge 545.000, mens der i årene 1948-56 flygtede ca. 800.000 jøder fra de arabiske lande. Men Encyklopædien nævner dem ikke. Hvad der nok kan give stof til eftertanke.

Et leksikon, der forsøger at påvirke læsernes bevidsthed i en bestemt retning, er ikke kun et opslagsværk men også et propagandaskrift affattet af politikere i forskerklæder. Det ser man ikke kun i Encyklopædien men også i andre autoritative værker, hvor en angivelig kilde til ren viden ofte viser sig at være en forgiftet brønd. Formand for Dansk Folkepartis Ungdom Kenneth Kristensen har dokumenteret, at der hersker samme forhold på skoleområdet. Hans bog »Skolen i løgnen – løgnen i skolen«, blev omtalt af journalist Ole Birk Olesen i Berlingske Tidende sidst i november 2009, hvor han ironisk opfattede skolernes skæve vinkling på følgende måde:

“At Dansk Folkeparti er del af en fremstormende nyfascisme i Europa ved enhver – som har haft samfundsfag i gymnasiet. At indvandrere slet ikke er mere kriminelle end danskere er soleklart – det lærer man i folkeskolens ældre klasser. I øvrigt ville vi slet ikke have haft mobiltelefoner i Danmark, hvis det ikke havde været for indvandrere – også det kan man lære i folkeskolen. De tre eksempler er alle fundet i danske skolebøger og gengivet i Kenneth Kristensens bog. Og der er mange flere eksempler: En bog om Mao nævner ikke de millioner af kinesere, som han lod slå ihjel. En bog om verdenshistorien sætter spørgsmålstegn ved, om Osama bin Laden havde noget med flyangrebet den 11. september at gøre. En bog om islam hævder, at islam ikke er en anerkendt religion i Danmark”.

Ole Birk Olesens interview i samme nummer med skolebogsforfatter Gert Friisenberg får denne til at indrømme, at han nok ville skrive det anderledes i dag. Men nu er det naturligvis for sent. Er det alvorligt? Ja, det mener vi, det er. Og Kenneth Kristensen siger det meget klart.

»Min bog viser tydeligt, at der er en kraftig slagside til venstre i undervisningsbøgerne. Det gælder i forhold til den måde, som Dansk Folkeparti beskrives på, men det gælder også i forhold til beskrivelsen af kommunismen, dansk udlændingepolitik, Israel-Palæstina konflikten, USA og meget mere,«

Og det er som sagt også vores opfattelse. De brønde, intetanende sandhedssøgere drikker af, viser sig ofte at være forgiftet. Det grimme ord for den slags er indoktrinering eller ”mind control”. Det gælder den første udgave af den Store Danske Encyklopædi (der ikke engang nævner Danmarks kendteste sovjetolog prof. Bent Jensen men vel 22 andre, mindre kendte Bent Jensener), det gælder Lademanns og det gælder det meste af undervisningsmaterialet. Det første – efter vedholdende kritik – har man nu rettet lidt op på. Men hvad med alt det andet? Hvad med skolebøgerne? Hvem tør gå i gang med at afgifte dem?

Geoffrey Cain & Leon Nikulin er henholdsvis formand og stifter af Raoul Wallenberg Foreningen