Eticha er et non-profit netværk, som også behøver din hjælp for at klare såvel forberedelsen af sagen mod Muhammeds efter-kommere som vort ambitiøse skoleprojekt:
30. juli - 2010 - Kl. 12:50 - Del denne artikel med dine venner
Når halve sandheder bliver værre
end den rene løgn…
Her først når det gælder Søren Krarup
Søren Krarup sagde for nyligt, “at homoseksuelle har et handikap. De kan ikke få børn og dermed opfylde betingelserne for at skabe en familie!” Søren Krarup har ikke det fjerneste i mod registrerede partnerskaber, men mener ikke at homovielser i kirken er noget, der bør være en rettighed.
Geoffrey Cain har i dag følgende kommentar til mediernes påfølgende hetz mod såvel Krarup som Dansk Folkeparti:
“Aha”, sagde journalisterne . “Han siger, at de er handicappede”. “Nej” svarede Krarup, “Jeg sagde de havde et handicap”: “Det er det samme!” råbte journalisterne i kor. Men det er det ikke, og det er journalisterne selv det bedste bevis for. Hvis de to udtryk virkelig betød det samme, ville journalisterne bruge Krarups ordlyd. Men de insisterer sigende nok på at bruge deres eget.
Denne artikel fra Avisen.dk, er da vist nok noget af det mest karaktermyrdende, man kan tænke sig. Den halve sandheds logik myrder betydeligt bedre end ren løgn, der har man da chancen for at anlægge injuriesag! http://avisen.dk/krarup-kalder-boesser-for-handikappede_72193.aspx
Når det gælder Geert Wilders
I mere end et år er Geert Wilders i utallige avisartikler, kommentarer og på en lang række blogs blevet beskrevet som, den højreorienterede hollandske politiker, der vil forbyde koranen! “Geert Wilders vil have koranen forbudt”, er overskriften i mange indlæg.
Her er en halv sandhed, der skaber billedet af et monster med SA uniform og flammenwerferen i stilling til at brænde bøger og sparke døren ind hos skrækslagne muslimer, præcis som det hændte i Tyskland i maj 1933 under “bogbrændingens dag” og i november 1938, en dag som vi i dag kender som “Krystalnatten”! Dette billede er jo mad for Mons, som det hedder i Pelle Haleløs. Politiken og Naser Kader har på trods af flere henvendelser om deres “halve sandhedskorstog” ikke gidet at berigtige fortællingen om Geert Wilders, nemlig at han vil forbyde kranen i Holland, fordi der fike socialisterne for år tilbage nedlagt et forbud mod Mein Kampf. Geert Wilders mener at de to bøger er af samme alen, og at der bør være lighed for loven!
Efter Geert Wilders optræden ved Trykkefrihedsselskabets arrangement i Landstingssalen sidste år i juni fortalte 10 medier (plus Naser på sin blog) den halve sandhed, mens bare Berlingferen og TV2 havde hele forklaringen med! Fra “bogbrænder” til “retfærdighedssøgende” på et øjeblik altså!
Meningstyranniet?
Journalister har ingen hæder længere – ups jeg skulle skrive “alt for mange journalister” – hvis de nogensinde har haft det. Vi lever i “de halve sandheders tid”. Det er ikke så længe siden, at folk hellere løj, men så kom de jo i retten og sådan noget – selv om de var journalister. Nu kan karaktermordene fortsætte med forøget styrke, for med “den halve sandhed”, så er der i hvert fald noget om det! Der går jo ikke røg af en brand og så videre, og journalisten, bloggeren, hvem som helst kan deklarere, “jamen det er jo sandheden”! At sandheden så måske behøver en sætning mere for at blive forstået i den rigtige kontekst, hvem behøver at bryde sig om det? Åbenbart ikke mennesker uden etiske eller moralske skrupler, når det gælder at karaktermyrde, så gælder alle kneb!
30. juli - 2010 - Kl. 10:13 - Del denne artikel med dine venner
Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse
I SAMLEDE ESSAYS – skrevet under et ophold i Berlin i 1939 – sammenligner Karen Blixen i kapitlet, “Breve fra et land i krig”, nazismen med islam:
“Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredje Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personligt har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse.
- Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning (Hitlerhilsenen): Din i liv og død.
Islam er af de to det højeste ideal, fordi det er højere at tjene Gud end at tjene et fædreland eller en race. Råbet fra minareten: “Der er kun én Gud og Muhammed er hans profet,” er af evigere natur end noget feltråb om det udvalgte folk. Halvmånen er et ædlere tegn end hagekorset – (der for mig i hvert fald har noget uroligt og brudt, spasmodisk i sin bevægelse, hvor ikke, som på tårnene ved indgangen til stadion, hagerne er bøjede, så at de danner brudstykker af en periferi, samler figuren og bringer den til ro.)
Alligevel har de to verdener mange ting tilfælles. Men man må da ikke tænke på det ældede islam, som vi nu kender til, efter at det har fundet sig en modus vivendi mellem verdensreligionerne. Man må gå elleve eller tolv århundreder tilbage, til mødet med den unge muhamedanske bevægelse, da den rejste sig og foldede sig ud som en fane og drog frem for at underlægge sig verden. Da må det have lynet og tordnet i skyerne, og de omkringliggende riger må have følt sig ilde til mode. Hvorfra fik ørkenfolket denne kraft?
Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, én rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det tredje Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem – 10% af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler. I sine ritualer har Islam lighed med Det tredje Rige: de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i “Min kamp” ligner kapitler i koranen.
Islam blev udbredt med sværdet, det er en anklage, som bliver ført imod den af andre religioner, der dog ikke på dette punkt alle selv kan have den bedste samvittighed. Jeg vil citere så vidt jeg husker det, for man kan jo ikke her i Berlin købe engelske bøger at slå op i – hvad Carlyle har at sige derom i sin bog: “Heroes and Hero-Workship”, som for resten i det hele taget har meget af Det tredje Riges tankegang. “Med sværdet,” skriver han. “Javel, men hvorfra fik profeten sværdene? Enhver ny religion begynder med en minoritet på én eneste mand – på den ene side han, på den anden side alle de andre. – Det ville ikke nytte ham at forsøge at udbrede sin tro med sværdet. Lad ham skaffe sig sine sværd.”
Selve Islams forestilling om paradis er skabt af en krigerfantasi, det er et ideal for en hær på march. – “Så længe I marcherer, må I underkaste eder alle savn og bevare eder afholdende, prøvede, rede til kamp. Men når staden er indtaget, og vi er gået i lejr, så bliver det hele noget helt andet.” Det er en femårsplan i en overnaturlig dimension.
Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og store luftspejlinger. Til gengæld, synes jeg, har Det tredje Rige en rent ekstatisk respektabilitet, honnet ambition på liv og død, i himlen og på jorden. Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.”
Som et forsvar for Geert Wilders i retten i Holland, må disse ord vel egentligt virke ganske klokkeklare……Vi kan ikke erindre dem nok.
28. juli - 2010 - Kl. 23:43 - Del denne artikel med dine venner
Med “Rachels lov” har den amerikanske kongres sat en stopper for islamisk injurieturisme.
Eticha bringer her Lars Hedegaards artikel fra Sappho.dk uforkortet
I forbindelse med henvendelsen til den saudiske advokat Faisal Yamani,
bragte Eticha en artikel om og af Dr Rachel Ehrenfeldt, som på det tidspunkt
(10. maj 2010) bare havde fået opslutning om sin sag af 8 stater i USA. http://eticha.dk/news/?p=1149
Lars Hedegaard skriver….
Tirsdag den 27. juli vedtog Repræsentanternes Hus i USA enstemmigt den såkaldte “Speech Act”, hvis formål er at beskytte amerikanske forfattere og udgivere mod de juridiske konsekvenser af åbenlyst grundløse injuriedomme afsagt i lande, hvis borgere ikke nyder samme stærke beskyttelse af ytringsfriheden, som den, der garanteres den amerikanske grundlovs første forfatningstillæg (“First Amendment”).
Hidtil har såkaldte “injurieturister” kunnet ramme amerikanske forskere, forfattere og journalister ved at få dem dømt ved udenlandske domstole – typisk i England – og dermed undertrykt deres ret til frit at publicere på tryk eller elektronisk.
Forud for afstemningen i Repræsentanternes Hus havde det amerikanske Senat – ligeledes enstemmigt – vedtaget loven. Den afventer nu kun præsident Obamas underskrift for at træde i kraft.
Et slag mod engelsk kolonialisme
Den nye lov – der også går under navnet “Rachels lov”, fordi den tager udgangspunkt i en engelsk domstolskendelse mod den amerikanske forsker Dr. Rachel Ehrenfeld – beskytter amerikanske forfattere og udgivere mod udenlandske domstolsafgørelser, der underminerer det Første Forfatningstillæg. Desuden vil loven holde de forfulgte økonomisk skadesløse for de omkostninger, som injurieturisterne har påført dem.
Sappho talte med Rachel Ehrenfeld en time efter lovens vedtagelse i Repræsentanternes Hus.
“Fra nu af kan vi uden frygt publicere alt, hvad der kan dokumenteres. Loven er et lammende slag mod Englands kolonialistiske forsøg på at påtvinge os deres retsorden.”
Rachel Ehrenfeld, der sidder i Det Internationale Trykkefrihedsselskabs rådgivende råd, understreger, at loven støttes af både demokraterne og republikanerne. Det er i øvrigt den eneste lov, der er enstemmigt vedtaget i begge Kongressens kamre i denne kongressamling.
Lovens baggrund er Ehrenfelds bog “Funding Evil: How Terrorism is Financed – and how to Stop it”, der blev udgivet i USA i 2003. Heri dokumenterede hun, at den saudiske milliardær Khalid bin Mahfouz har finansieret al-Qaeda, Hamas og andre terrororganisationer. Mahfouz svarede ved at anlægge injuriesag mod Rachel Ehrenfeld i London vel vidende, at den engelske injurelovgivning i udgangspunktet favoriserer den forurettede part. Som forventet dømte den engelske domstol i Khalid bin Mahfouz’ favør. Ehrenfeld blev pålagt en kæmpebod på 30.000 pund. Desuden blev hun beordret til at undskylde, trække sine afsløringer tilbage og betale Mahfouz betydelige sagsomkostninger.
Tidligere havde Mahfouz brugt samme skræmmetaktik for at tvinge over 40 forfattere og en udgiver til at give offentlige undskyldninger og trække lignende afsløringer tilbage.
Rachel Ehrenfeld nægtede at anerkende den engelske domstols jurisdiktion, da hun ikke boede i England, og da hendes bog hverken var udgivet eller markedsført i England.
Som sit juridiske figenblad henviste London-dommeren til, at der via nettet var solgt 23 eksemplarer af Ehrenfelds bog i England.
Demokratiets hjørnesten
Rachel Ehrenfeld satte sig nu i spidsen for en kampagne, der førte til, at staten New York, hvor Ehrenfeld bor, i 2008 vedtog sin “Libel Tourism Protection Act”, “Loven til beskyttelse mod injurieturisme”. Den gav New Yorks domstole jurisdiktion over udenlandske sagsøgere af New Yorks forfattere og udgivere.
Siden vedtog syv andre stater lignende love, og nu er Rachels lov altså blevet amerikansk lov.
I Senatet blev The Speech Act fremlagt af formanden for retsudvalget, den demokratiske senator Patrick Leahy fra Vermont, og republikaneren Jeff Sessions fra Alabama.
“Ytrings- og pressefriheden er hjørnestene i vores demokrati,” sagde senator Leahy ved fremlæggelsen. “De tillader en karsk debat og en udveksling af tanker, der former vores politiske proces. Udenlandske injuriesager underminerer denne udveksling af informationer. Selv om vi ikke kan ændre udenlandske love, der lægger deres isnende hånd over ytringer, som nyder beskyttelse i vores land, så kan vi sikre, at vore domstole ikke bliver redskaber til effektuering af fremmede domsafgørelser, der underminerer den amerikanske First Amendment og ordentlig retspleje.”
Under sin fremlæggelse i Senatet hyldede senator Leahy Rachel Ehrenfeld: “Jeg ønsker at udtrykke min anerkendelse af Dr. Rachel Ehrenfeld, der selv har været offer for et injuriesøgsmål i Storbritannien, og som har været mægtig forkæmper for, at kongressen skulle skride til handling.”
24. juli - 2010 - Kl. 14:02 - Del denne artikel med dine venner
Det har altid været let at stjæle fra de gamle
Afstumpede tyve vælger de svageste ofre og gør indbrud, trænger ind hos eller simpelthen stjæler de gamle damers tasker, når de befinder sig udenfor hjemmet.
Af Karina Adsbøl, Eticha
Karina er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Sydjylland
Sofistikeret tyveri
At stjæle fra gamle eller handicappede personer afføder ikke meget respekt hos almindelige mennesker med et fornuftigt livssyn. For nogle uger siden så vi så, at flere ansatte ved en institution i ældreomsorgen blev afslørede for åben skærm i at stjæle fra de gamle. Det var ikke sådan med fingrene nede i syltetøjskrukken som almindelige ”hæderlige” tyveknægte. Tyverierne var mere sofistikerede og foregik ved, at de ansatte fyldte i arbejdssedler for otte timer, mens man i praksis bare arbejdede fire og ellers hengav sig til sine private sysler den resterende halve arbejdsdag.
Det var TV2 Nyhederne, der afslørede denne ”tradition” på Plejecenter Håndværkergården i Københavns nordvestkvarter. Det er naturligvis helt uanstændigt, og jeg kan da bare udtrykke min tilfredshed med, at de ansvarlige trådte i karakter, så snart de blev konfronteret med TV2 Nyhedernes udsendelse, og straks fyrede samtlige indblandede, lukkede plejecenteret og lod andre (forhåbentligt) mere pålidelige personer tage over.
Udover de simple tyveknægte og de bedrageriske ansatte, findes der desværre også ”det offentlige”, der naturligvis aldrig kunne drømme om at erkende, at ”de” stjæler fra de ældre. I statens og kommunernes regi hedder det at spare. Jeg er da helt med på, at det at spare er en god ting. Det er sådan noget, jeg forsøger at indprente i mine børn, at den, der ”spar’, han har”! Og i og med dette er sagt, kommer jeg til pointen.
Værdikampen i nyt lys
Ordet værdikamp er et nyt buzz-word (hedder det vist nok), og henviser til kampen mellem den vestlige verdens og den anmassende islamiske verdens forskellige værdier. Man kan også sige kampen mellem den kristne kultur og den muslimske eller det nationale mod det multikulturelle tankesæt. Som kandidat for Dansk Folkeparti er jeg allerede sat i bås af alle dem, der per definition ikke kan lide DF, og som opponerer ligegyldigt, hvad partiet kommer op med. Jeg mener at begrebet ”værdikampen” uden problemer kan udvides til at også at omfatte ”kampen om borgernes penge”! Hvem skal have dem?
I de sidste mange år, hvor jeg har fulgt med i politik og specielt mit eget interesseområde ældreomsorgen, har jeg set mange yderst kreative spareforslag, når sparekniven skulle svinges over de gamle, der efter et langt liv som betalende danskere, på deres livs aften som syge – eller bare som ”gamle” – har behov for at få noget af deres opsparede kapital tilbage i form af støtte og hjælp til at klare det daglige. Åbenbart er det sådan, at der er mange penge at spare i hjemmehjælpen. Der tales meget om det store ældre-boom som er lige om hjørnet, og truer Danmarks velfærd på en måde, så dommedagen synes nær.
Hjemmehjælpen er under de sidste fem års tid blevet skåret ned til halvdelen i en lang række kommuner. Prøv at ”Google” på for eksempel ”nedskæring i hjemmehjælpen”, så popper der op en lang række eksempler, hvoraf nogle nok kan få tårerne frem i selv den mest forhærdede omsorgsmedarbejdere.
Bagefter kan I så lige Google på ”skovparken”. Her er der også mange ”gode” historier at hente. Selv om det er vanskeligt at få et 100% overblik, så står det dog ret hurtigt klart, at i Skovparken i Kolding bor der hovedsageligt indvandrere fra ikke vestlige lande, og mange er hårdt belastede familier. Fordi Skovparken nu er sådan et hårdt belastet område og mange af dem, der bor der, er børn og unge under 17 år, så har staten pumpet ind en masse penge, så vidt jeg kan se omkring 12 millioner til områdefornyelse, integrationstiltag, ungdomsaktiviteter og meget mere siden 2004.
Se det er jo rigtig værdikamp. Kampen om pengene. Tage fra de gamle og give det til de unge, det er jo Danmarks fremtid, ikke sandt?
Nu kommer jeg ikke så meget i Skovparken mere, det er der heller ikke så mange andre danskere, der tør. Hvorfor, kan man godt forstå, hvis man følger med i de lokale medier og aviser. Millionerne har åbenbart ingen virkning, selv om vi af og til hører en solstrålehistorie fra området, oftest fortalt af dem, der forvalter indsatsen af disse mange statslige kroner, så overskygges det i alt for høj grad af strømmen af rapporter fra området om vold, trusler og hærværk.
Mens staten sender millioner af kroner til fjerne kaotiske områder i ulandsbistand, flygtningebistand og så videre, har jeg sommetider fornemmelsen af, at disse penge bruges til ”ferierejser” fra de værste lande til Europa og dermed også Danmark. Her kan ”flygtningeturisterne” så fortsætte deres liv i luksus med alt betalt på bekostning af gamle danskeres velfærd.
Vi råber i skoven
Hvis nogen skulle få for sig sig selv til at tro, at de mange mennesker – hvoraf en del har vist sig at være ganske uintegrerbare – der nu er samlet i Skovparken og mange andre lignende steder i Danmarks større byer skal hjælpe os, når vi bliver gamle, så tror jeg nok at fremtidens virkelighed skal hive dem ud af den naive vildfarelse. At virkelig se, hvad der sker for øjnene af en, er den bedste lærdom, man kan få.
Mens vi i et accelererende tempo taber mere og mere terræn i værdikampen, tvinges den enkelte borger til at være med til at betale for afviklingen af de danske værdier – både de kulturelle og de økonomiske. De, der tror, at der er forskel på kommunens penge og statens penge, og at man ikke kan blande kommunernes ansvar for ældre sammen med statens bidrag til voksende ghettoer, kan måske nok bogføre og jonglere med tal. Men i den store virkelige verden er der bare en kasse at tage af. Det er skatteydernes fælleskasse!
I DF vil vi gerne gøre noget, der virker, både med hensyn til ældreplejens kvalitet og getto-problemerne. Men vi kan ikke selv. Vi er simpelthen ikke mange nok. Desværre kommer der ingen og redder os, det må vi selv gøre. Både Holger Danske og Joachim von And er trods alt ikke andet end fantasifigurer – og dem har vi allerede nok af på den anden fløj i dansk politik.
22. juli - 2010 - Kl. 10:21 - Del denne artikel med dine venner
Racismebegrebet er blevet ødelagt af “Die Gutemenschen”
Er vi racister, når vi kritiserer islamiske sager? Det synes jeg ikke. Hverken religion eller ideologi skal stå over kritik! Væk med racismeloven nu. Det kan ikke passe, at vi, der tror på friheden, skal gå med vores advokat i hånden hver gang, vi forlader hjemmet…“
Cherif El-Aytouy skriver idag for Eticha & Jyllands Posten…
Ordet racisme blev brugt i forbindelse med det hvide regime i Sydafrika. Med Nelson Mandelas indsættelse som landets præsident forsvandt begreberne racisme og apartheid lige så stille ud af den offentlige debat.Med den indvandring fra den muslimske verden til Europa, blev racismebegrebet genoplivet, men nu i en mere udvidet form. Hvor det før i tiden betød forskelsbehandling eller undertrykkelse af en anden race, frem for alt opfattet som de hvides apartheidpolitik i mod sorte, så blev det nu udvidet til at omfatte religion. Ved den såkaldte Durban konference, arrangeret af FN, i 2001 insisterede de 57 muslimske OIC lande på, at religionskritik skal rubriceres som racisme! Muslimerne fik således så meget vind i sejlene at de gennem de sidste ni år intenst, målrettet har arbejdet for at skabe verdensflertal for denne fundamentale begrænsning i menneskets ytringsfrihed. Det er egentlig ikke underligt, at mange lande i den katolske verden styret af sine egne hellige dogmer på mange måder har fulgt trop, og i hvert fald ikke protesteret i den omfatning, som enhver fri nation burde gøre for sin egen overlevelses skyld. At gøre religionskritik strafbart er vel dybest set enhver religiøs leders drøm!
Som en direkte følge af muslimsk påtrykning har nu også EU annammet ideen om at inkludere religionskritik i det strafbare. Jeg har da absolut ingenting i mod, at der findes en lov som vores paragraf 266b, der slår fast, at det ikke er tilladt at forhåne eller nedværdige andre pga. deres race, hudfarve, etnisk oprindelse eller seksuelle orientering, da et menneske jo ikke kan fjerne sig selv fra disse træk, og at det naturligvis skal være således at et menneske skal tages for det, det er. Problemerne opstår først for mig, når man inkluderer ”tro” – eller religion – i de menneskelige træk, som den enkelte ikke selv kan ændre. For ”troen” er man trods alt selv herre over, det er der milliarder af mennesker, der har gjort op gennem historien.
Jeg ved da godt, at troende mennesker kan føle sig krænkede eller sårede, når deres religion eller tro kritiseres. Men for mig er troen et valg, ligesom man vælger at stemme på socialdemokraterne, de konservative, venstre eller noget helt fjerde. Det er jo helt absurd, at tænke sig nogen kalde en for racist, hvis man en dag i selv de groveste vendinger, skulle få for sig at kritisere SF eller DF.
Personligt har jeg altid kaldt en spade for spade. Når vi begynder at pakke ordene ind, for ikke at såre, fornærme eller støde nogen, mens vi diskuterer politiske eller religiøse dogmer, risikerer vi at budskabet ikke når frem, bliver misforstået eller ret og slet ikke taget alvorligt. Jeg taler selvfølgelig ikke om at kritisere mennesket i sig for at være socialdemokrat, muslim, kristen eller buddhist. Men jeg holder på min ret til at sige, hvad jeg vil om den enkelte ideologi eller religion. Så længe et menneske kan argumentere for sit synspunkt, mener jeg, at det er helt hul i hovedet, at vedkommende risikerer at få en retssag på halsen, fordi nogle andre føler sig krænkede eller fornærmede.
