Google!
Dhimmiskat!
Sura 9:29 (Omvendelse – fra Medina)
Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!
Dhimmi under kalifatet
Ikke-muslimer i de muslimsk dominerede samfund blev kaldt dhimmi, der blev tolereret og havde lov til frit at dyrke deres religion, men blev pålagt visse restriktioner i forhold til den muslimske befolkning. Behandlingen af den ikke-muslimske befolkning i Cordoba-kalifatet har været genstand for megen forskning og debat fra historikere og andre kommentatorer. Interessen har især drejet sig om parallellerne mellem på den ene side sameksistens mellem muslimer og ikke-muslimer i den moderne verden og på den anden side den måde kristne i samme periode behandlede andre religiøse grupper.
Det er ofte blevet påpeget, at jøderne i lange forløb af al-Andalus’ historie blev behandlet meget bedre i det ibero-muslimske område end noget sted i hele det kristne Europa.[2] Hvor udstrakt den var, og hvilken karakter denne tolerance havde i det, der nogen gange er blevet kaldt en guldalder, har været genstand for megen debat, og synspunkterne har ofte haft rod i personlige eller politiske agendaer.
Bernard Lewis beskriver et af synspunkterne, som et argument om en iboende muslimsk tolerance, fremsat af moderne muslimske apologeter. Dette synspunkt er imidlertid af meget moderne dato, og kravet om ligestilling mellem religionerne har aldrig været aktuelt på dette tidspunkt i islams historie. Det betyder ifølge Lewis dog ikke, at jøder og kristne ikke nød en udstrakt grad af tolerance fra officiel side, de kunne bare ikke være fuldstændigt ligestillede med udøverne af den sande tro.[3]
Professor Mark Cohen har påvist, at idéen om den fredelige sameksistens i en såkaldt guldalder for religiøs tolerance i store træk stammer fra to kilder fra det 19. og 20. århundrede. Det ene ophav er jødiske forskere, der brugte historien om det tolerante al-Andalus til at skabe en kontrast og vise et alternativ til den stigende undertrykkelsen af jøder i Europa. Det andet ophav er arabiske forskere, der ønskede at dokumentere at israelerne, med deres besættelse af Palæstina, i realiteten ødelagde en gammel og harmonisk sameksistens mellem jøder og muslimer. Cohen argumenterer for, at dette billede af harmoni er overdrevet, men påpeger samtidig, at den “modmyte” om forfølgelser, der opstod som reaktion, er baseret på en simplificering af forholdene i fortiden.
Debatten om forholdene for ikke-muslimer i al-Andalus er dog ikke afsluttet, og f.eks. har María Rosa Menocal fra Yale, der er specialist i iberisk litteratur, bl.a. fremført følgende påstand: at tolerance var et nedarvet aspekt af det andalusiske samfund. Hun har endvidere skrevet at jøderne i Cordoba-kalifatet, selvom de havde færre rettigheder end muslimerne, var langt bedre stillet der end i noget kristent land. Jøder forlod andre dele af Europa for at slå sig ned i al-Andalus, fordi de der oplevede en langt højere grad af tolerance. Det samme gælder kristne grupper, der blev opfattede som kættere i en række europæiske stater.[4]
De synspunkter, forskere som Menocal og andre har fremført, er blevet stærkt kritiseret fra anden side. F.eks. har amerikanerne Robert Spencer og Andrew Bostom kaldt guldalderen en myte, der totalt har ignoreret realiterne i ikke-muslimers (dhimmis) liv i muslimske samfund. De fremhæver en række af de restriktioner, dhimmi var pålagt: de måtte ikke bygge eller reparere kirker og synagoger, de skulle praktisere deres religion i stilhed og privat, og det var strengt forbudt at hverve nye tilhængere. Dhimmi var tilmed pålagt at bære et bælte (zunnar), der gjorde det let at identificere kristne og jøder, de kristne skulle bære et blåt bælte, mens jøderne skulle bære et gult. De måtte heller ikke ansætte muslimer eller bestride offentlige embeder, og de skulle betale en særlig skat.