Selv om jeg mener, at vi skal springe rundt og anmelde endsige dømme hinanden for, noget der bliver sagt, vil jeg da gerne tilføje, at jeg forstå, at det ikke altid er så rart at høre, når ”alle” muslimer, jøder eller kristne beskrives med et negativt tillægsord. Mennesker reagerer forskelligt, når det gælder værdier, hvor der er mange følelser tilknyttede. Da vi godt ved, at vi ikke kan ændre vore medmenneskers følelser fra den ene dag til anden, ville det derfor nok være en god ide, en gang i mellem, når diskussionen er oppe i de høje omdrejninger, at tænke lidt mere på, hvad man siger, hvordan man siger det, og hvordan modtageren opfatter det. Med andre ord, en moderation af sprogbruget kan af og til være på sin plads, uden at pointen derfor behøver at forsvinde – måske kan man endda få flere til at lytte, når de ikke er så optagede med at reagere på sine følelser.
Det multikulturelle samfund, kan man synes om, hvad man vil. Men når det gælder lingvistikken, så stiller det betydeligt højere krav til den enkelte person i det man både stilles overfor sproglige og kulturelle forskelle, der kan være ret så store. Danskere reagerer ikke med andet end en skuldertrækning, hvis de en dag læser i avisen: ”Danskere er for dumme”! Det betyder ikke noget, det er bare en overskrift. Der i mod ville der helt sikkert blive rejst en svidende kritik og endeløse racisme beskyldninger, hvis der i stedet for ”danskere” havde stået, ”jøder”, ”muslimer”, ”sorte”, etc. Et lille ord som ”visse” eller ”mange” foran, havde helt sikkert reddet situationen.
Et eksempel på ovenstående var, da Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard ved juletid sidste år i et afslappet interview hældte en finke af panden, da han sagde: ”Muslimer voldtager deres døtre….”. Et andet aktuelt eksempel er, da politiets drabschef Ole Dahl for et par måneder siden udtalte, ”at rumænere er skruppelløse forbrydere”. Desværre fanger bordet, når det gælder ord. Er man offentlige personer, som Hedegaard og Ole Dahl, så får den slags kategoriske bemærkninger en meget stor effekt. Her findes bestemt en opgave for skolen og forældre til nye generationer, at lære at livet bliver lettere med et godt sprog, og at det hører til god opførsel at kunne udtrykke sig, ligesom man lærer ikke at prutte, bøvse eller pille næse offentligt.
Det er sådan i en retsstat, at man – uden at blive stemplet som racist – fint kan sige: ”Jeg kan ikke lide at opholde mig i et rum, sammen med folk, der ryger!”, ”Jeg kan ikke lide at besøge folk, der har malerier af nøgne damer på væggene!”, eller ”Jeg kan ikke lide at komme hos de mennesker, fordi de altid spiller heavy metal på højeste volumen”! Det samme burde være tilladt, hvis man føler sig utilpas ved synet af muslimske mænd med skæg og kalot, eller kvinder med religiøse tørklæder eller burka. Staten kan jo ikke lovgive om, hvad den enkelte skal føle eller ikke. Ingen kan tvinge os til at lide noget eller nogen, der byder os i mod. Når jeg ikke kan fordrage unge menneskers til tider ubehøvlede og uacceptable opførsel – uanset om de er indvandrere, hvide eller sorte – så gør det vel ikke mig til racist? Jeg forbeholder mig retten til at forlade bussen eller kafeen, hvis jeg ikke bryder mig om de folk, som er rundt om mig, på samme måde som tusindvis af etniske danskere og velfungerende ny-danskere flytter deres børn fra offentlige til private skoler fordi antallet af indvandrerbørn, meget ofte fra ressourcesvage familier, er flere end de føler sig trygge ved. Er disse danskere derfor racister?
Vi har en stor opgave foran os, når det gælder om at komme det nye og helt fordrejede racismebegreb til livs, så det ikke i en nær fremtid kommer til at spænde ben for hele udviklingen i den vestlige verden. Når vi kritiserer islam og muslimers måde at hævde religionen på, kaldes vi for racister. Når de islamiske lande her i 2010 arbejder så hårdt for at få specielt islam underlagt en universal ”racismeparagraf”, kan man jo let få den tro, at muslimer gerne vil se sig som tilhørende en islamisk race. Ideen om at betragte en bestemt religions udøvere, som en speciel menneskerace er en absolut nazistisk ide, som jeg aldrig vil acceptere.
Så hvad skal vi da gøre, når muslimer i snart sagt alle henseender ønsker at adskille sig selv fra alle andre religionsudøvere og dem, der ikke tror? Skal vi anklage dem for racisme? Kan religion i det hele taget bruges som en begrundelse, for at anklage nogen for racisme? Ikke med mindre islam ophøjes til en race.
Når muslimer forlanger særbehandling og lægger afstand til samfundet de lever i, nægter at give hånd, kræver specielle bede rum og arbejdsforhold, halal mad i skolerne og så videre, er de så ikke racister? De kræver ret til at behandle kvinder på en bestemt måde og fratage sine døtre retten til selvbestemmelse, som en naturlig ting, med henvisning til Koranen. De kalder os racistiske, mens de selv driver køns apartheid. En vantro mand kan ikke gifte sig med en muslimsk kvinde. Går man til arnestedet for islam, Mekka har ikke-muslimer ingen adgang til byen. Er det ikke apartheid på højeste plan? En ikke-muslim kan aldrig eje jord i Saudi Arabien. Forhindrer danskere muslimer at købe sin egen grund og bygge et hus? Er vi racister, når vi kritiserer disse islamiske sager? Det synes jeg ikke. Hverken religion eller ideologi skal stå udenfor retten til kritik!
Væk med racismeloven nu - det kan ikke passe, at vi, der tror på friheden, skal gå med vores advokat i hånden, hver gang vi forlader hjemmet……….
19. juli - 2010 - Kl. 16:17 - Del denne artikel med dine venner
Dansk Folkepartis Ugebrev – Mandag den 19. juli 2010
v. Søren Espersen
Jeg anklager…!
Forleden var imam Abdul Wahid Petersen deltager i et søndag-frokost-program på DR-P1, hvor han på et tidspunkt midt i al den joviale hygge, blev irriteret. For en kort stund drattede han ud af sit selvskabte image som fredelig og gemytlig jeg-taler-skam-århusiansk-imam.
Anledningen til hans irritation var, at han lige med ét følte sig kradset i sin fredelige, djurslandske overflade, da han af en af de andre deltagere blev bebrejdet, at han ikke brugte sine fredags-prædikener til at fordømme islams dårligdomme som stening, tvangsægteskaber, pigeomskæringm kvinde-undertrykkelse, bandevold, æresdrab og jihad-selvmordsbombning.
Abdul Wahid Petersen røg op som trold af en æske, idet han spruttede, at han da virkelig ikke kunne have ansvar for alle mulige ting som folk gik rundt og gjorde, bare fordi han delte religion med dem – og at man da heller ikke ville give en dansk biskop ansvaret for, hvad kristne sådan gik og lavede af ulykker. Og i øvrigt var der jo tusind ting, han gerne ville have sagt i forbindelse med sine fredags-prædikener – og han kunne jo ikke nå det hele…
Eksemplet her er ikke enestående.
For sådan smutter Abdul Wahid Petersen jo altid – dog med skiftende elegance – under gærdet, når det begynder at knibe for ham.
Således undviger han listigt og fornærmet.
Sådan smyger denne religiøse overløber sig altid taktisk uden om, når nogen påpeger hans ansvar.
For dette er jo præcis sagen: Den djurslandske imam har her til lands et ganske særligt personligt ansvar for dagligt at bekæmpe alle de dårligdomme, som hører islam til.
Alene i kraft af, at manden ustandselig af medierne hidkaldes som et muhamedansk orakel, har han i Islamisk Trossamfund og blandt herboende muslimer – og såmænd også af Regeringen (!) – fået status af ayatollah. Yderligere kender Abdul Wahid Petersen – fra dengang han endnu hed Reino Arild Petersen – Danmark og danskerne. Hvad til-ilende imamer ikke gør.
Så, jo, Abdul Wahid Petersen, dit personlige ansvar for dagligt at bekæmpe islams dårligdomme er af en ganske særlig karakter!
Et ansvar er jo ikke alene at gøre noget. Et ansvar er også ikke at gøre noget. Noget sådant beskrives i juraen som ”forsømmelighed”, hvorved menes, at man pådrager sig skyld og medansvar ved ikke markant at gribe ind, når man passivt ser til, mens forbrydelse bliver begået.
Og derfor anklager jeg herved dig, Abdul Wahid Petersen, for forsømmelighed. Jeg anklager dig for aldrig, aldrig nogensinde så meget som at løfte en finger for dog i det mindste at forsøge at standse forbrydelserne. Jeg anklager dig for at holde hånden over forbryderne og for at være moralsk medskyldig i ofrenes smerte.
Jeg anklager dig for ikke klart og tydeligt for din menighed at prædike, at medvirker man til æresdrab, stening, pigeomskæring, tvangsægteskaber, kvinde-undertrykkelse, bandevold og jihad-selvmordsbombning, ja, så er der ingen nåde på dommens dag.
Jeg anklager dig for, at du ikke i moskéen har gjort din menighed klart, at da islam jo er ”fredens religion”, er det med usvigelig sikkerhed givet, at samtlige jihad-selvmordsbombere, som igennem tiderne har taget uskyldige civile med i døden, lige nu, as-we-speak martres i helvedes flammer.
Jeg anklager dig for ved din forsømmelighed at have hovedansvaret for, at det danske folks naturlige respekt for islam, dagligt daler, og nu uvægerligt synes på vej mod nulpunktet.
Endelig anklager jeg dig for, i løbet af hele din gejstlige karriere, arrogant og fornærmet, konsekvent at fralægge dig dit særlige ansvar.
I kraft af, at du af fødsel er dansker og er født og opvokset i dansk tradition, har du muligheden og evnen til at tale til danskerne på et sprog, vi forstår, ligesom du er begunstiget af at have en muslimsk menighed, som faktisk lytter til, hvad du siger.
Du har derfor en enestående, historisk chance for at føre danske muslimer fra middelalderen og ind i det 21. århundrede. Du af alle har muligheden for at bevise din egen påstand om, at islam, frihed og demokrati er forenelige størrelser.
Spørgsmålet er nu om du karrieremæssigt hellere vil stå dig godt blandt islamiske mørkemænd i Yemen, Saudi Arabien og Pakistan, som lever på en anden planet for 600 år siden – eller om du har den tilstrækkelige mentale styrke til at træde i karakter og dermed ind i vor moderne tid. Det haster med dit valg!
Med venlig hilsen
Søren Espersen.
Postlude
Jeg kunne ikke have sagt det bedre, jeg har simpelthen ikke evnen til at udtrykke mig så kontant! Men her på Eticha er dette anklageskrift fra Søren Espersen som cacao for øjnene!
Reino Wahid har gang på gang vist sin shariatro islamiske indstilling og er ikke gået af vejen for, ligesom Hitler i tyverne, at slå til lyd for, at hans ideologi gerne ser Danmark omdannet til en diktaturstat styret af hellige normer. Ligheden mellem islamisk sharia og nazisternes love om racerenhed og troskab mod führeren er til at få øje på. Der anvendes måske forskellige ord, men det hele kan sammenfattes med det populære amerikanske udtryk: “Same shit, different names!”
Jeg skal heller ikke undlade at at gøre opmærksom på det meget slående fællestræk mellem de to ideologiers forkæmpere, nemlig at mange kriminelle tyskere, der egentligt ikke var så optaget af nazismens ideer, meget ofte gjorde kometkarrierer indenfor SA og SS, hvilket ser ud til at være samme opskrift for konvertitter i Europa. Først er de halv eller helkriminelle, sidehen bliver de muhammedanere og så imamer med “egen-kultur foragt” som hovedret.
Et stort tak til Søren Espersen, der tør tage bladet fra munden…
Hans Erling Jensen – fra et sted i Sveriges endnu uskyldige natur!
18. juli - 2010 - Kl. 15:42 - Del denne artikel med dine venner
Retsstaten og demokratiet opretholdes ikke ”af sig selv”, som mange i største alvor synes at tro
Når de demokratiske principper angribes af ideologiske forkæmpere, der åbenlyst deklarerer, at de, i overenstemmelse med den ideologi de hylder, har til hensigt at afskaffe retsstaten og demokratiet ved hjælp af selvsamme, da er det på tide, at ”gode mænd og kvinder” træder i karakter og aktivt går til kamp mod disse destruktive kræfter
Inspirationen til denne artikel har jeg hentet i en kommentar, som Rasmus Overgaard skrev til et indlæg på FaceBook af Cherif el-Aytouy:
”Jeg mener at man bekæmper terrorisme og fundamentalister ved at være tro mod sine love, ligestilling, demokrati, ytringsfrihed. Ikke ved at bekæmpe sine love, demokrati, ligestilling og ytringsfrihed”.
Der findes ingen love
Det er klart at Rasmus i udgangspunktet har ret i sit synspunkt. Det er når, vi begynder at dissekere, hvordan lovene tolkes og anvendes, det bliver en smule vanskeligere.
Reelt findes der ikke en klartekstet aktuel lov i Danmark – eller for den sags skyld i noget andet Europæisk land, så vidt jeg er informeret – der kriminaliserer oprettelsen af parallelle instituioner som for eksempel sharia.
Dog findes der en dom afsagt i Meneskerettighedsdomstolen I Strasbourg den 13. februar 2003 som deklarerer at “Sharia er inkompatibel med de demokratiske principper”!
Vi behøver derfor ikke at bekæmpe vore love, som Rasmus udtrykker det, for at beskytte os mod anti-demokratiske kræfter. Der i mod er det på tide, at vi gennemgår eksisterende love med henblik på at gøre dem tidsvarende. Hvis dette kræver tillægslove, må den lovgivende forsamling tage de nødvendige skridt, for at dette sker.
Statiske love, der sigter på at opretholde individets frihed under alle omstændigheder og vedtaget under en anden tid, har ofte vist sig ikke at være tilstrækkelige, eller måske endda værre, at virke mod sin hensigt, efterhånden som samfundet forandrets.
Tolerance som myte
At vi som demokrater skal ”tolerere det intolerante”, er desværre blevet et udbredt tænkende og dermed en læresætning for historieløse teoretikere, ”en sandheds ideologer” og dilletantiske politikere, som ønsker fred i verden for enhver pris og tror, at konflikter altid kan løses med dialog. (I Jylland havde man i min tid et ganske rammende udtryk: ”For enden af alle ord findes der bare tæsk!”) Virkeligheden viser os, at de samme mennesker, der også tror at alle mennesker dybest set har samme værdier, er de første, der bøjer af, når de selv udsættes for trusler og intimidering.
Under Anden Verdenskrig kæmpede den vestlige verden for bevarelsen af demokratiet mod aksemagternes despotiske overmenneskeideologier, der en overgang så ud til at kunne true hele verden. Hvad er det, der afholder så mange mennesker fra at kæmpe for disse værdier i dag og sige stop til endnu en ideologi, hvor mennesket reduceres til slaver af en führer – denne gang i form af en ondskabsfuld gud, Allah, og dennes selvudnævnte arabiske ørken profet Muhammed?
Tager vi ikke truslen mod retsstaten og demokratiet alvorligt nok? Tror Rasmus Overgaard og hans ligemænd, at demokratiet klarer sig selv? Eller findes der så mange mennesker i Europa, der hader sin egen kultur så meget, så de frivilligt kaster sig i skærsilden, for at vise sin selvforagt og sin kapitulation for et system, der kun kan tilbyde slaveri, underkastelse, kvindefornedrelse og henrettelse af enhver opponent eller kritiker af ideologien og dets hellige skrifter?
Kræv loyalitet
I et svar til Rasmus Overgaard foreslog jeg, at alle troende muslimer, der ønsker at tage ophold i Vesteuropa, burde aftvinges et løfte om, at de afsiger sig nogensinde at anvende, selv gå ind for eller endog stemme på noget parti, der anerkender det islamiske lovsystem, Sharia!
Dette er, ifølge min opfattelse, et første skridt til en kulturreform i Europa. Hvis den enkelte muslim herefter vælger at tro på “at det perfekte menneske” er Muhammed med sin sexlyst, pædofile tilbøjeligheder eller sin myrdende måde at tage itu med sine fjender, så lad dem dog det – hjemme hos dem selv! I det offentlige rum skal og bør alt hvad der lugter af sharia forbydes.
Rasmus Overgaard kunne slet ikke dy sig for at kommentere ovenstående svar:
“Hans! Hvor er du langt ude. Burde alle mennesker så ikke erklære på tro og love at de aldrig vil udøve vold, mord, kriminalitet, hustruvold, pædofili, voldtægt? Hvad er det for et styre du ønsker i Danmark?”
Den Europæiske Menneskeretsdomstol har ikke alle Rasmus’ elementer med. Den konstaterer blot, at Sharia ikke er forenelig med demokratiet! Så hvad er det for en fremtid vi vil have? Og er vi villige til at kæmpe for den?
17. juli - 2010 - Kl. 15:00 - Del denne artikel med dine venner
Geert Wilders fortjener Sakharov-prisen
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, er blandt initiativtagerne til en opfordring, som indstiller den hollandske politiker, Geert Wilders, til den fornemme Sakharov-pris.
Prisen er opkaldt efter den sovjetiske systemkritiker Andrei Sakharov og uddeles én gang årligt af EU-Parlamentet til en politiker, som har ydet en særlig indsats for ytringsfriheden.
”Geert Wilders er vore dages Sakharov. Han er ganske vist ikke gemt af vejen på en psykiatrisk afdeling i et fjernt hjørne af Rusland, sådan som Andrei Sakharov var det i Sovjetunionen, men han er udsat for en hysterisk forfølgelse af sine modstandere og må leve omgivet af sikkerhedsfolk døgnet rundt, fordi eksempelvis islamister ønsker at dræbe ham”, siger Morten Messerschmidt. Han peger på, at netop ytringsfriheden er afgørende for vestens overlevelse.
”Mange mennesker tager demokratiet for givet, men det er en risikabel affære, fordi vore vestlige demokratier i takt med den tiltagende indvandring er blevet udfordret på deres egen banehalvdel med krav om særlig hensyntagen til muslimske skikke samt fremkomsten af parallelsamfund.
Geert Wilders er en af de få politikere, som har haft modet til at sige fra over for denne udvikling, og som i øvrigt nægter at lade sig kue – han har for eksempel netop stiftet en international ”friheds-alliance”, siger Morten Messerschmidt. Morten Messerschmidt nærer ikke de store forventninger til, at et flertal i EU-Parlamentet vil følge trop.
”Desværre er EU-Parlamentet gennemsyret af politisk korrekt ideologi, men det ændrer ikke ved, at sagen er værd at kæmpe for. Der stod heller ikke et flertal bag Andrei Sakharov i Sovjetunionen, men alligevel endte han med at lægge navn til en frihedspris. En profet er sjældent agtet i sit fædreland – eller af sin egen tid”, siger Morten Messerschmidt.
12. juli - 2010 - Kl. 10:51 - Del denne artikel med dine venner
Venner der kriges gavner fjenden….
Cherif El-Ayouty skriver på Eticha.dk
Det er altid mærkværdigt, når mennesker, der har samme mål begynder at bekrige hinanden. Det tjener sjældent sagen, og jeg ville da være meget mere lykkelig, hvis det var vore fælles antagonister, islamisterne og deres medløbere på venstrefløjen, der var kommet op at toppes. Desværre er det dem, der vinder på det, når Naser Khader af Jette Plesner fra Trykkefrihedsselskabet og journalist Poul Erik Andersen fra Jyllands Posten beskyldes for at lyve i noget, jeg egentlig ville betegne som en ”ikke-sag”. Det gør mig et og slet ked af det!
Naser Khader i modvind
De seneste uger har jeg fulgt med i skriverierne omkring Naser Khaders blogindlæg i Berlingske Tidende den 10. juni med titlen, ”Wilders værdimassakre”. Her advarer Naser de etablerede politiske partier i Europa mod ikke at tage værdidebatten alvorligt. Samtidig kritiserer han Wilders for nogle exceptionelle udtalelser, blandt andet denne, som alle, der har fulgt med, nu kender til hudløshed, om ”at man skal rive moskeerne ned og skyde de kriminelle i knæene”. Naser mener, at dette er langt ude og symptomatisk for Wilders, ligesom når Wilders siger, at han vil forbyde koranen. Naser afslutter med at konkludere, ”at hvis de etablerede partier ikke kan tale et tydeligere ”værdisprog” (end de gør nu), så taber de værdikampen ikke blot på gulvet, men til ekstremister, der er lige så enøjede, som nogle af dem, kampen føres imod”!
I sit indlæg på bloggen forklarer Naser, at dette med ”rive moskeerne ned og skyde de kriminelle i knæene” har han hørt fra en hollandsk ven. Jette Plesner Dali fra Trykkefrihedsselskabet skriver i en kommentar, at Naser lyver, og at han har historien fra en sang publiceret på nettet. Sappho bringer samme dag en artikel, hvor Wilders erklærer, at han aldrig har udtalt sig således, som Naser påstår. Han har derimod sagt, ”at man burde lukke moskeer, hvorfra der udbredes ekstremistiske anskuelser, og at politiet, når det bliver fysisk truet af voldsmænd, naturligvis skal følge politiinstruksen om først at skyde i luften, og hvis det ikke hjælper, så skyde efter benene”.
Den 29. juni publiceres en længere artikel i Jyllands Posten, hvor journalist Poul Erik Andersen, endnu engang klandrer Naser for at omgås lemfældigt med sandheden. Egentlig bliver jeg bare ked af det. Det er jo i bund og grund en strid om ord, og at derfor anvende meget stærke ord som ”at Naser lyver”, er ifølge min mening ikke diskussionen værdig. Jeg har kendt Naser i mange år, og jeg ved derfor, at Naser aldrig skulle lyve om en sådan ”ikke-sag”. Hvem Nasers ven er, det er også til stor diskussion i skriverierne, men her beder jeg den angribende part om, at trods alt have så meget respekt for Naser – som de udmærket kender fra andre sammenhænge – at de stoler på det, han siger, og erkender hans moralske pligt til ikke at afsløre sin ven.
Jeg er som sagt mest ked af det hele, fordi jeg jo kender alle indblandede og synes, at det er helt forkert at anvende energi på at slås, når man i bund og grund er på samme hold, og hellere burde bekæmpe den fælles fjende, som islamismen er. Trykkefrihedsselskabet er jo stiftet for at arbejde for ytringsfriheden, hvilket de meget målrettet har gjort gennem sine fem års levetid. Derfor er det lidt af en selvmodsigelse, når Jette Plesner anvender Sappho som medie for at angribe Naser, for noget han har sagt. Naser har jo også ytringsfrihed, har han ikke?
Måske skulle dem, der er uenige med Naser i det han skriver, have skrevet eller endog ringet til Naser og bedt ham om en forklaring på, hvad han mente med at drage Wilders ind i en klumme, der handler om værdikamp, på en måde som Plesner og P. E. Andersen ikke synes er rigtig. Så kunne de sikkert have fundet ud af det hele, og alle havde været meget gladere og måske også klogere, så en lignende situation kunne undgås i fremtiden. Man behøver jo ikke nødvendigvis at udstille sine meningsforskelle for hele verden – når man faktisk er på samme side – inden man aktivt har forsøgt at finde ud af, hvad der ligger bag den holdning, Naser lufter på sin blog.
Måske er det agurketid, der findes ikke rigtigt noget alvorligt at skælde ud over, så gør man som i de bedste familier begynder at trættes med hinanden. Jeg siger ikke, at jeg holder med Naser i hans beskrivelse af Wilders. Jeg kender ikke Wilders, kun hans indstilling til islamismen, og om han har sagt det ene eller det andet, ved jeg ikke. Men jeg ved med sikkerhed at Naser ikke har fortjent at blive angrebet for at lyve, fordi han anvender sin ytringsfrihed til at have en mening.
Ikonet Wilders
For mange er Wilders helt sikkert et ikon. Og vi ved jo, at træder man uden at hverken vide eller ville det på andre menneskers ikoner, så kan de risikere at blive kede af det eller sure og svare igen. Var det ikke det vi så da Muhammedtegningerne blev trykt i Jyllands Posten i 2005 og sidenhen i endnu højere grad i 2008, da mange aviser i solidaritet med Kurt Westergaard trykkede tegningerne? Det er vel ikke sådan, vi skal have det – os der normalt spiller på samme hold? At Naser mener, at Wilders er ekstrem, det skal han da have lov til. Jeg har da mennesker som jeg taler med, som er ekstreme i den ene eller den anden retning. At man fremfører en mening, betyder jo ikke at man vil skade vedkommende, ikke engang at man hader eller foragter personen. Det betyder bare, at man er uenig.
Den Naser, jeg kender, har altid haft mange gode ideer. Han har måske ikke altid været så god til at forvalte ideerne, når de fængede. Men det er han da ikke alene om. Fra min tid i erhvervslivet ved jeg, at det er lige så svært at finde rigtigt gode ideer som det er at føre dem ud i livet – og det er meget sjældent den samme person besidder begge egenskaber i lige store portioner. Jeg beder jer derfor om, af hele mit hjerte, at vi alle kan lægge denne ikke-sag på hylden og forsøge at være mere undersøgende og tolerante en anden gang. Naser er ingen perfekt person, ligesom ingen af os andre er det heller, men i denne sag har han brugt Wilders som et eksempel på, at han ikke ønsker at de mest ekstreme skal overtage værdidebatten, fordi han mener, der kræves meget mere bredde og tyngde fra de etablerede partier. Det Naser ville med blogindlægget var at pege på dette, som jeg i øvrigt er helt enig i, hovedmeningen var altså ikke at gå efter Wilders.
Fordi du Jette Plesner og du Poul Erik Andersen synes at Naser er gået over stregen, er der, set ud fra mit synspunkt, ingen rigtig grund til komme så højt op i omdrejninger, så det begynder at ligne karaktermord. Det har Naser ikke fortjent nogensinde før og heller ikke denne gang, fordi han måske ikke udtrykker sig på en måde, der går lige hjem hos jer, eller kommer til at anvende et billede, der af nogle kan opfattes som forkert.
Hvis I alle sammen vil være med til at begrave denne strid, hvor den hører hjemme, nemlig i glemselens jord, så fører jeg gerne spaden!
Mikael Jalvings blogindlæg på Jylland Posten passer bare så hamrende godt ind på Etichas sidste indlæg, at jeg ikke kan lade være med at stjæle det lige som det er skrevet!
HEJ
__________________________________________________________________________________________________
Sådan skriver Jalving!
Nå, ja, ret beset kommer de (Hitlerjugend folkene) fra Hizb ut-Tahrir, men det gør ingen synderlig forskel. Når man sammenligner, hvor meget Hizb ut-Tahrir hader det dekadente demokrati og den pludrende parlamentarisme, kan man ikke undgå at få associationer til de mørkeste sider af det 20. århundrede, og jeg går ud fra, at de islamiske brødre vil være smigret over sammenligningen.
Ikke overraskende kundgør deres seneste pressemeddelelse udsendt den 16. Rajab 1431 e.H., dvs. den 28. juni 2010 i Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige, at mange muslimer helt afviser at deltage i det politiske liv i Vesten. Det havde nogle af os muligvis allerede en formodning om, men det er da rart at få sort på hvidt – fra en organisation, der aldrig tøver med at tale på alle muslimers vegne, selv om den sandsynligvis kun repræsenterer en lille del.
Det sidste skal de ivrige islamister nu ikke være kede ad. Herregud, sådan begyndte jo selv Hitler, i det små, men han kom som bekendt siden efter det, takket være økonomisk depression og blasfemilove, der konstant sendte ham og hans svorne folk ind og ud af de tyske fængsler og endte med at gøre disse deltidsrevolutionære til politiske martyrer; en udmærkelse, de forstod at udnytte til det yderste.
Nej, jeg siger ikke, at Hizb ut-Tahrir har en gloriøs fremtid foran sig i Danmark, men deres synspunkter nyder tilsyneladende en vis genklang blandt nydanskerne af ikke-vestlig oprindelse, skulle jeg hilse og sige, hvis man ellers kan fæste tiltro til nye oplysninger fraIntegrationsministeriet.
Oplysningerne bygger på 2,4 mio. vælgere fra 44 valglister under det seneste kommunalvalg og er indsamlet af forskere fra Københavns Universitet. Indsamlingen viser, at nydanskeres valgdeltagelse er væsentlig lavere end etniske danskere. Mens 68 pct. af de etniske danskere stemte ved sidste valg, var tallet for indvandrere 47 pct. og for deres efterkommere helt nede på 36 pct.
Nu skal der nok sidde nogle derude og mene, at kommunalvalg tiltrækker umanerlig mange landsby- og storbytosser til partilisterne, og at det såmænd kan være svært at finde en eneste bare nogenlunde klarsynet mand eller kvinde at stemme på, og det er da rigtigt. Men sådan er demokratiet jo i sin kerne. De dumme regerer.
Alligevel er valgdeltagelse en indikator for, hvor meget man som borger gider det pågældende danske samfund, der står og falder med demokrati, retsstat og kapitalisme. Uden denne moderne treenighed kan vi nemlig godt lukke og slukke og de rige flytte til Schweiz.
Det iøjnefaldende i den konkrete sag her, er, at efterkommere af indvandrere, altså 2. og 3. generation stemmer mindre end forældregenerationen. Det går med andre ord tilbage for valgdeltagelsen, særligt blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande. Muhammed og Fatima stemmer mindre end deres forældre.
I rapporten fra Integrationsministeriet hedder det diplomatisk:
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at valgdeltagelsen ikke er højere for efterkommere end indvandrere, hvad man ellers ville forvente, idet efterkommere oftest har haft deres opvækst i Danmark og har gået i danske skoler. Det tyder på, at efterkommerne i højere grad påvirkes af forældrenes lave deltagelse end af den demokratiske integration i skolerne. Der tyder således på, at der er tale om en relativ stærk politisk social arv.
Dette kan man så beklage eller tiljuble. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech beklagede. Hizb ut-Tahrir, ja, de er glade, nærmest opstemte. Hør bare:
Siden 1997 er antallet af udlændinge som afgiver deres stemmer til kommunalvalg faldet med 11% i København og 17% i Århus. Og antallet af udlændinge som afholdte sig fra at deltage i kommunalvalget i 2009 udgjorde 63% blandt førstegenerations udlændinge og 64% blandt deres efterkommere!
Udråbstegn! Hizb ut-Tahrir kan slet ikke få hænderne ned. De rettroende afholder sig fra at stemme.
Denne afholdenhed dokumenterer ifølge pressetalsmand Chadi Freigeh intet mindre end “fiaskoen i det vestlige projekt”, som “i søgen efter jordiske interesser driver muslimerne til at stemme på vestlige partier, der implementerer uislamiske love, for dermed at integrere muslimerne i de vestlige samfund og kaste dem i armene på vestlige politikere eller foran de vestlige institutioners dørtrin.”
Den islamiske organisation fortsætter:
På samme måde bekræfter undersøgelserne muslimernes strømning mod Islam, som fastlægger, at lovgivning alene tilkommer Allah (swt) og deres forkastelse af Vestens sekularisme og demokrati, som tildeler mennesket retten til at lovgive og avler en grusom og tyrannisk politik i den islamiske verden såvel som i Vesten, til gavn for en lille elite.
Af pædagogiske grunde vedlægger Chadi Freigeh et fint, lille og opbyggeligt Koran-citat i pressemeddelelsen, lyt bare:
De vantro spenderer deres formuer for at bortlede fra Allahs vej. De vil fortsætte med at spendere, men det vil medføre fortrydelse for dem, og derpå vil de blive overvundet. Og de vantro skal samles i helvedet. (8:36)
Så er det sagt. Vi havner i helvede.
Se, det har jeg længe vidst om mig selv, men før det kommer så vidt, kan jeg ikke undlade at notere, at disse besjælede mennesker aldrig holder ferie. Mens de fleste andre i Europa dovner den eller er på vej til samme, fortsætter disse ihærdige islamister i Hizb ut-Tahrir med at bearbejde offentligheden. Det vil de formentlig ikke lykkes med. Det behøver de heller ikke.
En ganske betragtelig andel af herboende muslimer, især unge mænd, har allerede givet op og vinket farvel til demokratiets muligheder.
5. juli - 2010 - Kl. 10:54 - Del denne artikel med dine venner
Skægaberne får det til at løbe koldt ned af ryggen
”Band of beards” fra The Religion of Peace & Tolerance har været på tourné igen. Denne gang i Sydney!
Alt er ved det gamle, og de muslimske skægaber har svært ved at overraske os mere. I en svovlende had-prædiken for sine trosfæller i Sidney svor ”stormuftien” for den globale muslimske gruppe Hizb ut-Tahrir, Burhan Hanif, ”at demokrati er “haram” for muslimer, og at australske muslimer ikke behøver følge loven i det land, de bor i.”
”Muslimer skal kun følge sharialovgivningen”, sagde han! Skulle en eller anden stadigvæk ikke have fundet ud af, hvad sharialoven er, så vær sød at google ”sharia” – eller du kan også bare læse en avis eller følge med i nyhederne på TV en hvilken som helst dag i ugen. Medierne er fulde af indslag om æresdrab, steninger, halshugninger og hængninger samt månegale muslimers slumpmæssige forfølgelse af alt og alle, som de ikke kan lide. Sharia indeholder – foruden den i islam indbyggede umættelige blodtørst – også at mennesker, der lever under loven (enten frivillig eller ved tvang) er kontrollerede hvert minut af deres liv. Selv de mest intime detaljer er nøje beskrevet og forklaret i sharia. ”Muslimer kan ikke være troende og samtidig leve uden sharia”, sagde Burhan Hanif, “ingen mennesker har ret til at lave love for andre, for det har Allah gjort en gang for alle.”
Det kunne næsten lyde tiltalende, passioneret frihedselskende og så videre, hvis det altså ikke lige havde været, fordi det kommer fra en fyr, der synes, det er okay at stene eller begrave din datter i live, fordi hun har set på en dreng fra den forkerte familie, eller at bøsser skal hænges og folk, der tegner Muhammed skal halalslagtes – ja den, der har en koran med på toilettet, skal sågar også han kortes af med et hoveds længde.
Selvfølgelig sagde Hanif ikke dette! Men ved at sige, at han går ind for sharialoven og prædike dens velsignelser, medgiver han, at han fuldt ud støtter datter-nedgravning, søster-drab, kvindelig omskæring, pisk for mindre forseelser, halshugning for at kritisere Muhammed (eller glemme en koran på toilettet). Sharia betyder ligeledes at homoseksualitet skal straffes med døden. Frafaldne skal straffes med døden ligesom Allahs fjender bliver betegnet som frit vildt – først skal man forfølge og true dem til de betaler skat, sidenhen er det bare af med knoppen, når man har ”eksproprieret” deres formue og ejendomme. Islam er ikke noget, hvorfra du kan vælge og vrage – det er hvad det er. Man bliver nødt til at tage hele pakken. (Det har Reino Abdullah Wahid Pedersen sågar også fremført et utal gange. Så det er nok en global indstilling hos tilhængerne af fredens og tolerancens religion!)
Jeg kan ikke forstå de vestlige politikeres og mediers stadige drøvtyggeri om “moderat islam” og “moderate muslimer”, når fremtrædende muslimer selv gentagne gange klart og tydeligt har sagt, at der ikke er en sådan ting. Illusionen om det “moderate islam” er ifølge min opfattelse ikke andet end ønsketænkning fra folk, der stopper hovedet i sandet og håber, at de på opgørets dag vil blive halshugget til sidst. Uanset hvor der findes muslimer, bliver de mere og mere radikale, ikke mindre, som mange apologeter prøver at bilde deres lunkne landsmænd ind. I dag et uroligheder forårsaget af muslimske grupper stærkt stigende, som man har set det for nylig i Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Kina og utallige afrikanske lande.
Nå, tilbage til Sidney
Altså denne konference fandt sted i Sydney i Australien, hvor alle 500 deltagere har valgt at leve, af gud ved hvilken grund. I dette forfærdelige land, hvor alle er urene, hvor ingenting er halal per automatik. Det passer slet ikke for de troende! Måske findes der alligevel en enkel forklaring. En muslim har pligt til at udføre ”jihad”. At flytte til et ikke-muslimsk land og der arbejde målrettet med at omvende andre og at forsøge at ændre samfundet i en retning, hvor sharia til sidst accepteres, det er den nye smarte ”jihad” som i dag kaldes ”stealth jihad”, fordi den kommer snigende og derfor ikke ses på ”radaren”. Det er ”stealth jihaden” de rejser ud for at gennemføre. Inspireret af Allah, Muhammed, Bin Laden, General Malik eller hvem ved? Måske er det bare den lokale imam, der har sendt dem til USA, Frakrig, Norge, Tyskland eller Australien med det formål, at disse jihadister skal transformere de højtudviklede vestlige lande til den standard de kommer fra. Pakistan, Afghanistan, Ægypten, Gaza og Saudi Arabien – det lyder jo som nogle herlige lande at feriere i!
Jeg er ikke tilhænger af forbud for dette eller hint. Men for mig ser det ud som om, at de mennesker, der kan ser op til Hanif, faktisk er fjender – ja endog særdeles farlige fjender – af de lande, hvor de har slået sig ned. For du tror vel ikke et øjeblik på, at når de først har opnået at skabe en vedholdende segregation og fået indført sharia i deres egne områder, at de vil være tilfredse med det? Det er ufatteligt, at hovedparten af vestlige politikere og mediepampere ikke kan læse. Det har været skrevet og sagt mange gange siden 622, at islam er en verdensreligion, og at muslimernes mål er at alle mennesker på jordkloden skal lyde under sharia og overgive sig til Allah!
Det er ingen hemmelighed, så hvorfor nægte at indse det?
Ak ja så trist
Muslimerne giver ikke en rød reje for Voltaires, ”…jeg hader, hvad du siger, men jeg er villig til at dø for, at du skal have lov at sige det…” I islam har der aldrig eksisteret nogen ret til at sige, hvad man mener. Der gælder mullahens lov og den alene. I stedet har den islamiske indført sin helt egen fortolkning af Voltaires ord: ”Jeg hader, hvad du siger, og jeg er villig til at dø for at rive din tunge ud og slå dig ihjel”, men hvem hører forskellen? De uduelige ”multikultu” politikere eller deres heppekor af journalister og magistre?
3. juli - 2010 - Kl. 13:34 - Del denne artikel med dine venner
Europæiske politikere udøver forræderi mod egen befolkning
- iscenesat af den socialdemokratiske konvertit Mogens Jensen
Under denne rubrik leverer bogtrykker Poul Berg en svidende kritik af den socialdemokratiske “kulturafvikler” Mogens Jensens komplet misforståede og fordummende opfattelse af en vis ideologis tilstedeværelse i et moderne Europa, som for bare få år med murens fald siden troede sig sikker, når det gjaldt igen at blive opslugt af superiore ideologier, hvor den eneste sandhed ikke kan hverken kritiseres eller endog diskuteres i en eksisterende terminologi.
Her kommer Poul Bergs “essay”:
Forleden skulle han i spidsen for de 47 medlemslande tage stilling til nazismens rolle i Europa. Baggrunden var ikke mindst de senere års udvikling i Europa, hvor nazister i mange af Europarådets medlemslande føler sig socialt udstødt, stigmatiseret og diskrimineret. Samtidig trues menneskerettigheder og demokratiske værdier af nazistisk radikalisme.
Teksten her bygger på en kronik af Jensen. Videre hedder det: Med 23 mio. herboende nazister er nazismen den næststørste religion i Europa. Vi skal gøre plads til nazismen, påstår han. ”Diskussionen kommer på et nødvendigt tidspunkt, hvor også et generelt forbud mod hagekorset har stor politisk bevågenhed og opbakning i bl.a. Frankrig og Belgien. Og hvor Schweiz ved en folkeafstemning har forbudt opførelsen af raketramper.”
Mogens Jensen fremturer med påstanden: ”Det er som noget grundlæggende helt nødvendigt at forstå, at nazisme og nazister ikke er, som nogle ynder at fremstille det, nogen ny foreteelse i Europa. … De nazistiske landes kultur har haft betydelig indvirkning på videnskab, viden og kultur i Europa.” … ”Et andet vigtigt udgangspunkt for forståelsen af nazismens rolle i Europa er, at nazismen, jødedommen og kristendommen alle er udsprunget af den abrahamiske religion.” … ”Grunden til de stadigt aktuelle diskussioner om nazisme og nazister i Europa er ikke mindst, at nogle få politiske partier og grupperinger tilskynder til frygt for nazismen og organiserer politiske kampagner, som fremmer forsimplede og negative billeder af nazister i Europa. Oftest ligestilles nazisme med ekstremisme. Det er klart, at dette ansporer til intolerance og til had mod nazister.” … ”Det vigtigste er naturligvis, at vi tager udgangspunkt i, at vi lever fredeligt kristne og nazister side om side i Europa” …
Sådan fortsætter kronikken over en hel avisside, og hvert eneste udsagn, hver påstand er i strid med de faktiske forhold. Jeg ved godt, at det ikke præcis er nazismen, Mogens Jensen skriver om. Det er et andet ord, men det er efterhånden for farligt at bruge. Det gør ikke så meget, for de to begreber, nazisme og det farlige ord, dækker det samme.
Det er dybt bekymrende, at EU-medlemmerne nu kan vedtage resolutioner om det her nævnte emne i fuld enighed. Ved andre lejligheder har man udstedt fatwaer mod almindelige skribenter og indskærpet journalister på dagbladene, at man ikke må udtale sig kritisk om de ”kulturberigende” mennesker. Dette gælder ikke nazismen.
Det lyder så underligt, når man hele tiden vil tilpasse sig, give plads for, gøre til noget ønskeligt med denne tilstrømning af mennesker, hvis hele tilværelse er en forpligtelse på at ødelægge alt og alle i Vesten. Vor opgave er at gå ind i den krig på enhver tænkelig måde. Vore lammede politikere bør snart indse, at der findes en enkelt ”kulturkreds”, der intet sted har kunnet eller kan leve sammen med civilisationer.
På samme måde bør man snart komme frem til, at Tyrkiet aldrig, aldrig, aldrig må lukkes ind i EU. I samme øjeblik, det skulle ske, vil den europæiske civilisation være gravlagt for aldrig at kunne genoplives.
27. juni - 2010 - Kl. 11:36 - Del denne artikel med dine venner
Når volden giver bonus!
Det er en mærkværdig verden vi lever i. I Kolding er tilstandene nu totalt omvendt logik. I dag skriver JydskeVestkysten i en notits på side 8, at ”Kolding får 4 millioner til at få udlændinge på ret kurs”.
Karina Adsbøl, folketingskandidat for Dansk Folkeparti, spørger lidt videre ind til problemet: ”Hvem får Kolding disse 4 millioner af? En rig oliesheik fra Saudi Arabien, julemanden, Joakim von And? Eller er det ikke sådan, at det er skatteborgerne, der endnu en gang ”får” lov til at komme til lommerne!
”Det er mange penge til et integrationsprojekt i Skovparken og Munkebo i Kolding”, siger Karina hovedrystende, mens hun fortæller, at flere små skoler og børnehaver skal lukkes i kommunen, fordi der fattes penge. Når det gælder det store integrationshul, er der imidlertid ingen smalle steder. Åbenbart er der skabt præcedens, da de unge væltede det halve København og som belønning modtog et ungdomshus – som de heller ikke er tilfredse med.
Skovparken er en ghetto
Atten år gamle Thomas valgte at flytte fra sin lejlighed i Skovparken, efter at han havde fået tæsk af en gruppe kulturberigere.
”Der var en gruppe indvandrere uden for min lejlighed, som råbte danske svin og hippie til os. Vi ignorerede dem, men ved viadukten under Lærkevej kom de løbende. De var en 8 – 10 stykker, som overfaldt os – sparkede, nikkede skaller, slog mig i ansigtet og en af dem sagde: “Du skal ikke gøre modstand, for så stikker jeg dig med en kniv”, fortæller Thomas træt.
Næste dag sad der to indvandrere uden for Thomas’ lejlighed og spurgte, om det var ham, der havde fået tæsk. Thomas svarede ja, hvorefter de to rådede ham til at flytte ud af Skovparken, for banden vidste, at han var gået til politiet og derfor nu var ude på at slå ham ihjel. –
Daglige indslag i aviserne fortæller historier som denne:
SKOVPARKEN: En 16-årig ung mand har været udsat for et overfald i Skovparken i Kolding. Endnu har politiet ikke helt klarhed over, hvorvidt den 16-årige var indblandet i et slagsmål, der udviklede sig eller om der er tale om et regulært overfald.
”Det skal efterforskningen nu forsøge at klarlægge”, lyder det fra vicepolitikommissær Erik Jensen, Kolding.
Ifølge de foreløbige oplysninger blev den 16-årige sparket i maven ligesom han fik flere knytnæveslag i ansigtet af to ……….
Den officielle version kan man læse i et nyligt udsendt pressekommunike med følgende tekst:
Uroen blandt en gruppe utilpassede unge mennesker i Skovparken i Kolding, har de seneste dage i pressen givet anledning til en del omtale.
Området Skovparken har igennem længere tid haft politiets særlige fokus, og politiet har i samarbejde med Kolding kommune og i SSP regi nedsat forskellige fokusgrupper for at kortlægge de problemer og hændelser, der har været med til at skabe utryghed.
På et møde i lokalrådet den 27. maj 2008 blev problematikken omkring Skovparken drøftet, ligesom politiets strategier og fremadrettede tiltag blev gennemgået.