I følge israeleren David Wasserstein var der dog i det økonomiske liv knapt nogen reelle restriktioner for jøder, og de religiøse påbud havde ikke den store betydning. I litteraturen findes der heller ikke spor af en diskrimination af jøder.[5] Andre følger i samme spor og peger på de eksempler på dhimmi, der trods påbuddet alligevel bestred offentlige embeder. Et prominent eksempel var jøden Hasdai ibn Shaprut (915-990), der administrede tolden i Cordoba, mens andre jøder tjente som vizirer eller hoflæger.
Det er dog alment accepteret, at ikke-muslimer i det ibero-muslimske område besad en større grad af religiøs autonomi, frihed og tolerance end noget andet sted i Europa. I alt, der drejede sig om familieforhold og religion, blev de styret af deres egne autoriteter. De var ansvarlige for indsamlingen af den særlige dhimmi-skat og virkede som formidlere mellem dhimmisamfundet og staten. Inden for de fastsatte rammer nød dhimmi en høj grad af frihed, men de forblev andenklasses borgere sammenlignet med muslimerne.
Santa María la Blanca i Toledo, der oprindeligt i 1180 blev opført som synagoge af muslimske bygmestre til de jøder der fik lov til at forblive i byen efter den kristne erobring.
[redigér]Sameksistens og forfølgelse
Det muslimske styre behandlede ikke-muslimer forskelligt til forskellige tider. Den længst varende periode med udstrakt tolerance begyndte efter 912, under Abd-ar-Rahman III‘s og hans søn Al-Hakam II‘s regeringstid. Mange jøder fik høje stillinger ved herskernes hof og varetog opgaver inden for videnskab, handel og industri. Særligt silke- og slavehandelen beskæftigede mange jøder. Det sydlige Spanien blev på denne måde både et asyl for jøder og en mulighed for at opnå stor velstand.
Kristne, der blev inspireret af den evigt latente strid med de kristne kongeriger mod nord, søgte i flere tilfælde bevidst deres eget martyrium; 48 kristne blev fx halshugget i Cordoba, dømt forblasfemi mod islam. Andre gik ind i moskeer, hvor de nedgjorde islam, fornærmede Muhammed og forkyndte kristne trosbekendelser, alt sammen noget, der betragtes som blasfemisk inden for islam. Disse tilfælde af religiøs trods var ikke isolerede tilfælde af uroligheder, men forekom over en lang periode.[6]
Situationen for de ikke-muslimske indbyggere blev langsomt forværret efter al-Hakams død i 976, og i 1066 skete de første alvorlige forfølgelser, hvor de jødiske indbyggere blev fordrevet fra Granada, og hvor de familier, der nægtede at flytte, blev dræbt. Men på trods af, at de ikke-muslimske grupper oplevede mere undertrykkelse end tidligere under almoravidernes herredømme, oplevede størstedelen af det jødiske samfund alligevel en opblomstring. Den fik en ende, da almohaderne tog over i 1148, og de nye herskere tvang jøder og kristne til at omvende sig til islam. De, som gjorde modstand, fik deres ejendom konfiskeret og blev solgt som slaver. Flere jødiske skoler og synagoger blev ødelagt.
Under disse tilbagevedende bølger af vold mod ikke-muslimer flygtede mange jødiske og endda muslimske filosoffer til Toledo, der var blevet erobret af Kastilien i 1085, men som dog var præget af en meget tolerant atmosfære. Nogle jøder sluttede sig endog til de kristne hære for at kæmpe mod muslimerne, mens andre bekæmpede Alfonso 6. af Kastilien sammen med almoraviderne.
IslamOnline: jizya is “fair” – Jihad Watch
20 Sep 2004 – This assumes that jizya and zakat are equivalent, and other Muslims assert, as I have said, that the jizya is actually less than zakat. So let’s look …
The poll-tax or rather “protection money” that has to be paid by the DHIMMIS under Islamic rule:
En skarp forklaring på begrebet “Dhimmi-skat!
http://www.islamist.dk/2009/01/jizya-ydmygelses-skatten-palagt-j%C3%B8der-og-kristne/