Der er i alt 6 – 8 kernepersoner som altovervejende har stået bag de forhold som ligger til grund for uroen i Skovparken. Kernepersonerne er alle unge mænd i alderen 15 til 18 år primært bosiddende i Skovparken.
Der efterforskes i øjeblikket konkret mod flere af disse kernepersoner i forhold vedr. røverier, vold, tyverier og chikane.
Ud over kernepersonerne er der kortlagt ca. 15 ”medløbere” , ligeledes yngre mænd under 18 år primært bosiddende i Skovparken.
Omkring medløberne er der ved at blive iværksat bekymringssamtaler i forhold til de unge og deres familier. Koordineringen af bekymringssamtalerne og familiekontrakter sker i SSP regi, og resultatet af disse vil blive fulgt tæt i de kommende måneder.
Grupper af utilpassede unge er et af Sydøstjyllands Poltis særlige indsatsområder, og fremadrettet vil der ske en øget indsats og patruljering i Skovparken.
Vores mening
Vist forstår jeg Karinas frustration. Fire millioner i et bundløst hul! Dem kunne man efter sigende have hjulpet 16.000 mennesker med i deres eget land! Her er det bare med til at gøre ”tilkommerne” endnu mere voldelige – det betaler sig jo!
Det er altså til sådanne indsatser skattepengene bliver brugt. Jeg spørger bare, hvad laver disse bøllers forældre? Er der et kollektivt dansk ansvar for, at indvandrerbørn ikke kan opføre sig i det samfund, der har givet dem mad og husly? Hvorfor stiller myndighederne ikke krav til deres forældre om at gribe ind. Er forældrene så magtesløse, som det ser ud til, er der jo ikke andet at gøre end tvangsfjernelse og fængsling tilbage!
De politikere, der kritikløst har inviteret alle der kan udtale ordet asyl til at bo mellem os, må nu også påtage sig ansvaret at beskytte sine egne borgere mod den sindssyge opførsel som disse såkaldte utilpassede unge udviser i udøvelsen af deres racistiske terror!
Af Hans Erling Jensen med tak til Karina Adsbøl i Kolding
23. juni - 2010 - Kl. 12:52 - Del denne artikel med dine venner
En “betroet” EU-medarbejder skriver en rigtig “krønnike”
Mogens Jensen har skrevet en kronik i Jyllands Posten idag. Ifølge sig selv er Mogens Jensen, “kulturvildfarer” fra Socialdemokratiet, betroet at udforme en resulotion, som han har givet titlen: “Gør plads til islam i Europa”. I Sverige kalder man en kronik for en krønnike. Det passer meget bedre på herr Jensens – som jeg ikke er i familie med – Biedermanske udfoldelser.
Et stykke nede i fantasifortællingen skriver Jensen blandt andet:
“Grunden til de stadigt aktuelle diskussioner om islam og muslimer i Europa er ikke mindst, at nogle få politiske partier og grupperinger tilskynder til frygt for islam og organiserer politiske kampagner, som fremmer forsimplede og negative billeder af muslimer i Europa. Oftest ligestilles islam med ekstremisme. Det er klart at dette ansporer til intolerance og til had mod muslimer.
Dette kan bl.a. lade sig gøre, fordi mange mennesker og også politikere og medierne i de europæiske lande mangler viden om religioner i almindelighed og derfor misforstår islam og muslimer.”
Et rigtigt fæhoved
Jamen hvornår skal disse slatne politiker nørder, der teoriserer virkeligheden ind under gulvtæppet, dog fatte, at det var da “vi” almindelige mennesker begyndte at studere islam, vi fandt ud af, at islam ikke er en religion med en “golden rule”, som de fleste andre religioner, men derimod en voldsideologi, der har til hensigt at terrorisere “os” (de vantro) til alle mennesker i hele verden ligger med enden i vejret og tilbeder deres ondskabsfulde gud Allah, som deres liderlige profet Muhammed opfandt for at legalisere nedslagtning af sine fjender, udøve ubegrænset sex, herunder pædofili, stjæle fra og myrde anderledes troende, beholde uindskrænket magt over kvindekønnet samt selvfølgelig at slå de homosexuelle ihjel sammen med hinduer, buddhister, asatroende og slet ikke troende. For at ligesom at lægge den ultimate power bagved sine perverterede selvopfundne åbenbaringer, indførte Muhammed en tradition med at myrde alle , der kritiserede ham, fordi, ifølge ham selv, så er en kritik af “profeten” en kritik af Allah – og shariaen foreskriver kun en straf for det, døden!
Det er rigtig når herr Jensen skriver, at mange mennesker, politikere og medier mangler viden om religion og at de derfor misforstår islam! Men hans underliggende konklusion om, at så ville alle respektere islam er helt forkert, ja jeg vil endda anvende udtrykket, idiotisk! Lad mig afslutte med at citere Geert Wilders fra Landstingssalen den 14 juni sidste år: “Jeg ville da gerne tvinge alle mennesker til at læse et stykke i koranen hver dag til morgenmaden, i så fald ville der ikke gå lang tid, før de fleste forstandige mennesker ville oponere mod denne voldsideologi. Problemet er at folk ikke forstår, at islams hellige koran er en lang opfordring til vold mod dem selv!”
Når den almindelige muslim ikke springer rundt og svinger krumsabelen over vore vantro hoveder, er det ikke på grund af islam – det er på trods af, altså fordi menneskets indbyggede, eller medfødte, menneskelighed afholder dem fra at fortsætte i psykopaten Muhammeds fodspor.
Mogens Jensen er ikke andet end endnu et fæhoved, der garanteret ikke selv har studeret hverken koran, ahadith, sira eller noget andet skrift i den islamske ideologi, der bekræfter tekstforskeren Tine Magaards ord, at koranen er signifikant mere voldelig end de hellige bøger, den gang på gang sammenlignes med! Men vist, er man en “betroet medarbejder” i EU’s islam-teo(r)rist klub, så er det da bydende nødvendigt at skrive en lang krønnike og fylde den med bavl og pladder for at understrege sin egen betydning!
Af Hans Erling Jensen
Læs hele den leflende virkelighedsfjerne krønnike her: Jyllands Posten
Om Jensens vrøvl om konvertitter læs gerne: Heil Muhammed
21. juni - 2010 - Kl. 17:28 - Del denne artikel med dine venner
Eticha tager nu for alvor kampen op mod ”sharia”. Uden sharia er islam ikke andet end en hvilken som helst anden forskruet sekt…
Apartheid og racisme forædles i sharia i et pseudoreligiøst miskmask af idioti!
Nye begreber efterlyses
Vi bliver nødt til at definere begreberne. Islamkritikken afføder ofte diskussioner, der slet ikke har med emnet at gøre, men i stedet for handler om ordene, der blev brugt.
Sagen mod Jesper Langballe er det sidste eksempel på den opfindsomhed, der anvendes, når anmeldelser gøres for ”hetz mod folkegruppe”. Selv om sagen er totalt latterlig, set med fornuftens klare briller, så er der dog hjemmel i loven for at rejse den. Det er selvfølgelig idiotisk og loven (266b) skal naturligvis rives ud af alle lovbøger.
Sandheden er den, at man kan myrde på mange måder. Alt for mange muslimske piger er i praksis dødfødte. De får aldrig lov til at vokse op i frihed. Ikke engang selv om de fødes i Danmark som danskere. Det sørger familien for. Brødre, fædre, mødre fætre og onkler arbejder tæt sammen for at beskytte familiens ære, der som bekendt sidder mellem pigernes ben. Når vi som er hankøns ”gammeldanskere” kæmper for pigernes ret i samfundet, er det ikke sjældent, at vi bliver beskyldt for at tage disse kvinder til indtægt for vores egne skumle højreorienterede planer – selv om muslimske kvinder også af socialisthumanisterne betegnes som en svag gruppe. Det er et mærkværdigt paradoks, som jeg har svært ved at se logikken i. Måske findes der ikke logik; måske er det bare ideologi!
Sharia = Apartheid
Når Pittelkow i dag skriver om DBU’s tåbelige undskyldninger for at tillade muslimske piger at spille med slør, og dermed bære religiøse symboler på fodboldbanen – noget som FIFA har nedlagt forbud i mod – og begrunder beslutningen med, at ellers får pigerne ikke lov til at deltage, så er det som at kaste håndklædet i ringen. Tørklædet, indpakningen af kvinder i islam er ikke religion. Det er lov, eller med andre ord ”sharia”. Sharia har bestemt en masse ting for kvinder, der gør kvinderne til andenrangs individer. Sharia diskriminerer kvinder på samme måde som man i de amerikanske sydstater eller i Sydafrika i ”historisk tid” diskriminerede negrer (det hed den dengang, uanset om dette ord nu ikke længere findes i Word og derfor bliver belønnet med en rød fejlstavningsstreg under)! Sharia, den islamiske lov, beordrer apartheid mod kvinder. Også muslimske kvinder, eller måske endda især.
Det er ikke islam som religion, eller muslimer som mennesker, vi skal anvende vore kræfter for at bekæmpe. Det er islam som ideologi og lov. Navnet på denne del af islam er ”SHARIA”. Går man ind for indførelsen af sharia, som mange herboende muslimer gør, og som den danske konvertit, tidligere hashhandler og nuværende imam Reino Pedersen (nu Abdul Wahid Pedersen) offentligt og i særdeleshed bekender sig til, da erklærer man sig samtidig som tilhænger af apartheid og modstander af religionsfrihed, demokrati, menneskeskabte love og en lang række andre ting, som vi her i vesten finder naturligt eller i hvert fald acceptabelt.
Sharia = Racisme
Sharia som lov og islam som ideologi er helt i gennem racistisk – efter den moderne definition af racisme, der jo omfatter minoriteter, religionstilhørighed, seksuel orientering, etnicitet og så videre. Når vi tillader sharia at komme til udtryk i samfundet, hvilket vi gør, når vi serverer halalmad i offentlige institutioner for ikke at ”fornærme” muslimer, når vi tillader specielle religiøse beklædninger, når vi tager hensyn til bestemte bedetider og så videre, så har vi allerede et alternativt retssystem, der påvirker samfundet og undergraver de love, vi selv har valgt at leve efter! Endnu værre er det, når vi oplader vore offentlige svømmehaller til muslimske kvinder på bestemte tider, hvor ikke vi eller andre mænd får hoppe i baljen sammen med disse kvinder. Da kan vi tilføje endnu et element, apartheid. Mærkværdigt er det, at de samme mennesker, der kæmpede mod sydstaternes apartheid og gik arm i arm med borgerretsbevægelsen i kampen for samme ret for alle, dem der råbte Mandela til hvert andet ord til Sydafrikas hvide overstyre endte, de er nu tavse. Mange af dem er endda blevet glødende apartheidstilhængere, i det de åbenlyst i al sin misforståede solidaritetstrang støtter de kræfter, der ønsker sharia indført i Danmark. Feministerne, der gennem 30 år råbte og kradsede sig frem i kønskampen med målet at få kønnene ligestillede, de står nu forrest, når middelalderen skal forsvares og sharia implementeres i kongeriget.
Sharia ser forbrydelser overalt. Mens almindelige folk trækker på skuldrene og smiler overbærende, så sidder Wahid Petersen og hans ligeså forskruede kumpaner og forklarer hvorfor sex før ægteskabet, utroskab, indtagelse af alkohol og let påklædning skal straffes med stening, pisk eller stokkeslag. De vantro, de frafaldne og dem, der spotter Allah eller hans pædofile profet skal straffes med døden. Af med knoppen so to speak. Hvem er så vantro? Det er alle, der ikke er muslimer! Kristne og jøder kan få lov at leve, hvis de betaler sine ”dhimmiskatter”. For ateister, hinduer, buddhister, bahaier og alle andre, der ikke har forstået, hvordan en sexgal massemorder har fået carte blanc fra Gud til at bestemme, hvem der skal leve i fred, og hvem der ikke skal, er der ingen nåde. De skal halshugges, hvis det stod til sharians tilhængere.
Hvis nogen skulle få for sig at jeg opildner til had mod muslimerne i Danmark, så er det helt forkert. Jeg gør muslimerne i Danmark opmærksom på, at de har en mulighed for at frigøre sig fra tyranniet og angsten. De kan simpelthen bare melde sig ud af islam. Hvis de ikke kan leve uden en gud, der bestemmer over dem, så konverter da til kristendommen. Vor Herre er trods alt en søndagskolegud ved siden af den ondskabsfulde Allah, der ikke tillader nogen form for kritik, uanset hvor råddent han beter sig – ifølge Muhammed altså.
Sharia kan ikke kritiseres
Sharia er ifølge de islamiske lærde, de teologiske jurister, indstiftet af Gud selv. Derfor er sharia hævet over almindelig menneskelig fornuft. Den kan ikke diskuteres. Der kan ikke stemmes om den. Den kan ikke ændres. Sharia kan naturligvis aldrig erstattes af menneskeskabte love, som vi kender det fra vores demokratiske system. Det er tilmed forbudt at kritisere eller protestere mod sharia-lovene, da noget sådant jo er at opfatte som kritik af Allahs klare befalinger.
Det er den lov, som kvinderne i de muslimske samfund lever under. Midt i mellem os. Jeg anvendte ordet under hele bevidst. At være kvinde under sharia er som at være dødfødt. Vi har set dem gå rundt overalt i verden, pakket ind fra top til tå som vandrende zoombier uden at mæle et ord. Sharia gør kvinderne til mandens ejendom. De har langt færre rettigheder – ofte grænsende til den rene retsløshed. Kvinder har bare halv arveret. De er tvunget til livet igennem at være underlagt en mandlig værge. Kvinder må for eksempel i den yderste konsekvens ikke færdes alene uden for hjemmet og hvis de undtagelsesvis bliver nødt til det, ikke uden deres værges samtykke. De er underlagt strenge restriktioner, hvad angår udseende og påklædning, hvilket selvfølgelig udelukker dem fra en lang række erhverv.
Vist er Danmark ikke som Saudiarabien eller Somalia endnu. Men når Wahid Pedersen får indført sin shariastyrede wahabikult i landet, så træder apartheiden ind af døren, som den allerede praktiseres i moskeerne med separate indgange og pladser for damerne nede bagved – de skulle jo nødig komme for tæt på Allah (der var de heldige)!
Det er på denne baggrund jeg opfatter det som en meget farlig trussel mod den danske befolknings frihed og velstand, at talrige herboende imamer, muslimske politikere og organisationer ikke for alvor tager afstand fra sharia og erklærer sharia for ”ikke ønsket”, hverken i Danmark eller noget andet sted.
Problemet er jo desværre nok, at uden sharia findes der ikke noget islam. Det ville da selvfølgelig være det bedste, er kunne ske. Fremover vil vi på Eticha tage sharia under behandling med grovfilen – sammen med koranen i øvrigt. Afslutningsvis vil jeg her give et af de bedste eksempler på forskellen mellem den muslimske kultur og den vestlige. Hvor islam i sura 3:61 opfordrer familien til at samles, når en af deres har valgt ”den gale vej”, og bede til Allah om, at han må forbande vedkommende, så siger det nye testamente, at hvis din bror ikke vil høre på dig, så forsøg at tale ham tilrette 2 gange, vil han ikke høre, så vend ham ryggen! Det er heller ikke godt nok til mig, men det er trods alt som alfa til omega, at blot vende ryggen til i stedet for at nedkalde overmagtens (Guds) forbandelse over en, man er uenig med i trosspørgsmål!
21. juni - 2010 - Kl. 12:17 - Del denne artikel med dine venner
Menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown besøger Trykkefrihedsselskabet
Over hele Europa ser man de bekymrende tegn på at islam vinder magt. Selvudnævnte islamiske ledere reagerer aggressivt på enhver påstået fornærmelse af islam, der er krav om særbehandling af muslimer i skoler, hospitaler og på arbejdspladsen og for at anvende sharialov i familiestridigheder. Det er part af en global kampagne, orkestreret af Organization of the Islamic Conference (OIC).
Sådan mener den britiske menneskerettighedsforkæmper Roy Brown, der søndag besøgte Trykkefrihedselskabet.
Brown, der oprindelig er uddannet ingeniør, var igennem en årrække formand for International Humanist and Ethical Union. Han har ydet en stor indsats som organisationens repræsentant i FNs Commission om Human Rights og efterfølgeren, Human Rights Council.
18. juni - 2010 - Kl. 12:37 - Del denne artikel med dine venner
Prøv “Kulturkløften” på Dyrehavsbakken….
Der findes ikke noget tydeligere bevis på en fejlagtig integrationsproces end synet af vore studenter, der står i grupper, hver for sig opdelt efter kultur/og etnisk oprindelse
Det skriver Cherif El-Ayouty i denne klumme, som han har kaldt “Bakkistan”
For et par uger siden besøgte jeg Dyrehavsbakken. Det var sidste skoledag, solen viste sig fra den gode side, og det var en relativ varm dag – når man tænker på, hvordan foråret ellers har været.
Det var første gang, jeg besøgte Bakken i 20 år. Husene og forlystelserne så ud præcis, som jeg forventede det. Bortset fra at mange forlystelser selvfølgelig var blevet moderniserede og restauranterne var vokset både i størrelse og antal, så følte jeg, at denne dejlige fornøjelsespark havde bevaret sin karakter. Sådan fysisk set, var det min gode gamle bakken, der stod der endnu – troede jeg!
Men der var et eller andet, der ikke stemte. Og lidt efter lidt gik det op for mig, hvad det var, der føltes forkert. De besøgende havde ændret sig. Det var ikke længere en broget men endog homogen masse, der langsom travede rundt mellem boderne og karrusellerne. Der fandtes en tydelig kulturkløft, der gik som en skarp skillelinje mellem gæsterne.
Ni ud af ti besøgere var unge i skolealderen, og halvdelen af disse var ikke etniske danskere. Det kunne så måske godt gå, men jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at de uden undtagelse stod separeret i adskilte grupper på 10-15 unge.
Der var tre typer af grupper: Den ene omfattede kun drenge og piger af dansk oprindelse, den anden gruppe bestod kun af indvandrerpiger og den tredje gruppe kun af indvandrerdrenge.
Forskellen mellem hver gruppe var simpelthen chokerende. Indvandrerdrengene var så godt som alle sammen iført baseballkasket trykket ned over et tæt klippet hoved og havde rap-agtig tøj på. Indvandrerpigerne bar smarte klæder og nogle havde også tørklæde på, mens grupperne af unge ”gammeldanskere” var klædt og opførte sig, som vi altid har været vant til.
Jeg kunne ikke undgå at bemærke den aggressivitet, som indvandrerdrengene udstrålede. Der var politi alle vegne, hvilket jeg godt kunne forstå, da en sådan tydelig adskillelse mellem de forskellige grupper ikke kunne undgå at føre til mere hårdhændede sammenstød i løbet af aftenen. To af forlystelserne var åbenbart meget populære, da køen til dem begge bestod af mere end hundrede ventende. Der var ikke en eneste etnisk dansker mellem dem.
Det var der jeg begyndte at tænke Hvorfor er etniske danskere ikke blandet med ikke-etniske danskere? Hvis det er sådan i deres fritid, hvordan har de det så i skolen? Ny-danskerne var sikkert alle sammen født i Danmark, de havde gået i skole sammen med etniske danskere i ti år, talte perfekt dansk og havde samme alder – så hvorfor denne afgrundsdybe adskillelse? Hvordan opstår mistroen og den aggressive adfærd?
Jeg tolker det hele som om, alle vores investeringer i integration har været forgæves. Hvis man kaster lidt rundt med ord og begreber og for eksempel siger at en uproduktiv person, bør have samme status som en arbejdsløs, da når jeg frem til, at integrationsmedarbejdere (som har vist sig meget uproduktive) faktisk er en slags arbejdsløse. Forskellen er bare, at de får en langt højere ”dagpengesats” end den ”rigtige” arbejdsløse og desuden koster samfundet endnu flere penge i form af kontorer, lokaler, biler, telefoner og så videre.
Integrationsministeren må være den absolut højest betalte ”arbejdsløse” i landet. Det er en skandale, at vi fortsat satser ufattelige millionsummer på nytteløse integrationsbestræbelser, der ikke fører til noget som helst andet end at cementere det voksende parallelsamfunds indflydelse.
Hvis de unge – specielt drengene – ikke vil integrere sig i samfundet, som det ser ud til at være tilfældet mange steder i landet, kommer de aldrig at blive en del af Danmark, og vi må derfor tænke gevaldigt om, når det gælder vore strategier og planer omkring indvandring, integration og muligheden for at bevare det danske demokrati.
Der findes ikke noget tydeligere bevis på en fejlagtig integrationsproces end synet af vore studenter, der står i grupper, hver for sig opdelt efter kultur/og etnisk oprindelse.
15. juni - 2010 - Kl. 23:31 - Del denne artikel med dine venner
Skruen strammes endnu engang
…eller endu et stykke skives af salamien!
Fra DF idag:
DF bekymret over tyrkisk flertal
Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen finder det dybt bekymrende, at et tyrkisk flertal i boligforeningen Tåstrupgårds afdelingsbestyrelse nu vil forbyde ølsalg i klubber og institutioner i bebyggelsen. Samtidig stiller den nye bestyrelse forslag om at forbyde husdyr i bebyggelsen.
Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, frygter, at forbudene i Tåstrupgård blot er de første af en række regler, som muslimske indvandrere vil trække ned over hovedet på danskere.
”Når man får magt, som man har agt, træder de enorme kulturelle og religiøse forskelle mellem indvandrere fra den muslimske del af verden og danskere tydeligt frem. Jeg tror ikke et øjeblik på, at den tyrkisk dominerede bestyrelse ikke har religiøse og kulturelle bevæggrunde for at forbyde øl og hunde i boligforeningen,” siger Martin Henriksen.I Tåstrupgård er tre af fire beboerne indvandrere. Nu får vi et klart eksempel på, hvad der sker, når andelen af muslimske indvandrere bliver større end andelen af danskere.
”Vi har allerede set, at svinekød ikke bliver serveret i børneinstitutioner. Man kan frygte for, hvad fremtiden måtte bringe, eksempelvis hvis antenneforeninger får indvandrerflertal og kan bestemme over, hvilke dansksprogede kanaler – udover de public service kanaler, som skal distribueres – der så vil blive fjernet,” spørger Martin Henriksen.
Etichas kommentar
Jeg kan godt fortælle dig Martin Henriksen, at det er ikke bare DF der er bekymrede. Vi er mange andre. Personligt mener jeg, at DF er ved at miste sin skarpeste fordel – sharia/islamkritiken. Jeg ved ikke om det er politikken der korrumperer, eller om det er ønsket om at blive accepteret af det “gode borgerskab” (dem har solgt Danmark til en autoritær ideologi og nu hårdnakket forsvarer denne salgsaftale!)
Jeg kan forstå ledelsen (Pia Kjærsgaard), hvis hun har et ønske om at blive accepteret af flere. Det kommer automatisk når man er blevet skældt ud for det værste gennem mange år. Hun har holdt ud længere end de fleste ville. Hvis DF fortsætter at bevæge sig ind mod den “radikale” midte for ikke at fornærme nogen, så går de sin egen død i møde! Partier med en stærk holdning og en indstilling, der går i mod socialiseringen og umyndiggørelsen af det eksisterende samfund, har en stærk base – men kun så længe de viser den fasthed og den kurage, der skal til, for at virkelig fremføre deres uforhandlingsbare budskab.
Pia Kjærsgaard har måske som Morten Olsen siddet for længe på posten og har for mange mennesker rundt omkring sig (til at rådgive eller bestemme), der hellere vil være venner med alle, end at fastholde, at det er resultaterne, der tæller, og ikke hvem man er venner med!
Jeg hakker bestemt ikke på DF, for det de har gjort. Men jeg anvender min demokratiske skyldighed til at pege på, at trenden (som DF følger lige nu) ikke genererer noget som helst, når det gælder om at forhindre shariaen i at få fat om – dem der i ved nok, som amerikanerne kalder ”balls” – i hele vort samfund og derefter køre både retsstat og demokrati lige lukt i helvede!
15. juni - 2010 - Kl. 01:57 - Del denne artikel med dine venner
Etichas Ebbe Taleruphuus er rasende! I anledning af Naser Kaders angreb på Geert Wilders, som Ebbe mener er mere end perfid (angrebet altså), skriver Ebbe i dag følgende:
Øh…hvis mine venner opfører sig sådan, behøver jeg ingen fjender!
Se kommentaren fra HEJ nederst!
Naser Khader har nu mistet den sidste rest af troværdighed som politiker. Vi har flere gange fanget ham i at lyve, men det må han jo gerne ifølge Koranen, når det er os ”vantro” det går ud over. På han egen blog har han nu igen angrebet Geert Wilders, men denne gang langt over den streg, man bør sætte, når det gælder et medlem af Folketinget. Han tillægger Wilders direkte usande udsagn, alene for at skade hans omdømme i befolkningen.
At Naser Khader han også lyver denne gang, véd den begavede læser, men hans påstande er nu så grove og injurierende, at hans medlemskab af Det Konservative Folkeparti burde ophøre omgående – i modsat fald må partiet jo stå bag hans horrible udtalelser om, at den hollandske succespolitiker Geert Wilders har sagt, at Holland burde nedrive alle moskéer og skyde de kriminelle muslimer i knæene.
Selvfølgelig er Naser Khader misundelig på Geert Wilders med hans 24 pladser i det nye hollandske parlament, hvilket man måske kan forstå, men at han er så ubegavet at give udtryk for det på denne måde, bør få konsekvenser for hans politiske karriere. Det afslører jo hans totale mangel på politisk flair og dømmekraft.
Man kan være enig eller uenig med Geert Wilders – og tilsvarende med den verdenskendte debattør Ayaan Hirsi Ali, som Naser Khader ligeledes viser sin afsky for, men hvis man som dansk politiker vil vise vælgerne, at man støtter demokratiets overlevelse i den vestlige Verden, må man meget langt kunne associere sig med de to modige personligheder – også selvom man ikke er enige med deres politiske linie.
Ved at angribe dem usagligt, som Naser Khader gør – endda i usmagelige vendinger – afslører man enten total manglende forståelse for den voldsomme trussel mod den vestlige Verden, som den muslimske indvandring udgør, eller, at man ønsker Islams endelige sejr over de ”vantro”, i håb om at man gennem rænkespillet kan stå på sejrherrens side, når Sharialovene erstatter Grundloven om få årtier.
Naser Khaders værdidebat er blot et nyt ord i den lange række af fejlslagne debatprojekter, som har haft til formål, at fremme integration af muslimer i de vestlige samfund. Som muslim burde Naser Khader vide alt om, at Koranen forbyder enhver muslim at assimilere sig i et vestligt demokrati, hvilket betyder, at enhver debat og forhandling med muslimernes ledere er spild af tid. Lige gyldigt hvad en vestlig politiker forsøger at forhandle sig frem til med sin muslimske modpart, vil resultatet blive, at Koranen forbyder det, og at samtalerne derfor kun har været skinforhandlinger. Det eneste resultat en muslim kan underskrive er, at endnu en del af det vestlige demokratis støttesøjler bliver svagere, så vort samfunds grundlag med usvigelig sikkerhed krakelerer og nedbrydes år – for – år. Det er det, som Naser Khader forstår ved værdidebatten, og hvis det passer ind i de Konservative lederes værdier, må de da endelig beholde ham, så vejen mod vort demokratis endeligt bliver kortere, og let forståelig, selv for de mest naive danskere.
Der er jo ingen tvivl om, at den ven Naser Khader henviser til er Ayaan Hirshi Ali. At han samtidig forklarer, at ordene blev fremsat ved en privat middag, hvor “en af hans venner” sagde disse grimme ord, er jo endnu mere forskruet set med vore øjne. Man kan jo ikke offentliggøre en privat samtale med en ven, som [samtalen] har til hensigt at tilsvine en anden ven, medmindre man mener, at man har for mange venner, og gerne vil af med nogle af dem! Men der er jo meget, vi ikke ved om folk her på Eticha – og mange folk vi ikke ved noget om!
(Jeg har endnu ikke fået en kommentar fra Ayaan Hirshi Ali – indtil da lader vi “skyldsspørgsmålet” stå åben!) Vi har dog konstateret, at der ikke findes noget offentligt omkring sagen, andet end det Wilders selv har kommenteret på Sappho.
“Sharia” skræller langsomt af rullepølsen, godt bakket op af en af vore politikere i det Konservative Folkeparti, Naser Khader, hvis åbenbare hensigt er, at lægge både Hirshi Ali og Geert Wilders for had og dermed forsøge at gøre folk modtagelige for den moderate form for Islam, der “bare” ønsker at styre samfundet i retning af en ny autoritær æra, hvor individets ret til at udtrykke sig frit skal limiteres af en pædofil landevejsrøver, som påstås at have levet for 1400 år siden.
9. juni - 2010 - Kl. 16:08 - Del denne artikel med dine venner
Israel: Konflikten der ikke må ende
Af Forfatter, cand. mag. et art. Geoffrey Cain, fmd. for Raoul Wallenberg Foreningen
Bag konflikten i Mellemøsten har man på den ene side arabernes ønske om hævn og på den anden vestlige intellektuelles dæmonisering af Israel. Det er opskriften på en krig, der aldrig får lov til at slutte
Den afdøde engelske historiker Arnold Toynbee sagde engang, at arabernes fordrivelse fra det nuværende Israel var ”en udåd, værre end noget nazisterne gjorde” (an atrocity greater than any committed by the Nazis). Det faktum, at de fleste arabere var flygtet og ikke fordrevet, synes ikke at have interesseret ham ret meget, han så kun det forfærdelige i, at efterkommere af seks millioner myrdede jøder nu var godt i gang med at bedrive endnu værre ting mod en forsvarsløs arabisk befolkning, der tilsyneladende intet med holocaust-mordene havde at gøre.
Sådan så Toynbee på det altså, og når han sagde, at denne fordrivelse var “værre end noget, nazisterne fandt på”, kan det kun betyde, at han anså massefordrivelse for mere forkastelig end massemord. Hvilket logisk indebærer, at andre massefordrivelser også er det.
Men det var de mærkeligt nok ikke, og ikke engang for Toynbee selv. Fordrivelser var ganske vist grimme, mente han, men ingen af dem kunne i ren ondskab måle sig med jødernes. Heller ikke de mange fordrivelser foregået omtrent samtidig med arabernes flugt i 1948 - selv om omfanget af dem var ganske enormt.
Alene her i Europa blev flere end 14 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem under opgøret efter Anden Verdenskrig, og over to millioner af dem døde eller blev slået ihjel undervejs. Ingen af de overlevende vil nogensinde kunne vende tilbage til de områder, de boede i før – nogen af dem fra hedenold – og det samme gælder en million grækere, der blev smidt ud Tyrkiet efter Første Verdenskrig. Og den million franskmænd, der blev smidt ud af Algeriet i 1962. For ikke at glemme de millioner af indere, der blev fordrevet efter Indiens uafhængighed i 1947. Plus de cirka 800 000 jøder, der blev smidt ud af de arabiske lande, og som ingen, allermindst Toynbee, synes at have nogen særlig lyst til at tale om. Det er alt sammen småting ved siden af de arabiske flygtninges lidelser, der hverken må glemmes eller tilgives.
Sådan mente Toynbee altså, og det giver araberne ham ret i. For dem er begivenhederne i 1948 ”Al Nakhba” – katastrofen – og Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh har sagt det uden omsvøb:
“Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego” (citeret af Thomas Friedman i NY Times).
Det er klar tale, og lidt forenklet sagt er det disse to hinanden supplerende opfattelser – Toynbees “forbrydelse værre end alle andre” og arabernes sårede følelser – der farver konflikten og gør den til noget særligt. Ikke mindst hos folk, der ellers sjældent bruger de store armsving.
For ikke så længe siden var Mogens Lykketoft, Margrethe Vestager og Høgni Højdal på besøg på Vestbredden og deres forargelse over palæstinensernes kranke skæbne kendte ingen grænser. Det gjorde deres uvidenhed om stedets historie heller ikke, og de beskrev deres opholdssted Hebron som en ”palæstinensisk by med 180 000 indbyggere”. Hvad den måske nok er blevet i dag, men Hebron er meget mere end det: det er først og fremmest et symbol på de grumme konsekvenser af jødernes manglende evne til at forsvare sig. Længe før Israels genopståen i 1948 var Hebron hjemsted for et ældgammelt jødisk samfund med landets første hospital for både jøder og arabere. Men denne smukke sameksistens skulle ikke vare evigt
Den 23. september 1929 blev 67 jøder – mænd, kvinder og børn – hakket og dolket ihjel af en arabisk pøbel. 60 blev såret, resten flygtede, og det gamle jødiske samfund i Hebron ophørte med at eksistere. Vidste de brave danske politikere noget om dét? Det gjorde de næppe, og det kan man vanskeligt bebrejde dem. Begivenheder, der giver en vis forståelse for den jødiske sag, er langsomt blevet filtreret ud af historien, så kun arabernes lidelser er tilbage. Og derfor så de tre danske politikere i Hebron kun en trøstesløs scenario, som i deres Toynbee-perspektiv var ” værre end noget nazisterne havde gjort”. Hvorimod det, de ikke så – de aldrig ophørende krav om hævn, der er konfliktens egentlige drivkraft – havde de ikke nogen anelse om.
I dag står muslimerne og deres olieafhængige klientstater meget stærkt i FN, hvor de via dens mange underorganisationer arbejder flittigt på at at fremme deres ganske egen dagsorden. Et skræmmende eksempel herpå er FNs Menneskerettighedsråd, som lektor i internationale menneskerettigheder Jacob Mchangama har beskrevet som en facade, bag hvilken “diktaturstater misbruger FN til at udvande menneskerettighederne”. Og det, er der mange, der vil give han ret i.
Et andet lige så skræmmende eksempel er FNs særorganisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation UNESCO, der oprindelig var tænkt som en bastion for ytrings- og informationsfriheden. Men det er den ikke længere, og en række UNESCO medlemmer har allerede forsøgt at gøre enhver kritik af islam strafbar. Det mislykkedes heldigvis, men kun på et hængende hår.
Allermest synlig i kampen mod Israel er FNs Generalforsamling, der retter en strøm af fordømmende resolutioner mod den lille jødiske stat, alt i mens den vender det blinde øje til det muslimsk iscenesatte folkemord i Sudan. Men hvad værre er – hvis det overhovedet kan være værre – er FNs ønske om at holde Israel/Palæstina konflikten i gang til evig tid.
Det sker via UNWRA, et agentur, som oprindelig var tænkt som en temporær foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men UNWRA består endnu og vokser i magt og indflydelse, selvom den sjældent kommer i mediernes fokus. Ordet “Palestine” indgår ikke i akronymet UNWRA, så folk tror umiddelbart, at agenturet eksisterer til gavn for flygtninge generelt. Men det gør den bestemt ikke, tværtimod. .
Lidt historie
UNWRA kom til verden i 1948-9 efter arabernes mislykkede angreb på Israel og drivkraften bag den var USA. Ved Annapoliskonferencen anslog man antallet af arabiske flygtninge til at være 652,000. Dette tal er i mellemtiden vokset til 4,4 millioner og antallet af UNWRAs medarbejdere er vokset tilsvarende – til over 29 000! Men hvad med resten af verdens flygtninge? Får de også samme v.i.p. behandling? Nej, for dem går det knap så godt, idet de alle – ALLE – hører ind under FNs højkommissariat for flygtninge. Og der er 32.9 millioner af dem. Antallet af FN embedsmænd, der tager sig af disse 32.9 millioner er 6 300.
For de palæstinensiske flygtninges vedkommende er tallet som sagt 29 000. De er lønnet af FN, og har alle aktier i, at konflikten holdes kørende og problemerne aldrig bliver løst. Det sørger UNWRAs mildt sagt ejendommelig flytningbegreber for.
Hundrede tusinder af palæstinensere og deres efterkommere har jordansk statsborgerskab, men interessant nok betragter UNWRA dem stadig som flygtninge, selv om de allerfleste aldrig har flygtet. Det samme gælder palæstinenserne i Libanon, der selv efter næsten 60 års ophold ikke kan få libanesisk statsborgerskab, ikke må ege ejendom og ikke må arbejde i en hel række professioner. I stedet for at anbringe de oprindelige flygtninges børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn i det libanesiske samfund holder UNWRA dem i usle slum langt væk fra andre borgere i det land, de er født i, så det nedarvede had kan holdes i kog. (se Jonathan Spyer: UNWRA: Barrier to Peace, Scholars for peace in the Middle East).
UNWRA styres af palæstinenserne selv
Situationen er rent ud sagt uhyggelig, og den bliver værre af, at UNWRA og de ”flygtninge”, den skal administrere, nu er filtret ind i hinanden på ganske uoverskuelig vis. “De fleste UNWRA-ansatte er selv flygtninge” forkyndte organisationen stolt på sin hjemmeside allerede i 2004, og i oktober samme år indrømmede UNWRA kommissær, dansk cand. scient. pol. professor Peter Hansen, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste og ildvarslende nok især i undervisnings-sektoren. Men det mente han ikke, var noget problem, fordi “ikke alle Hamas folk er militante”. Hvilket indebar, at lande som USA, Canada, Danmark og en hel række lande, der definerede Hamas som en terroristorganisation, har været med til finansiere den gennem UNWRA.
Selv efter Hamas’ overgreb på andre palæstinensere – eksempelvis “borgerkrigen” i Gaza i 2007 – er Peter Hansens fortolkning stadig gældende, og næppe var PLO fordrevet, før UNWRA meddelte, at dets tætte samarbejde med HAMAS skulle fortsætte. Og dette samarbejde var – og er - bestemt ikke uskyldigt. Et godt eksempel er sagen om en vis Awad al-Qiq, der var ansat som kemi- og fysiklærer på en UNWRA skole. Efter mange års ansættelse blev han forfremmet til leder af Rafah drengeskole - altså ikke en uvigtig stilling. Men han havde også et bijob, som han ikke talte højt om. Ved siden af sin lærergerning var al-Qiq nemlig en førende bombemager for Islamisk Jihad og blev dræbt under en inspektionsrunde på en bombefabrik ikke langt fra skolen. D.v.s. han byggede bomber mod Israels civile befolkning samtidig med, at han indoktrinerede sine elever til at gøre det samme. Islamisk Jihad behøvede ikke at betale ham for det, det gjorde FN via UNWRA, og pengeløbene, der er tale om, er simpelt hen enorme.
I 1990 var den samlede hjælpepakke til palæstinenserne oppe på 292 millioner dollars og i 2002 var den steget til 365 millioner dollars. I dag er den sikkert dobbelt så stor, og alle disse mange penge medvirker til, at en kunstigt skabt situation holdes kørende og vokser videre uden kontrol. Drivkraften er ikke fred men hævn, og selv PLOs præsident, den såkaldt ”moderate” Mahmoud Abbas, lader forstå på sine taler på arabisk (på engelsk siger han noget andet), at hans mål er opløsning af staten Israel. Og her er han helt på linie med den ovenfor citerede Al Jazeera redaktør Ahmed Sheikh, der sagde ,”det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner”.
Araberne kræver hævn, og når dette krav parrer sig her i Vesten med Toynbees opfattelse af Israels selvstændighed som ”en udåd værre end noget nazisterne gjorde”, har man opskriften på en konflikt, der aldrig vil tage ende.
9. juni - 2010 - Kl. 11:46 - Del denne artikel med dine venner
Hamas er vor tids ”tyske” Nazister
Når man begynder at betragte nutidige begivenheder i en større historisk sammenhæng, så opstår der ofte problemer, når konklusionen viser sig være ”ikke politisk korrekt”.
I 2007 skrev mange om den pågående konflikt mellem Hamas og Fatah som om den var et resultat af et personopgør mellem de to ledere i gruppen. Set alene ud fra et fragmentarisk nutidigt perspektiv, kan man godt absorbere den historie som endnu et bevis på, at de ikke kan enes om noget som helst ”dernede”. Men det er for enkelt. Der hører mere til historien. Desværre betyder det, at nazistkortet kommer øverst i bunken igen. For det er jøderne, det drejer sig om i bund og grund – Hamas vil udrydde dem, Fatah kan leve med dem!
Det var Hamas forgængere som torpederede en fredelig løsning i Mellemøsten allerede for 70 år siden. For var den britiske Peel Kommissionens forslag til en to-stats-løsning blevet en realitet i sommeren 1937, ville Seksdageskrigen 30 år siden måske aldrig have fundet sted. Forslaget indeholdt en jødisk stat, der skulle omfatte kystområde og Galilæa (en fjerdedel af det område, som sidenhen blev Israel), mens en ny arabisk stat skulle omfatte en større del af Palæstina og lægges sammen med det daværende Trans-Jordanien. Derudover skulle en jødisk korridor mellem Tel Aviv og Jerusalem sikres af britisk militær.
Planen bifaldtes af såvel den indvandrede jødiske befolkning og Den Zionistiske Verdenskongres som af de cirka 50 procent palæstinensiske arabere, som stod på den indflydelsesrige og fredsøgende Nashashibi klans side. Projektet støttedes også i al hemmelighed af en række arabiske lande. Men planen blev altså skudt i sænk af den lige så indflydelsesrige al-Husseini-klanen under ledelse af stormuftien af Jerusalem, Amin al-Husseini. Hans hensigt var ganske klar. Han ville rense Mellemøsten for jøder og oprette en islamisk sharia-stat i Palæstina. Støttet af det stærke muslimske broderskab i Ægypten og af det nazistiske Tyskland, kunne al-Husseini lægge magt bagved sine ord, i det de alle sammen var ude efter at udrydde jøderne overalt i verden!
I 1937 havde al-Husseini travle dage. Mellem 1936 og 1939 tog han initiativet til det såkaldte Arabiske oprør. Man kan kun undre sig over, hvorfor den europæiske Palæstina venstrefløj så ukritisk gennem tiderne har glorificeret denne palæstinensiske ”borgerkrig”, hvor der døde mange flere palæstinensere end jøder og englændere, som jo skulle være den egentlige fjende. Hvad Palæstinaelskerne på vore hjemlige breddegrader glemmer at fortælle, er, at al-Husseini overhovedet ikke havde været i stand til at holde liv i sin kamp uden økonomisk og militær støtte fra Nazityskland.
Husseinis destruktionspolitik i Palæstina begyndte længe før han blev stormufti 1921. Tidligere havde der været relativt roligt i området. De ca 100 000 jødiske indvandrere og den arabiske befolkning levede i fred med hinanden. Et mindre økonomisk opsving, som følge af den jødiske indvandring, førte til at mange arabere søgte sig til de jødiske bosættelser. En årsag til den eksisterende fred mellem jøder og arabere var stormagten i området, Det Osmanniske Rige. Her havde man siden 1860′erne befundet sig i en moderniseringsproces, hvor sekularisering, altså lige rettigheder mellem jøder, muslimer og kristne, var en vigtig del. Selv i Iran og Egypten spirede sekulariseringen på den tid.
På sin egen måde bød man den zionistiske indvandring velkommen. Den blev betragtet som en chance for at komme tættere på den europæiske civilisation og på den måde skabe fremskridt i regionen. Blandt de mange positive stemmer var blandt andet udgiveren af det store Ægyptiske dagblad, Al Ahram, der anså de dygtige zionister for at være livsnødvendige, hvis der skulle skabes fremdrift i området. Men i baggrunden forstyrredes udviklingen af en voksende anti-semitisme, som først gav sig udtryk hos kristne arabere, koloniherrerne og de arabiske storgodsejere. Ligeledes var moderniseringsprocessen ugleset af repræsentanterne for det traditionelle islam, som totalt afviste alle liberale tanker, og da allermest tanken om en vis kvindefrigørelse.
Samtidig som disse ”modstrømninger” kom op til overfladen, undlod jøderne at alliere sig med de moderate kræfter i området. Efter et besøg i Palæstina i 1927 fastslog den store jødiske filosof Martin Buber, at man ikke havde gidet lære sine arabiske naboer at kende, men der i mod fortrængt deres tilstedeværelse. 1928 nåede polarisering mellem de progressive kræfter og de islamiske fundamentalister et klimaks, der udmundede i grundlæggelsen af Det Muslimske Broderskab. Det øgede ikke blot pogromerne mod jøderne, også blodsudgydelsen og kampene mellem Nashibishis al-Husseini tog fart.
Fra den dag er det palæstinensiske spørgsmål blevet mere og mere islamiseret. For eksempel udrustede al-Husseini paramilitære styrker for at opretholde islamisk lov og etablerede islamiske zoner (no-go-områder). Som en giftig edderkop, udvidede han sit anti-jødiske netværk til de øvrige stater i regionen. Sammen med Det Muslimske Broderskab ødelagde han blandt andet den fredelige relation, der før i tiden eksisterede mellem jøder og ægyptere.
Al-Husseinis intensive frieri til Hitler, Himmler og de øvrige tyske top nazister blev i 1939 endelig belønnet med en radiosender i Zeesen syd for Berlin, hvor verdens stærkeste kortbølgesender – ifølge den tyske videnskabsmand Matthias Küntzel – hver dag mellem 1939 og 1945 sendte arabisk programmer med anti-semitisk indhold, koranvers, der tilskyndede til had mod jøder og englændere samt arabisk musik. På det tyske konsulat i Kairo og Teheran var man ret så overraskede over senderens popularitet blandt den lokale befolkning. En af de mest glødende lyttere var Ayatollah Khomeini. I hans hus samledes var hver dag en gruppe mullaher og koranskoleelever for at lytte til Radio Zeesen.
Efterkommerne af disse mennesker, stormuftien af Jerusalem og hans jødehadende bande, er Hamas, som bare for nogle dage siden gjorde endnu et forsøg på at skade Israel – eller jødebesætterne, som Hamas ynder at kalde sine fjender. Denne gang var de godt hjulpet af Tyrkiets øverste ledelse, der nu for alvor har valgt side. Den gryende nazisme i dette store og sprængfarlige land er ikke til at komme uden om.
Frit oversat af Hans Erling Jensen efter Lisbeth Lindeborgs original artikel i Svenske Expressen
Lisbeth Lindeborg er freelance-skribent og fil. Ph.d. i statskundskab.
8. juni - 2010 - Kl. 10:58 - Del denne artikel med dine venner
Et resume: Første uge i juni 2010
En tysk undersøgelse
En gedigen tysk undersøgelse, som viser, at drenge opvokset i muslimske familier er mere voldelige end andre drenge, giver brændstof til debatten om religion og integration. 45.000 teenagere fra 61 delstater og regioner over hele Tyskland, blev dybdeinterviewede af et team ledet af Christian Pfeiffer fra kriminalforskningsinstituttet i Nieder Saxen.
Konklusionen var, at selvom man modregner andre sociale faktorer, så sidder man tilbage med en ”signifikant korrelation” mellem religiøsitet og paratheden til at bruge vold. Eller på godt dansk, er man muslim og bevidst om det, så er vold en naturlig del af ens tilværelse!
Tina Magaard
Nå ja er det noget nyt? Nej allerede i 2005 publicerede sprogforskeren Tina Magaard resultatet af sin undersøgelse af forskellige religioners hellige tekster. Konklusionen stod bl a at læse i en artikel i Jyllands Posten den 11. september af alle datoer! – og havde overskriften: ”Islam er mere krigerisk end andre religioner”!
“Islams tekster opfordrer i langt højere grad end andre religioners grundtekster til terror og kamp, konkluderer Tina Magaard, der er uddannet fra Sorbonne i Paris som ph.d. i tekstanalyse og interkulturel kommunikation, og som i et treårigt forskningsprojekt har sammenlignet 10 religioners grundtekster.
Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror. Det har længe været et tabu i islam-forskningen, men det er et faktum, som man er nødt til at forholde sig til,« siger Tina Magaard.
Desuden er der i Koranen hundredvis af opfordringer til kamp mod anderledes troende. Mange danskere forstår slet ikke, hvor alvorligt man i mellemøsten tager Koranens ord. Og mange arabere vil opfatte danskere som de rene hedninge’, siger Tina Magaard. Det er indiskutabelt at teksterne opfordrer til vold og terror. Derfor må det være legitimt at spørge muslimerne selv, hvordan de forholder sig til teksten, hvis de tager den for pålydende,« siger Tina Magaard.“
Det er det, Pfeiffer har gjort i den tyske undersøgelse. Og svaret er bekræftende: Islam er en voldsreligion. Her bliver der ingen fred før hele verden tilhører Allah og alle mennesker har omvendt sig til islam.
Gaza-blokaden
Der har været gang i propagandamaskinen dernede i Mellemøsten hele ugen. Endnu engang bliver Israel hængt ud som den voldelige overhund, der kun er ude på at slagte de stakkels palæstinensiske børn og deres uskyldige forældre. At batalje-skibet var lastet med ”t” for terrorister, det falder ned mellem linjerne i de fleste aviser, der jo har Palæstina – og specielt Hamaz i Gaza som sine darlings! Det er nået så langt, så jeg har opgivet at diskutere, endsige protestere bare på det vageste, når ”jøderne” lægges for had, mens de udøver et forsvar af sit eget land, som selv den islamvenlige amerikanske præsident Obama forsvarer og bakker op bag (dog lidt mindre tydeligt end hans forgænger)!
Islam er altså den voldeligste religion, og muslimer er meget troende viser samtlige gennemførte undersøgelser. Alligevel er det en folkeopinion, der mener, at de er ofre i alle situationer. Hvordan kan det gå sådan?
Ayaan Hirshi Ali i ”Nomaden”
I sin nyeste bog beskriver Hirshi Ali et fænomen ved at udgå fra sin egen familie. Muslimske somalier. Hun mener, at det er et bydende nødvendigt arbejde, at pille stammetænkendet ud af muslimernes verden inden de bliver for gamle. Hun klandrer den vestlige verden, som hun selv på rekordtid er blevet en del af, for den berøringsangst, der får lærere i skolen til at fedte for muslimernes religion, deres indsnævrede stammetraditioner og i øvrigt alt, hvad de finder eksotisk, ved at forsøge at ”sælge” islams nyopfundne floskler til andre elever. Islam er ikke fred, det er krig. Krig mod sine egne kvinder, krig mod alle andre, der ikke er muslimer! Hirshi Ali undrer sig over, hvordan en lærer, uddannet i vesten og med kristendommen som kulturel bagage, kan have den ide, at islam er lige så god en religion som for eksempel kristendommen eller buddhismen (som i øvrigt ikke er en religion) og give islam så meget plads i skolen?
Jeg undrer mig over det samme. I et af verdens største muslimske lande, Indonesien, bliver 96 % af alle pigerne lemlæstede mellem benene, før de er fyldt 14 år. Omskæringerne betales af den islamiske social- og uddannelsesorganisation Assalaam Foundation og foretages i moskeerne under velsignelse af pigernes mødre! Man kan med rette stille sig selv spørgsmålet: Kan man kalde en sådan bevægelse, der opfordrer til lemlæstelse af sine kvinder, allerede som børn, for en religion? De lader en uddannelses og social organisation stå for betalingen? Det er i mine øjne i den tid vi lever i kun barbarer, der ville tillade noget sådant!
Postscript
Lad mig afslutte med at citere Hirshi Alis ord fra bogen: ”Der findes mange gode mennesker i vesten, som forsøger at få flygtninge integreret - og som skælder deres medborgere ud for ikke at gøre mere, ikke at give penge til filantropiske organisationer og ikke kæmpe nok for at udrydde diskrimination. De lægger pres på deres myndigheder for at de skal fritage minoriteter fra at rette sig efter de gængse adfærdsnormer i de vestlige samfund; de kæmper for at hjælpe minoriteter med at bevare deres kulturer, og de fritager deres religion for kritisk ransagelse.
Jeg er ikke i tvivl om, at disse mennesker mener det godt. Men for mig at se, er deres velmenende aktivisme en del af selve det problem, de forsøger at løse. For at sige det lige ud: Deres bestræbelser på på at hjælpe muslimer og andre minoritetsgrupper er forgæves, fordi fortalerne for mulitikulturalisme fastlåser kommende generationer her i Vesten i et ingenmandsland, når det handler om moralbegreber. Ved at udskyde og forlænge den overgangsproces, hvor indvandrere tilpasser sig en mere moderne verden og et mere moderne liv, skaber man en illusion om, at det er muligt at holde fast i sine stammenormer og samtidig blive en god borger i et vestligt samfund. Det, der kommer forklædt som i et medfølende sprog af accept, er i virkeligheden en grum form for racisme. Og den er så meget mere ubarmhjertig, fordi den udtrykkes med dydens sukkersøde ord!”
8. juni - 2010 - Kl. 10:00 - Del denne artikel med dine venner
Et budskab til folk i Mellemøsten.
Der har altid fundets en nation eller et folk i verden, der var stærkere end de andre. Enten militært eller økonomisk – sommetider begge dele – og dermed kunne denne nation påvirke alle andre med sine love og idealer.
Indtil 1990 talte man om to supermagter: USA og USSR. Gennem mange år kæmpede de to om, hvem der kunne få flest ”beundrere” blandt verdens øvrige nationer – helst så tæt på ”den andens” interesseområde som muligt. Ved en kombination af en ”dårlig krig” i Afghanistan og Reagans samtidige økonomiske kaprustnings-udmattelseskrig, udmanøvreredes USSR og i nogle år fandtes der bare en supermagt på kloden, USA.
Efter en krig eller en konflikt er det altid vinderen, der skriver historien. Sagt på en anden måde, vinderen har altid ”ret”, og med denne ”ret” kan sejrherren således retsforfølge og straffe alle dem, der begik fejl! Nemlig taberne. Det gælder i store og små krige, revolutioner, statskup og så videre – overalt i verden.
I dag findes der flere som aspirerer til at blive vindere. Kina er en økonomisk raket. Det er en nation i fremgang, men også en nation, hvor samfundet – eller stammen om man vil – sættes før det individuelle menneske. Derfor vælger vi USA som vor naturlige leder. USA har vundet over Sovjetunionen for mange år siden, og ingen har reelt kunnet udfordre dette lederskab; ikke økonomisk og da slet ikke militært.
Er det derfor at ”kapitalisme og demokrati” er godt? Fordi USA har vundet? Eller har de vundet fordi ”kapitalisme og demokrati” skabte forudsætningerne for at bære førertrøjen? Under alle omstændigheder må alle jordens nuværende “tabere” acceptere kendsgerningen at USA har “ret” mens dem, som ikke tilslutter sig dennes lejr, har “uret”.
Religion, ideologi, etik, moral, love, traditioner osv. er ingenting, der kan anvendes som udslagsgivende i dette regnestykke. Selv Europa er på det sidste begyndt at vakle i sin Euro-tro. Flere lande har bevæget sig ud på afgrundens rand, når det gælder at få økonomien til at hænge sammen.
I et demokrati (USA eller Europa) er det, uanset hvad andre måtte sige, folket – det enkelte individ – der vælger og dermed bestemmer, hvem de vil have som ledere. Går tingene ikke som folket synes det skal gå, så afsætter man den gamle ledelse og vælger en ny. Alle kan ikke blive tilfredse, men sådan er det i den moderne verden. Alle kan ikke få alt!
I Mellemøsten og mange andre nationer i øvrigt, som har taget sin ideologi derfra, er ledelse noget andet. De allerfleste nationer har ledere, der ”valgt” af de førende klaner eller stammer. Det er konger, der har fået magten i arv af gammel hævd, som det også var normalt i Europa for århundreder siden, da enevældet var den fremherskende styreform der. Under ”enevældet” kan de herskende bestemme, hvad der er ”ret”; hvilke etiske regler, der skal gælde og hvilken ideologi (religion), der skal dyrkes. Man kan kalde det mange ting: Uetisk, blasfemisk, uciviliseret, udemokratisk eller ret og slet junglens lov – den stærkeste, mest egnede, vinder. Det kan være interessant at se på, hvordan dette egentligt fungerer internationalt. Globalt findes der jo ikke noget demokrati. Der findes en række forskellige kulturer og ideologier. Man har også et organ, hvor man forsøger at løse de problemer som opstår ude i verden, og hvor mere end en nation er indblandet. De Forenede Nationer.
At ændre verden, når man hører til gruppen af ”tabere”, er ikke specielt enkelt. Det er vanskeligt at starte en revolution, der omfatter det halve af kloden. Det kræver, at man får folk med sig og forener dem i at opnå samme mål. Se hvordan det gik i Iran. Folket gik mand af huse for vælte en despotisk shah, der havde enevældens magt. Man fik ham afsat, men hvad fik man i stedet for? En endnu mere tyrannisk ledelse, der bare gav det hemmelige politi nye uniformer, så kunne de fortsætte deres virksomhed, med at plage og tortere dem, der ønskede virkelig frihed og retten til at vise glæde for den enkelte.
At skabe en global revolution, det har kommunisterne prøvet. Det gik ikke. De havde ikke musklerne, hverken pengene eller militæret – de havde frem for alt ikke folket med sig, fordi folket accepterer ikke korrupte ledere. Kipling sagde: man kan narre nogle folk noget af tiden, men man kan ikke narre alle folk hele tiden!
Vinderprofilen
Den der sidder på økonomien er ”vinderen” i dag. Og jeg mener ikke, den der har pengene. Penge kan tjenes på mange måder. Fordi Saudi Arabien har mange penge – petro dollars – betyder det ikke, at de ”vinder”. Det handler om at anvende sine resurser ret. Forsøger man at købe en ”revoulution”, så kan det måske gå et vis stykke tid. Men før eller senere vinder trangen til frihed over guldets magt. For at vinde må der findes en positiv tro på livet, fremtiden og end egne evner til at skabe noget godt ud af det man har!
I verdenshistorien findes der ikke et eneste eksempel på, at nogen nation eller noget folk har opnået noget stort eller godt, bare ved at præke at de alene har fundet sandheden. Den middelalderlige katolske inkvisition opnåede ingen fremskridt, tvært i mod. Den overdrevne fanatiske gudstro og udførelsen af guds straf på jorden satte folket tilbage med århundreder! Det var videnskabsmændene og ingeniørerne, der ikke accepterede ”at gud ved alt og har gjort alt”, der blev brændt på bålet først. Præcis som tilfældet er i dag i en stor del af den muslimske verden, hvor tilbedelse af Allah for mange af dem, der bestemmer, tilsyneladende er vigtigere end at lede efter vand eller udvikle ny teknik til brug for morgendagen.
Den ny verdensorden er ikke anderledes end den forhenværende: “vindere” skabes af dem, der mobiliserer deres ressourcer for at udvikle og forbedre deres tilværelse. Deres vinderposition kan kun bevares, når de er villige til at tage itu med det, der truer med at sætte samfundets udvikling tilbage.
I dag hører alt for mange muslimske ledere til blandt ”taberne”. De har ladet sig tage med bukserne nede, alt mens de ynkværdigt kævler med hinanden om, hvem som tror på den rette version af islam. De har travlt med at plyndre deres nationer for den rigdom, der var tænkt til at hjælpe alle, sikre deres egnen magtposition, hvilket selvfølgelig saboterer deres lande og folks muligheder til udvikling. Disse ledere sanktionerer både forfølgelse og drab i religionens navn, undertrykker på det grusomste deres egne befolkninger, mens de ryster med pegefingeren og taler om den vestlige verdens dekadence, synd og hor – drømmer de våde drømme om kalifat og islams udbredelse til hele verden.
Efterord
De muslimske taber-staters fjender er ikke Vesten, USA, Israel, zionismen, kapitalismen, Kristendommen eller manglende moral. Disse folks værste fjender er deres egne ledere. Når disse ledere forsøger at mobilisere ”taberne”, deres eget folk, burde folkets indsats være at afsætte deres ledere, tage ved lære af dem, der anvender deres ”talenter” til at udvikle menneskeheden, Vesten, og komme i gang med at leve.
Stop med at spilde blæk, sendetid og følelsesladede taler på at skælde ud på “vinderne” i Vesten og koncentrer jer om at gøre noget med den sande fjende. Jer selv og jeres korrupte ledere. Det er den mest fornuftige kamp, og absolut det bedste I som folk kan gøre, for at lindre lidelsen som ”tabere”. Frigør jeres muligheder, ved at starte at bruge jeres egen hjerne at tænke med – det er derfor gud har givet jer den, ikke for at fylde den med fordomme og religiøst vrøvl!
1. juni - 2010 - Kl. 01:09 - Del denne artikel med dine venner
Lars Vilks var gæst i Publicistklubben i Helsingborg i aftes
HEJ skriver en rigtig “hjemme hos” historie – selv om “vi” var ude.
Han er hyggelig, varm, forretningsvant og gir den hele armen Lars Vilks. Jeg havde ikke rigtig fattet det der med hans kunstværk før. Det er os – alle, mig inklusive, der udgør figurerne. Han leverer bare kulisserne – siger han.
Det er en lidt hektisk dag. Det er derfor jeg bruger så mange billeder! Jeg har været i gang med at skrive oplæg til det symposium, jeg ser frem mod at deltage i om små to uger et eller andet hemmeligt sted i Europa. Oplægget er på engelsk. Det tager lidt længere tid. Så kom hele sagen med skibene udfor Gaza – det tog jo lang tid at finde sandheden der…svedig blev man også af det. Nå men det ender jo med at det er USA’s og jødernes skyld det hele. Det har det jo altid været.
Og så er der det andet, jeg går og tænker på! Om en meget lille uge skal jeg holde fest. 60 år er henrundet siden den sarkastiske, nederdrægtige, rare og gavmilde – alt hvad der passer til situationen, og indholdet i rødvinsglasset – vrisne redaktør blev født, som familiens, skulle det vise sig, yngste håb. (Til dem, der har spurgt: “Familien har opgivet håbet”!) I aften var det så 5 timer på rejse, foredragene og god mad i øvrigt – men til sidst Vilks.
Jeg fik alt i kassen
Jeg båndede hele seancen, eller “kortede” den, er måske rigtigere i dag, hvor alting kan være på et lille nuttet, frimærkestort “minneskort”, som det hedder her i landet. Der var ingen politi. Vi så ingen og der lå ingen under bordene heller. Vilks er nok helt på rigtig, når han gang på gang siger, at han ikke frygter nogenting. Han opførte sig ikke som en mand på flugt, tvært i mod. Han var morsom afslappet og rationel. Journalisten, der havde ham i den varme stol var ikke nogen trussel for Vilks. Han talte som om han var udsendt af “Svenska Dambladet” og Lars Vilks måtte vente på ham, når han var færdig. Manden vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Det var nok derfor jeg glemte at spørge om hans navn.
Jeg spurgte Lars Vilks om jeg kunne lægge sceansen ud på nettet, og han svarede “javist” og så på mig med det der “hvorfor spørger du om det” blik! Ham “grillmesteren” (ingen varme pølser der), svarede mig brysk, at han ville ikke give mig umiddelbar tilladelse, først skulle han vide, hvad det var, jeg holdt på med. Jamen det forstår jeg da egentlig godt. Jeg ville da heller ikke umiddelbart udstille mine manglende evner for en større forsamling. Så da jeg fortalte, at Eticha.dk har sådan rundt 1.000 unike læsere hver dag efter bare fire en halv måned i luften, da blev han helt forpustet! Da vidste jeg, at han vidste, at jeg vidste, at han troede, at Eticha.dk er en rigtig sådan grim og modbydelig “site”, fordi ingen hyggelig og rar “site” uden bid har så mange læsere.
Han ville ikke have mit telefonnummer – ham “grill”-journalisten , så jeg glemte helt at spørge, hvad han hedder. Det er jeg ked af. Havde jeg vidst det, så kunne jeg have advaret andre. Godt at Vilks var der og kunne tale for sig selv – og det gjorde han så glimrende, at jeg pludselig forstod, hvordan en stalker har det! Men jeg bestemte mig alligevel for bare at være glad over, at jeg nu endelig har forstået hans kunstværk! Og det er helt seriøst! Både kunstværket og det jeg skriver!
Med venlig hilsen Hans Erling Jensen
PS! Vil I ha’ en kopi af hele sceansen i den “varme stol”? Så send mig en mail…..Jeg får den lagt ud i morgen – den er på svensk! hej@eticha.dk
Nå men svar fik jeg da fra journalisten – han hedder Eskil….
Hvorfor kom jeg til at tænke på Kai Løvring?
Til: Webmaster Eticha.dk
Eskil Fagerström
eskil.fagerstrom@sydsvenskan.se
Hej,
jag är alltså “grillmästaren” från igår.
Eskil Fagerström heter jag, och är reporter på Sydsvenskans redaktion i Lund vilket du absolut kunde fått reda på om du frågat mig igår kväll.
Har lite svårt att förstå de växlar du drar på att jag inte omedelbart gick med på att du publicerade videoklippet med mig på din blogg.
Med ett sådant laddat ämne är jag angelägen om att någorlunda veta var och hur jag medverkar* – det tycker jag är seriöst.
Nu har jag tagit en titt på din blogg och fått ett hum om dess inriktning. Jag uppfattar att den har en tydlig anti-islamsk agenda, i mina ögon presenteras dessutom en mycket förenklad och negativ bild.
Jag önskar därför inte medverka eller gynna din sajt. Alltså:
Vänligen publicera inte ditt videoklipp med mig från debatten.
med vänlig hälsning,
Eskil Fagerström
046 19 71 15
*Jeg kan godt forstå Eskild gerne vil vide hvor og hvordan han medvirker – igår så vi et eksempel på, hvordan det kan gå, når man ikke ved “hvor man er, eller hvad man laver”!
31. maj - 2010 - Kl. 00:04 - Del denne artikel med dine venner
Fra Indian Express.com har vi oversat og kommenteret følgende (Tak til Jette Plesner Dali for at gøre opmærksom på dette)
Mere end 25 religiøse grupper i Pakistan kræver nu, at FN vedtager en lov i mod blasfemi begået mod deres profet Muhammed! Overtrædelse af loven skal medføre dødsstraf helt overensstemmelse med islams sharialov.
Det var i forbindelse med fremsættelsen af et krav om en permanent lukning af FaceBook, at paraplyorganisationen, for de 25 foreneinger, JuD, besluttede at yderligere kræve at FN vedtager en global lov “mod blasfemi af deres (selvbestaltede) profet” der automatisk tildeler lovovertrædere dødsstraf.
Jama’at-ud-Da’wah Pakistan (JuD) er egentligt registreret som en velgørenhedsorganisation. Men har dog længe været mistænkt for at finansiere terror via andre organisationer, hvilket talsmanden for organisationen dog nægter – hvad skulle han ellers gøre?
Beslutningen om at kontakte FN og samtidig rette direkte henvendelse til en række landes ambasadører – både islamiske og ikke-islamiske – blev taget på et møde, hvor der deltog islamiske gejstlige fra Jud, Jamaat-e-Islami, Jamiat Ulema-e-Pakistan, Tanzeem-e-Islami, Markaz-e- Ahlesunnat, muslimske konference, Jamat-e-Ahlehadis, Jamiat Ulema-e-Islam, Pakistan Ulema Rådet og International Katham-e-Nabuwat. Mødet, der blev afholdt i for nogle dage siden på JuD’s hovedkvarter Markaz Alqaadsia i Chawburji, blev ledet af JuDchefen Hafiz Mohd Saeed.
“Ambassadørerne vil blive fortalt, at bespottelse af profeten ikke kun rammer følelserne af en religions udøvere, men også sår et frø af had rettet mod folk, der tilhører andre religioner,” lød det i udtalelsen fra mødet. (Den evige trussel om vold fra ”fredens religion” fornægter sig ikke!)
I sin egen ekstase over, hvor dygtige man var til at formulere sig, erklærede mødesekretæren, at ikke bare FN og de forskellige landes ambassadører ville blive opfordret til at støtte vedtagelsen af en international lov mod blasfemi og tildele dødsstraf til, alle dem der overtræde den, også lederne af oppositionen, ville blive indkaldt for at få overrakt anmodningen!
Hafiz Mohd Saeed opfordrede samtidig alle muslimer til at bojkotte varer fra lande, der havde vist tegningerne fra ”Everybody Draw Muhammed Day” eventen. Han mente, at nu var tiden kommet til, at de muslimske stater skulle forene sig, skabe sin egen forsvarsalliance og indføre sin egen valuta. Olieindkomsterne vil han anvende til at forsvare islamiske værdier og muslimer og hele verden.
“Det er skammeligt, at vores magthavere og oppositionen ikke gør deres pligt og tydeligt fremfører folkets protester mod USA og andre lande over publiceringen af de blasfemiske karikaturtegninger på Facebook,” sagde Saeed, mens han straks derefter gik over til at forlange et permanent forbud af Facebook i i hele verden.
Hans bemærkninger følger i den Pakistanske regerings fodspor, der jo afskar ”hjemmeboende” pakistaneres adgangen til Facebook indtil den 31. maj på grund af tegningerne.
Til slut vedtog mødets delegerede at afholde et offentligt møde i Islamabad mod profane karikaturer. De øverste ledere af næsten alle religiøse og religiøst-politiske partier vil deltage i en sådan magtdemonstration. Der var også enighed om, at grupper bør fortsætte med at holde offentlige møder og seminarer og bruge andre midler til at mobilisere folket mod “blasfemi”.
Postscript
Om der fandtes nogen vilje til at protestere mod palestinaarabernes hadefulde tv-programmer eller de pakistanske taxavognmænd i Norge, som jo svindlede den norske stat for milliarder under det sidste decennium i Allah og den der profetens navn – det meldes der ikke noget om i referaterne fra mødet! Men så er tegninger jo også noget svært farligt noget!
28. maj - 2010 - Kl. 14:34 - Del denne artikel med dine venner
Har Islam en fremtid eller vil den kollapse?
Det spørgsmål stiller Bjarne Nederby Jessen i dag på Eticha.dk. Neden gennemgår han motivet for overskriften. På Eticha mener vi, at spørgsmålet er relevant set i lyset af Ayan Hirshi Alis nye bog Nomaden, samt de interviews Hirshi Ali gav i forbindelse med lanceringen i Danmark, hvor hun opfordrer den kristne verden til at missionere blandt muslimerne og udnytte deres gudstro (angst) for at få dem til at konvertere til den mere fredelige religion, som kristendommen jo er. ”der er i denne atomtid ikke tid til at vente islam ud, det vil tage alt for mange år før muslimer har indset at islam er en voldsideologi og at de som mennesker egentlig ikke behøver religionen”, sagde Hirshi Ali blandt andet.
Hans Erling Jensen
Kort over Islam (kan man vel sige)
Af Bjarne Nederby Jessen
Islam er blevet en del af det danske samfund – og det må vi forholde os til
Mordforsøget på tegneren Kurt Westergaard ved årets begyndelse er et angreb på det åbne, danske samfund og en trussel mod den civilisation, der hylder retssamfundet og den frie meningsudveksling. Derfor er det vigtigt, at samfundet siger fra og tager modforholdsregler.
Islam er kommet til Danmark, og vi oplever muslimer i flere afskygninger. Der er muslimer, der lever et fredeligt liv, passer deres arbejde, betaler skat og indgår som en del af det danske samfund. Dem har jeg respekt for. Blandt dem er der stærkt troende muslimer, og der er mere verdsliggjorte muslimer.
Vi har også rabiate muslimer, der vil indføre sharialove i Danmark og i den øvrige del af den vestlige verden, og blandt dem er der islamister, som ikke skyer nogen midler for at fremme deres sag. Dem skal vi være på vagt over for.
Islam er blevet en del af det danske samfund – og det må vi forholde os til. Personligt tager jeg afstand fra religionen Islam, men anerkender menneskers ret til at være muslimer. Vi har religionsfrihed i Danmark, og jeg mener, at vi skal kæmpe for at bevare religionsfriheden.
Men hvordan ser fremtiden ud for Islam? Nogle tror, at Islam vil indtage en stor del af verden, mens andre tror, at Islam vil kollapse en dag. Er der overhovedet noget, der tyder på det sidste?
Tidligere så mange i Vesten kommunismen som den store fare – og ingen kunne forestille sig, at kommunismen og Sovjetunionen ville kollapse. Men det skete – og hvad der skete med kommunismen, kan ske med Islam og i hvert fald med islamismen.
Vil Islam kollapse?
Amerikaneren Steve Lightle har været øjenvidne til kommunismens opbrud og genopbygningen af Israel og er manden bag “Operation Exodus II”. Han fik flere åbenbaringer om kommunismens fald, fulgte dem og så faldet. I bogen skriver han om Islam:
“I 1989 berørte Helligånden mig igen og sagde: “Så hurtigt som jeg brækkede kommunismens ryg, endog hurtigere vil jeg brække Islams ryg. Du skal prædike evangeliet om Jesus fra den sorte sten i Mekka, og utallige mængder af muslimer vil komme til at kende Jesus”.” Jeg tror, at ligesom profetien om kommunismens fald gik i opfyldelse, vil profetien om Islams kollaps også gøre det.
For mig at se er der to åbenbaringer i denne profeti.
Islam vil kollapse.
Mange muslimer skal blive kristne.
Det sidste ser vi allerede en del eksempler på, men jeg tror, vi vil komme til at se det i langt større målestok.
Mange tror, at vi i stedet for Islams kollaps vil se en mere og mere radikaliseret islam, islamisme. Og en aktuel undersøgelse fortæller, hvordan mange unge, velintegrerede muslimer netop radikaliseres.
Om det skriver Massoud Fouroozandeh fra “Church of Love” i en mail omkring nytår:
“Jeg har altid haft en tro på, at det er Islams DNA, der er problemet. Islam og demokrati er desværre som olie og vand. Selv en velintegreret muslim kan af den grund lige pludselig vende ryggen til demokratiske værdier og blive radikaliseret på et ekstremt og ubehageligt niveau.
Mange har været enige med mig, andre ikke. Det har også været tilfældet med nogle af mine akademiske kollegaer, der åbenlyst har kritiserede mig for at gå for langt med mine udtalelser. Men det interessante med de nye akademiske undersøgelser er, at der skulle gå mindst 8 år, før mit ikke-akademiske udråb blev bevist! Jeg vil stadigvæk mene, at vi skal passe på ikke at blande Islam og muslimer sammen, og jeg har nu en bedre grund til at holde fast i min teori om islams demokratifjendtlige DNA, som er kimen til enhver form for ekstremisme og radikalisering.”
Islamisme er farlig – men muslimer kan nås med evangeliet. Derfor har vi som kristne en stor opgave i at bringe evangeliet til muslimer – menneske efter menneske.
Steve Lightle siger i sin bog: “Jeg så et lysglimt, som gik fra Mekka i Saudi Arabien og hele vejen til Indonesien, og en stor skare muslimer, der var desillusionerede over deres religion og over deres ørkengud Allah.” Er det virkelig muligt? Ja, hvorfor ikke?
Zakarias Boutros
Zakarias Boutros er stort set ukendt i Danmark, men han er tv-stjerne med millioner af seere i den arabiske verden. Boutros er en koptisk præst i Ægypten, som jævnligt optræder på al-Hayat eller “Live tv”. Her ser man ham med et stort fuldskæg, briller og et stort sølvkors uden på den sorte præstekjole, og han har altid Bibelen og Koranen med. Jeg har læst mig til, at hans optræden på tv fører til, at millioner af muslimer hvert år konverterer til kristendommen. Ifølge tv-kanalen al-Jaazera, der omtaler hans indsats som “et evangelisk angreb uden fortilfælde”, skal der være tale om ikke mindre end 6 millioner årlige konverteringer.
Boutros er velbevandret i Koranen og andre islamiske skrifter, han taler arabisk, og så er han mindst lige så velbevandret i Bibelen. Han rejser på tv spørgsmål som “Er kvinder underkastet mænd?”, “Er jihad obligatorisk for alle muslimer?” o.s.v. Gang på gang opfordrer han islamiske lærde til at imødegå hans udfordringer. Ofte er deres svar larmende tavshed. Han kritiserer ikke Islam for at kritisere, hans interesse er, at sjæle skal blive frelst. Hans ærinde er hverken at ophidse Vesten mod Islam eller at dæmonisere muslimer. Han ønsker bare, at mennesker skal tage mod frelsesbudskabet fra Jesus Kristus -og mange gør det.
I mindre målestok i Danmark har Massoud Fouroozandeh døbt mere end 200 muslimer og skabt kirken “Church of Love”. Massoud skrev i en mail lige efter nytår: “I de sidste 8 år har jeg konstant holdt fast i mit lidt provokerende slogan: Den bedste integration for en muslim er et nyt liv med Kristus”.
Når Gud tager hævn
Mordet på lederen af Gazas eneste kristne boghandel i oktober 2007 chokerede en gruppe kristne i Gaza. De gik nærmest i chok. Gruppen gav sig til at bede, men de kæmpede også med trangen til hævn. På bedemødet talte Gud til dem om, at han selv ville tage hævn – og Gud tog hævn, men på en helt anden måde end den lille kristne gruppe havde forestillet sig.
Få måneder efter mordet præsenterede lederen af Hamas’ ungdomsorganisation Musab Hassan Yousef’sig på tv-skærmene i Mellemøsten som nyomvendt kristen. Han er søn af sheik Hassan Youssef fra Ramallah, en af grundlæggerne af Hamas og den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab. Musab Yousefs omvendelse fandt sted i et israelsk fængsel, og han siger: “Jeg tror, at min historie vil føre millioner til tro på Jesus, og som jeg ser det, så kollapser Islam inden for 10-20 år. Jeg opfordrer alle muslimer til at gennemtænke deres tro og det, den bygger på.”
Muslimer bliver katolikker i Kosovo
I generationer holdt mange deres katolske tro hemmelig og levede som muslimer udadtil. Nu kommer de ud af deres skjul, bliver døbt og bygger kirker for at vende tilbage til deres oprindelige tro. Hver uge kontaktes katolske præster af Kosovo-albanere, som beder om at blive døbt. De kommer fra familier, der har levet som muslimer i generationer, men beholdt deres katolske tro i hemmelighed. Nu står de frem og vil bekende sig som kristne.
Postscript
Selv om jeg ikke er monoteistisk anlagt, så har jeg dog erfaret, at den kristne gud er betydeligt mere forandringsparat og langtfra så voldelig og herskesyg som muslimernes Allah. Jeg kan godt trække på smilebåndet af en overskrift som “Når Gud tager hævn”, men alligevel er det et positivt smil, fordi essensen er rammende, istedet for at sende 1000 engle med sorte vinger og hævne sig på Gazaneserne, så tager Gud lige og konverterer en af deres – og ikke en hvem som helst. Næh, selveste “den inkarnerede fjendes søn” – kan de så lære det!
En god historie med en rigtig sund og ublodig morale! Jeg skulle måske lige støve det nye testamente af og tage et par kig på de bedste steder – sådan bare for at være sikker på, at der ikke er noget jeg har overset ved fravalget af religionen?
27. maj - 2010 - Kl. 15:43 - Del denne artikel med dine venner
Ville du købe en brugt moske af denne mand?
Den tidligere professionelle tyske bokser Pierre Vogel, i dag bedre kendt som konvertitten Abu Hamza, fortsætter sin hadefulde undergravende virksomhed gennem sin hjemmelavede salafistiske missionsorganisation ”Indgang Til Paradis” (Einladung zu Paradies). I øjeblikket er den gale tysker ved at lære sig engelsk, noget der ifølge ham selv vil give ham muligheden for at samle flere penge ind. Måske kan han så også lære at forstå begrebet ”punch-drunk”!
Hit med pengene, så skal jeg islamisere Europa
Helt hjerneskadet er den sataniske prædikant ikke. Pierre Vogel har specialiseret sig på at rekruttere konvertitter fra ”byens mørkeste klientel”! I moskeen i Neukölln, der var indblandet i en større terroristsag i 2003 med indslag af Al-Quida optrådte Vogel sidste år sammen blandt andet sammen med Bilal Philips, en anden konvertit, der hævder at homoseksualitet er en dødssynd og derfor skal homoseksuelle henrettes! Den slags trækker de fleste folk på skuldrene af og tænker, ”nå ja, der snakkes så meget”! Men lad os lige prøve at spole filmen tilbage til julen 2008, tage en tur over sundet til Malmös muslimske ghetto Rosengården!
Et par dage før jul blev en ung mand ved navn Daniel Nordström fundet død i sin seng. Der var ingen tvivl om, at han var blevet myrdet på den mest bestialske måde. Politiet konstaterede at den unge mand var blevet torteret, inden halsen blev skåret af. For udenforstående var der ingen tvivl om, at dette var et rendyrket eksempel på ”hat-brott”, som det hedder i Sverige, når der ligger racistiske motiver bag. Daniel var ikke bare homoseksuel, hans danske sambo var derudover soldat og var i tiden for mordet i tjeneste i Afghanistan.
Politiet havde gode spor at gå efter. Som de to klovner, der forsøgte at brænde kunstneren Lars Vilks hus af for et par uger siden, men skadede sig selv mere end bygningen, havde heller ikke de to mordere i Danielssagen nogen doktorhat i forbrydelsens kunst. Kushtrim Ademi og hans kammerat Abdurraham Nika havde efterladt så mange spor i form af blodige aftryk og mobilsamtaler, at de sikkert var blevet hentet til afhøring meget tidligere, hvis ikke det meste af politietaten havde været på juleferie, da mordet fandt sted. Den 16. januar var de to unge muslimers tid i frihed forbi. Nu gjaldt det så for politiet om at finde et motiv til grusomhederne. Det viser sig at Abdurrahams far er formand for den radikale kosovoalbanske gruppe med navnet Al Nour Drita der endnu reklamerer på webben over hele Sverige. Begge de unge er opdraget i islam og har egne websider med radikalt materiale, der prædiker død over homoseksuelle og islams fjender.
Islam er stadigvæk ”Fredens religion”
Mærkværdigvis kan anklageren ikke se noget sammenhæng med islam og retten dømte de to kulturberigere til latterlige 18 måneders respektive 36 måneders ungdomsfængsel! Så meget er en 20 åring værd i Sveriges eget Islamabad, muslimstaden Malmö! Kan man godt sige, at der er næsten frit slag for bokseren Vogel ”Abu” Hamsa i Berlin? I Tyskland er det om end endnu sværere at påvise hate-crimes, hvis ikke forøveren erkender med hånden på hjertet. Men i Tyskland er myndighederne dog meget foruroligede over det, er er ved at ske med landet, på grund af denne eksplosionslignende lavine af konvertitter med bindegale opfattelser af ret og fejl – baseret på islam naturligvis. For der er gang i den. Ikke sådan at Vogels folk tager til Sverige og myrder bøsser i flæng. Det var nok sådan det begyndte, men nu er det talibanland, der trækker.
Vogels unge tilhængere tager nemlig som oftest på træningslejr i Afghanistan eller Pakistan, så snart han har konverteret dem, og de har sværget troskab til profeten og koranen. Når de kommer hjem kan de bruges som soldater i den hemmelige trojaner-hær, som Vogel i disse fredstider anvender til at trykke og distribuere hans salafistiske hadeskrifter, der truer såvel de vantro som muslimernes egne obsternasige kvinder med bål og brand og snarlig død. Målet for Vogel er at indføre sharialov i Tyskland. Mens han samler kræfter – eller soldater, ikke at forveksle med “Frelsens Hærs Soldater” – anvender han tiden til at finde på metoder, hvormed han kan tugte de egne muslimske kvinder, og hvem ved, måske “tugter” de også snart vores kvinder, der ikke går med slør – endnu!
Postlude
Det har altid forundret mig, hvordan det kan være, at de store ledere af fredens religion, islam, er så glade for omvendte forbrydere og halvpsykopater, at det er dem, man satser på i Europa for at udbrede islam. Men egentlig er min undren jo et tegn på dumhed. Min dumhed. Har vi ikke altid vidst, at de værste ismer altid har anvendt bærmen, medløberne, sådanne som Reino Wahid, Abu hamza Voller med flere for at tilrane sig magten over de producerende borgere – sidenhen ryger så deres hoveder, når der skal gøres rent efter slagteriet! Desværre oplever vi – der protesterer fra begyndelsen – sjældent at opleve enden, for vi er jo de første, der mister hovedet – i bogstaveligste forstand.
26. maj - 2010 - Kl. 11:53 - Del denne artikel med dine venner
Ja, hvad var det nu med hende Aisha?
Med denne titel forsvarer tidligere folkekirke præst Ricardt Riis Skånepartiets leder Carl P. Herslows ret til at “skilte med” Muhammeds og Aishas barnebryllup. Riis vil tilbage til et samfund, der reagerer på vore præmisser, i stedet for den nye samfundsorden, hvor det er muslimerne, der bestemmer, hvad der er ret og rigtigt at gøre og ikke gøre! Riis beskriver sit ønskescenario af den hændelse, der nu er blevet til en skræmmende retssag om ytringsfrihed og censur i det Sverige, som vi før troede var en demokratisk retsstat!
Ricardt Riis er en flittig debattør på Kristeligt Dagblads “Eftertanke”. I sagen om Hans Erling Jensens udelukkelse, mener Riis, “at det er mærkeligt, at administrationen der ikke imødegår med argumenter, men med forbud”. Vi har opfordret Ricardt til at skrive flere klummer for Eticha – den indbydelse håber vi så, den veskrivende religionsvider tager i mod……
“Lad os tænke os, at man ikke havde puffet muslimerne ind i en offerrolle med den slags tiltag! Lad os forestille os, at muslimerne havde lært at svare igen! Skulle der så ikke være en eller flere muslimer, der i et læserbrev i en svensk avis kunne forklare Herslow og os andre, hvordan han ser på Muhammeds ægteskab med Aisha, og måske også argumentere for, at det ikke er et carte-blanche for nutidige muslimer til at gøre det samme. Og hvis en anden muslim så ville angribe ham for at svigte islams idé, herligt! Hvilken diskussion kunne vi så ikke blive vidne til!”
Her kommer Ricardt Riis uforkortede indlæg i debatten
Hun var datter af Abu Bakr, én af Muhammeds trofaste følgesvende, som blev den første kalif efter Muhammed. Og det særlige ved hende var, at Muhammed bad om hendes hånd, da hun var seks år gammel og fuldbyrdede ægteskabet med hende, da hun var ni: mens hun endnu legede med dukker, som hun selv siger ifølge en hadith.
Det vil sige: Muhammed havde seksuel omgang med et barn på ni år. Den slags kalder vi i dag pædofili, og det er i vore samfund gjort strafbart. Med fuld ret; for at bortgifte børn er at fratage dem deres barndom, den barndom, de skal bruge til at modnes til normale voksne individer. Det fik Aisha altså bare ikke lov til, for hun blev gift med Muhammed.
Det kan man forarges over, eller det kan man beundre, alt efter temperament, det er sådan set ligegyldigt. Men hvad der ikke er ligegyldigt, er, at muslimer i dag mener om Muhammed, at han var et eksempel til efterfølgelse i alle henseender, også hvad angår hans ægteskab med Aisha (33:21). Og så går det galt. Så er der mange pigebørn, der som Aisha bliver berøvet deres barndom. Så gives der legitimitet til den forbryderiske praksis, der findes i dele af Mellemøsten, at ældre mænd gifter sig med ni år gamle piger. Hvordan kan dog noget sådant finde sted?
Det kan det, fordi muslimer stiller koranen, haditherne og shariaen over fornuften. Alt det, man kan sige sig selv, alt det, vi andre finder selvindlysende, fordi vi synes, enhver kan se, hvad der er rigtigt og forkert, det må i muslimens sind vige for koranens eller shariaens bud. Vi finder det naturligt, at det, der skal være lov i landet, er, hvad vi kan blive enige om. Muslimen finder det godt og rigtigt, at det, der skal være lov i landet, er, hvad koranen og sharia siger. For, som en muslim har udtrykt det: vore love, det, vi bliver enige om skal være lov, er jo menneskeskabte, men deres love, det som koranen og sharia siger, stammer direkte fra Gud.
Skal vi udtrykke forskellen på en mere teologisk måde, kan vi sige, at vi regner med den naturlige lov, og betragter al tale om guddommelige love som forsøg på at hive sig selv op ved hårene, mens jo omvendt muslimer, når først påstanden om koranens ord som guddommelige står fast, kan betragte alle andre love som love af ringere karat end de muslimske. Eller vi kan sige, at Paulus med sine ord i Rom 2,15 om, at vi hedninger har loven skrevet i vore hjerter, når vore tanker anklager eller forsvarer hinanden, lader os ane, at den guddommelige lov netop kommer til udtryk gennem vores indbyrdes diskussion; hvilket vil sige, at loven udvikler sig i menneskesamfundet over tid; vi kristne kan altså blive klogere; vi finder en større og større sandhed; vi bliver mere og mere klar over, hvem mennesket er, hvad man kan forlange og forvente af menneskene i samfundet.
Dette er i eklatant modsætning til muslimernes guddommelige lov. For med den har muslimerne fundet sandheden; de har den allerede nu i fuldkommen skikkelse, den skal ikke udvikles, den skal blot efterleves. Man skal ikke diskutere pro et contra, man skal ikke spørge, om det nu også kan være rigtigt, om den eller den handling er menneskelig eller umenneskelig, om dette eller hint fra traditionen medfører uheldige bivirkninger, man skal blot adlyde det, de lærde er nået frem til. Og de lærde skal blot holde sig til traditionen, det vil sige: gennemgå koranen og sharia og udpensle det til brug for retspraksis i nutiden. Hvis kvindens vidnesbyrd i sharia kun gælder det halve af mandens vidnesbyrd, så vil det være sådan i al evighed, samfundet kommer ikke at udvikle sig, kvindesynet ikke at forandre sig, så den regel kan aldrig ændres. For den er guddommelig i sin oprindelse, og mennesker laver ikke om på guddommelige love, de er jo som guddommelige på forhånd fuldkomne, og de mennesker, der ‘har’ dem, kan derfor ikke blive klogere.
Og altså: hvis profeten ved sit eksempel har givet til kende, at det er i orden, at en ældre mand gifter sig med et barn på ni år, så er det i orden, for den mand var Guds sendebud og hans handlemåde kan og skal en troende muslim efterligne. Ikke, at han absolut skal gifte sig med en niårig pige, men ingen skal komme og påstå, at han ikke får lov.
Javist, sådan er det. Og dog. Jeg har konsulteret en hjemmeside, hvor en person, som kalder sig Silas, undersøger fænomenet ”Aisha” ret grundigt (se her: http://www.answering-islam.org/Silas/childbrides.htm). Jeg skal ikke gå alle detaljerne igennem, kun fremhæve to ting:
Silas vender sig imod en lang række moderne muslimer, som tilskriver Aisha en alder på omkring de 14 år, da hun blev gift med Muhammed. Det er forkert efter kilderne, hævder Silas. Med rette, mener jeg. Men selv om det er forkert, historisk set, så kan det godt være rigtigt, etisk set. Der er jo så åbenlyst sket det, at selv sådanne troende muslimer godt kan indse, at den påstand om, at sharia altid har ret overfor vor sunde fornuft, den holder ikke i dette tilfælde. Og frem for at bøje deres opfattelse, bøjer de de historiske kendsgerninger. Vel er det forkert, historisk set, men det er dog glædeligt, etisk set.
Silas fortæller også, at der er muslimske lande, der har lovgivet imod dette eksempel fra Muhammeds liv. I Indonesien var der f.eks. en imam, der havde ‘giftet sig’ med en 12-årig pige. Men det blev han anklaget for efter en lov om beskyttelse af børn. Og man så fra myndighedernes side tilsyneladende stort på hans påstand om, at hans religion betragtede det som tilladt. Også det viser, at muslimer er modtagelige for fornuft, oven i købet også, når den går imod det, der i andre muslimske lande regnes for guddommelig lov.
Hvordan er det her?
Hvor aktuelt er nu dette spørgsmål i vore lande? Formentlig ret uaktuelt. Jeg vil tro, at det hurtigt ville blive opdaget, hvis en niårig muslimsk pige havde seksuelt samkvem med en ældre mand, uanset om de så aldrig så meget var blevet ‘viet’ af en imam. Hvis hun ellers er registreret i vore systemer, vil man nok opdage forbrydelsen i hendes skole. Og så ville det hos os forbryderiske forhold nok blive opklaret.
Derfor må det nok betragtes som en overreaktion, når Skånepartiets stifter, Carl P. Herslow, på lygtepæle i Malmø har ophængt en plakat, der viser en nøgen mand, Muhammed, og en nøgen pige med en dukke i hånden, med teksten: ”Muhammed med hustru, han 53 och hon 9. Är det sådana bröllop vi vil se i Skåne?” Han må i hvert fald gøre det sandsynligt, at den slags forekommer blandt muslimer i Skåne. Og det tror jeg bliver vanskeligt.
Der er mange områder, hvor det er langt mere naturligt at forlange en forklaring på, hvordan muslimer tolker deres sharia i forhold til gældende dansk eller svensk lov. Kvindelig kønslemlæstelse (det, andre kalder kvindelig omskæring), de såkaldte ‘æresdrab’, kravet om drab på frafaldne, forbudet mod, at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslim, m.m., alle sådanne steder er det på sin plads at spørge efter, hvordan vore muslimske landsmænd får den slags til at harmonere med vore love. Men ikke, hvad angår ”Aisha-problemet”. For det er ikke et problem endnu.
Men det må så også siges, at det er en endnu større overreaktion, når den svenske rigsanklager nu vil tiltale Herslow for ”hetz mod folkegruppe”. Det viser noget om, hvor langt ogsåvi er ude, for også vi har jo en racismeparagraf. For det første er det noget vås at kalde islam for en race eller en folkegruppe. Sin race eller folkegruppe kan man ikke ændre, men sin religion kan man ændre, hvis man synes, den er for vanvittig. Men det er såmænd det mindste af det. Langt værre er det, at denne reaktion: at ville forbyde en ytring, er en muslimsk reaktion. Vi har med racismeparagraffen overtaget den muslimske tankegang, der går ud på, at ytringer ikke skal besvares med ytringer, men med forbud. Tidligere mente vi, at plakater skulle man reagere på med modplakater, ytringer med modargumenter, tegninger med modsatrettede tegninger. Men denne frie tankeudveksling, som – bevares – godt kunne være noget indædt, har man syntes, det var alt for synd for de stakkels muslimer at skulle deltage i, så derfor har man lukket den ned, før den er begyndt.
Lad os tænke os, at man ikke havde puffet muslimerne ind i en offerrolle med den slags tiltag! Lad os forestille os, at muslimerne havde lært at svare igen! Skulle der så ikke være en eller flere muslimer, der i et læserbrev i en svensk avis kunne forklare Herslow og os andre, hvordan han ser på Muhammeds ægteskab med Aisha, og måske også argumentere for, at det ikke er et carte-blanche for nutidige muslimer til at gøre det samme. Og hvis en anden muslim så ville angribe ham for at svigte islams idé, herligt! Hvilken diskussion kunne vi så ikke blive vidne til! Helt anderledes end nu ville vi så kunne fornemme muslimerne som en del af vort samfund.
Noget sådant er ikke sket, og sker formentlig ikke. For nu opfatter både vi og muslimerne selv dem jo som ofre for hadske indlæg. Derved er der en yderst vigtig diskussion, der aldrig bliver til noget.
25. maj - 2010 - Kl. 23:18 - Del denne artikel med dine venner
Under henvisning til det kommende moskebyggeri i København er der et par ting, som ingen åbenbart helt har fået fortalt eller vil tro på.
Af Poul Berg til Københavns Borgmester institution
De folkevalgtes uvidenhed eller påtvungne/påtagne politiske korrekthed er dødsens farlig for landet. Det samme gør sig gældende i hele den frie verden. Man går ud fra, at islam bare er en anden form for kristendom, og indeholder den samme medmenneskelighed og kultur. Det er islam ikke. Islam betyder død over alle “vantro”, der ikke tager sig i agt. Det er en krigerisk politisk organisation, der intet har at gøre med religion. Muhammed var en svindler, og Allah er kun hans egen opfindelse.
”Sam Solomon, den muslimske jurist som konverterede til kristendommen, har mange gange konkluderet, hvad islam er, ”ilsam er skabt af Muhammed for Muhammed”! I 15 år var han en af de førende islamiske jurister i verden!
Frihedselskende moskebesøgere på vej ud og bidrage til det danske samfund
Alle de ignoranter, der jubler over muligheden for at bringe dette fjendske fremmedelement ind i vor verden, er at betragte som nye Fritz Clausener, Paul Nielsoner, Lasse Budtzer, Uffe Ellemanner eller Quislinger.
Islam tror på sin egen universalitet og ”Allahs eneste religion”, og muslimer bliver i islam påbudt at underlægge hele verden under islam ”indtil der bare findes muslimer i verden”.
Under islams love om underkastelse får ikke-muslimer valget mellem at konvertere til islam, betale en voldsom skat, som skal betales offentligt eller dø. Selv om betalingen foregår efter aftale, bliver den betalende forfulgt, ydmyget og trakasseret for ikke at opgive sit vantro liv. Han har ikke politiske rettigheder på linje med muslimer. Vantro betragtes ikke som ligeberettigede borgere, de bliver ikke ligebehandlet ved ansættelser, ansøgning om bolig, og specielt ikke i forbindelse med besættelse af ledende stillinger. Dette er normalt, og har været det i næsten 14 århundreder i alle islamiske lande med kristne mindretal.
Denne underkastelse er først og fremmest en anerkendelse af islams politiske førsteret over alle andre systemer, og denne overlegenhed er det obligatorisk at acceptere.
Dernæst, i sin rolle som overlegent religiøst og politisk system, bygges moskeer overalt. I islamiske lande har andre religioner forbud mod at vise deres tro åbent og bygge deres hellige huse: Byggeri af kirker og lignende er stærkt begrænset og kontrolleret. På denne måde er moskeen et fast symbol på den religiøse og politiske identitet af folket.
Kuplen beskriver de selv som stålhjelmen, minareterne som spyd og halvmånen som et segl. Enhver troende er Allahs soldat. (Erdogan)
Allerede i dag er fødselstallet dalende blandt landets oprindelige beboere, da man ikke ønsker, at ens afkom skal lide det, der er værre end døden under den snarlige islamiske magtovertagelse.
Tænk jer om, og sæt jer ind i problemet. Der er nok, der kan fortælle jer om det – ellers er det bare at læse koranen.
Venlig hilsen
Poul Berg
Rønnebærvej 6
Nordborg.
Postscript
Jeg skammer mig over, at jeg endnu ikke har fået kapitlet om moskeerne i islam produceret færdigt. Det handler præcis, som Poul Berg skriver, om at moskeerne er muhamedanernes kaserner, minareterne deres spyd og muslimerne – som allerede er her – deres soldater. Dette står alt sammen at læse i Sam Solomons koncentrerede skrift om stealth-jihaden (immigration) Al Hijra. En bog der burde være kategorisk læser for enhver folkeskolelærer – og dennes elever!
Sætningen, midt i teksten med inddrag og skrevet i kursiv, er en tilføjelse, jeg har gjort.
24. maj - 2010 - Kl. 20:01 - Del denne artikel med dine venner
Danmark nu revner din blomsterfyldte eng….
Danskere tilhører et fredeligt folk. Myterne om de bersærkergående vikinger er ikke andet end farverige historier, vi kan lægge til vores kultur som en medicin, der burde kunne give os saft og kraft til at kæmpe, når det er nødvendigt. For vi har en kultur. Uanset hvad mange af vore egne forsøger at foregøgle os i multikulturalismens navn. Vi har et sprog, en historie og i denne en demokratisk tradition, der så sin spæde begyndelse allerede under vikingetiden. Det islandske al-ting blev etableret i 930 og giver et indblik i en samfundsstruktur, som man sjældent forbinder med oldtiden og vor egen ur-historie.
Det kan være oprindelsen til dette demokratiske embryo, som i selve værket har skabt myten om de ”barbariske” nordiske folk. For vikingerne var egentlig ikke krigere, men håndværkere, jægere og bønder, der levede i homogene samfund med et stor pond af individuelle friheder. En del forskere har med dette i bagtanke forsøgt at forklare vikingernes styrke – og dermed deres ry eller rygte som uovervindelige krigere - med den strategi og effektivitet, de som gruppe var i stand til at opvise, når slaget skulle slås! Vi kan for min skyld fint lade det blive ved det - som en god fortælling at læne os tilbage på. Men samtidig må vi indse, at danskere som sådan gennem tiderne måske nok har vist stor opfindsomhed i perioder, men vi har ikke altid vist lige så stort et mod, som det vikingehistorierne formidler.
Al Hijra
Danmark er et lille land i en stor verden, hvor der ikke skal meget til før alt vendes op og ned. Globaliseringen – konceptordet som indførtes med fremkomsten af internettet, har vist os, hvad der kan ske, hvis vi ikke hele tiden er på dupperne. Den store tilvandring, som er sket under de seneste 40 år og som i perioder har accelereret på grund af totalnaivistiske familiesammenføringer har givet danskerne kniven på struben. Holder vi ikke fast i vore danske grundværdier, demokrati og retsstat, varer det ikke længe førend det, der er vort, går tabt. Sker det, vil det ikke nytte til den tid, at fortryde de smukke, men urealistiske tanker om at frelse hele verden, det evindelige håb om at alt går nok til sidst og den laden-stå-til, som er ved at føre os ud i uføret. Vi vil gerne have inspiration fra fremmede kulturer – så længe det er os selv, der bestemmer farten.
Under anden verdenskrig og besættelsen var der ikke mange danskere, der kunne finde på at kalde de tyske besættelsestropper for ”kulturberigende” eller en nødvendighed for Danmark, for at vi skulle overleve som nation. Tvært imod. Mange skammede sig med kongefamilien i spidsen over den ligeglade appeasementpolitik den siddende regering havde ført op til krigsudbruddet, hvor forsvaret kun fik skillemønter til at opretholde sin virksomhed med og endda forbøds at grave sig ned ved den sydlige grænse. Apatien gik så vidt, at når besættelsesmorgenen endelig oprandt fandtes der ingen befalingsmænd på plads, der kunne beordre kanonerne ladede på øresundsforterne og sænke de tyske troppe- og materielfartøjer, der dermed kvit og frit kunne sejle ind i Københavns havn. Borte var vikingernes aura og Holger Danskes ånd, tilbage sad nationen med tabernes skam.
Nu er vi i gang med den samme procedure igen. Heldigvis findes der dog en ansats til modstand. Vi, der er gået til modværge imod indvandrings- og asylvanviddet, er ikke onde, følelseskolde individer. Vi er mennesker, som jeg selv, der ønsker, at danskere og europæere skal have lov til selv at bestemme vores fremtid. Derfor kræver vi også i denne nye ”modstandsbevægelse”, at få klar besked om, hvordan situationen ser ud – vi vil have tingene op på bordet, som de er, og på en måde så de kan forstås af selv den mest tungnemme.
Egentlig har vi de bedste forudsætninger
Selv bor jeg i Skåne i Sverige. Her er der stille. Pressen er underlagt censur. Statistikerne er ubegribelige og uforståelige. I Danmark finder der en debat sted. Vi har ikke censur – bortset fra i det små, noget som hellere pirrer os end kvæler os – vi har ret gode statistiker og mennesker med indsyn som deler ud af sin viden indefra systemets lukkede korridorer. Så hvor svenskere og andre nationers folk tavsetvinges til at gå til slagtebænken, hvor nationen skal henrettes, så har vi endnu chancen for at redde det rød-hvide liv. I mange år snød de os, dem der skulle hjælpe og passe på os. De forlangte, at vi skulle tage løgn for sandhed, fortielse for fuldstændighed og undertrykkelse for frihed. Vi fandt os i det i mange år. Muhammedtegningerne vækkede os fra denne Tornerosesøvn. Nu mangler vi bare, at der bliver gjort noget – på alle fronter.
Jeg tilhører de mennesker, der tror på retsstat og demokrati, og at vi ikke har fået friheden i evig eje, uden at vi slås for de ting, som vi har kært. I den offentlige debat har vi, der i dag tror på friheden og kategorisk afviser ideologierne og ismerne, der vil båndlægge os, overtaget! Den gruppe elitister, der ud fra sin egen åndelige afmagt fortsætter med at udbasunere, at der findes ingen dansk kultur, at vores sprog er et lån fra andre, og at vore værdier og traditioner er latterlige og ligegyldige – den gruppe råber knap så højt længere. Vi mener, at disse mennesker kan få lov til at tale for sig selv, men ikke for os. De kan slutte sig til den svenske statsministerkandidat, socialdemokratiske Mona Sahlin, der i en tale berømmede muslimernes sammenhold med hån i stemmen at sige ”I har jeres kultur, jeres sammenhold! Hvad har vi? Midsommeraften og stegte sild……”. En sådan holdning skal aldrig få lov til at berøve os andre vort hjem, vor tryghed, det sted, hvor vi kan være i fred med vore vaner og uvaner, på godt og ondt, i det fællesskab, som i mange århundreder har været danskernes.
Multikulti er lig med ballade og fattigdom
Rent faktisk tror vi ikke en døjt på, at freden og husordenen kan bevares i et stort “multikulturelt” samfund af den art, som nogen på bedste kalejdoskopiske vis fabler om at skabe i vort land. Hvordan skulle vi kunne tro på det? Viser netop ikke alle erfaringer, at i de lande hvor meget fremmedartede kulturer, baseret på ideologier eller religion, massivt har trængt sig ind, at en sådan folkevandring ender med opbrud og borgerkrigslignende tilstande? Vi vil gerne have inspiration fra andre kulturer, og vi vil gerne have samkvem med dem. Men vi vil ikke løbes over ende af en masseindtrængen som den Frankrig, Italien, Holland, England og Sverige har oplevet. Vi vil ikke udsætte os selv og vore medmennesker for alle de konflikter, denne immigrationsbølge af anderledes troende beviseligt medfører.
“Reclaim” vore skoler!
Verden tilhører til syvende at sidst ikke dem, der nægter at se i øjnene, hvordan virkeligheden ser ud og derfor frivilligt overgiver sig. Verden tilhører dem, der orker at kæmpe og som ikke giver op, før slaget er definitivt vundet! Da fjenden allerede står midt i riget, kan vi opgive at grave skyttegrave. Vi må slå dem med kundskab og sætte vor lid til fremtidige generationers evner. Derfor bliver vor vigtigste kamp i den nærmeste fremtid, at generobre skolerne. Vi må missionere blandt lærerne, blandt de unge, der er træt af at være ofre for multikulturens skyggeside, vi må producere redskaber, der kan rette balancen i skolens budskab op, vi må kræve at skolen igen bliver en kravstillende læreanstalt og ikke en krigsskueplads for umulige indvandrer børn uden mulighed for at begå sig et progressivt samfund – på deres forældres præmisser.
Det kommer at koste, men det kan lade sig gøre. Inden udgangen af juni har vi på Eticha en plan for re-genereringen af den danske skole som en lærende institution. Du, der læser dette, og har egne ideer eller indfaldsvinkler, skriv til os………nu, i morgen kan det være for sent.
Inspiration hentet fra:
Dronning Margrethe II (og især fra) Ole Hasselbalch, Viljen til modstand Brix, Hansen og Hedegaard: I krigens hus
Røde Orm og flere…..
Hvad var det jeg skrev om her for nogle timer siden?
24. maj - 2010 - Kl. 12:52 - Del denne artikel med dine venner
Denne klumme er dedikeret til alle, der elsker det frie ord og forstår betydningen af at det anvendes! Jeg takker for supporten fra specielt Trykkefrihedsselskabet, (Sappho) Hodjas Blog, Uriasposten…….og selvfølgelig en varm tanke til alle andre, der har kommenteret, skrevet og ringet for at bakke op…….HEJ
Det frie ord på angstens vægtskål
Som debattør er det mest frustrerende, man kan opleve, at blive bortcensureret. Lige meget hvor mange gange man bliver udsat for det, lærer man aldrig at acceptere det. Og det skal man da heller ikke. I fredags gik det igen ud over mig selv. Kristelig Dagblad ekspederede mig ud i kulden, fordi de ikke kunne lide, at jeg refererede en meget kontroversiel sag i Sverige om ”trykkefrihedskriminalitet”, som det hedder hinsidan. Referatet kan læses i sin fulde udstrækning her!
Gennem de seneste år er jeg ellers blevet ekspederet – med et spark bagi – ud af Avisen.dk samt Information! Det sidste synes jeg er mærkværdigt, fordi ”pampletten” kalder jo sig selv for Information. Jeg ved ikke rigtigt, om det er nogen reell trøst, at jeg ikke er alene. Om I bare vidste, hvor mange åbenbare ”dissidenter” der findes i dette land! Eller er problemet i virkeligheden de mange bange debatredaktører? Kan de være bange for muselmændenes sabelsvingende vrede? Bange for at miste de sidste abonnenter? Bange for at støde sig med PK-etablissementet? Jeg ved det ikke. Men da dette jo er en debatblog, modtgaer jeg gerne flere forklaringsforslag. Det er også tilladt at kritisere mig for at være spammer, indholdsløs, unødvendig provokerende og så videre – jeg sletter kun kommentarer for grimt sprogbrug aldrig fordi jeg er uenig i indholdet.
Kvalitet, hvad er det?
Selvfølgelig kan man altid forsvare private mediers ret til at udelukke debattører, der ikke passer ind i rammen for mediets profil. Men en “advarsel” på forhånd var jo nok at forvente sig. Klokken 21 fredag aften skrev KD følgende til mig:
Kære Hans Erling Vi har udelukket dig fra vores blogunivers på eftertanke.dk. Vi har ambitioner om at skabe et højkvalitets-blogunivers, og her synes vi ikke, du hører hjemme. Det er altså ikke en udelukkelse pga. en overtrædelse, men en udelukkelse ud fra en kvalitetsvurdering.
Med venlig hilsen Anders Ellebæk Madsen Internetchef, Kristeligt Dagblad
Den ene grund kan åbenbart - i medieverdenen – være lige så god som den anden. Hvad Anders Internetchef i virkeligheden glemmer, er de mails som ”mediet” KD’s Eftertanke.dk uopfordret har sendt ud til alle bloggere på Eftertanke.dk, hvor redaktionen opfordrer os til at tage del i debatten. (Det kan jeg i og for sig godt forstå, for der er langt mellem indlæggene og tæt mellem elektronisk spam – her er et godt råd: installer en spamdræber på WP’en) Men ok! Kan man ikke præstere ”højkvalitet”, da er det bare at pakke sammen. På ”180grader” skriver Fredrik Lidstöm om KD censuren, ”at Hans Erling Jensens ytringer ikke rører ham det mindste, i det hverken det ene eller det andet (HEJ skriver) er ønsket, da det ikke bidrager med noget positivt eller er med til at skabe et behageligt sted at blogge!”
På Eticha er vi i gang med et større projekt, der handler om at skabe kritiskt reflekterende samfundsborgere. Behøver jeg at sige, at Fredrik Lidström er ung! Han søger ikke “kritik eller reflektion” han søger et behageligt sted at være, hvor alle kun taler om pæne ting og stryger hinanden med hårene. Det er jo til at få åndenød af.
Hvordan skaber man fremgang i et samfund, hvis der ikke findes forskellige meninger, forskellige måder at udtrykke disse meninger på, og steder hvor en hidsig debat kan gennemføres – uden at den ene part bortcensureres? Den muslimske verden er et sådant univers, hvor der ikke findes nogen fri debat eller miningstilkendelgivelse. Er det disse samfundsnormer, vi gerne så indførte i Danmark?
Ole Gerstrøm og Information
Debattøren og politikeren Ole Gerstrøm blev for en tid siden ekskluderet fra ”tryksagen” Informations blogunivers, idet debatredaktør Espen Fyhrie mente, at Ole Gerstrøm ”var til gene for de øvrige debattører”. Gerstrøm havde stillet sig undrende til visse redaktionelle indgreb, hvor indlæg og kommentarer sporløst forsvandt, hvilket Espen Fyhrie forsvarede med følgende ord: ”Når du hernæst begynder at diskutere vores debatmoderering i artikelkommentarer, må vi konkludere at du bevidst forsøger at forstyrre debatten. Din adgang til information.dk er derfor blevet lukket, af hensyn til de andre debattører.”
Hvad var så Ole Gerstrøms væsentlige brøde, det der udløste udelukkelsen? Jo ser I, bortset fra at han kritiserede moderationen (”partiledelsen” eller ”overmuftien” om I vil), så skrev Gerstrøm også om det urimelige i at give Pakistan u-lands hjælp når samme Pakistan anvender sine bidrag til at udruste terrorister og sende disse rundt i verden for at myrde og slå ihjel. Ole vil gerne at Danmark følger Schweiz’ eksempel og forbyder minareter. Han forsøgte at dele ud af sine kundskaber om islam og den muslimske historie, hvor jihad er et påkrævet element, og hvor svig og bedrag indgår som hellige midler, når der gælder om at besejre fjenden – tage fjendens kvinder som slaver og halshugge mændene. Gerstrøm har skrevet om burkaer, stening af vantro, afhugning af lemmer, hængning af homoseksuelle, nedbrænding af pigeskoler og tvangsgiftemål af småpiger til gamle mænd i Allahs navn! Hård kost altså. Information har som mange andre medier – efter Muhammedtegningerne – annammet den nye bløde udtryksmåde, som de islamiske lande rekommanderer: ”Information med måde og at ytringsfriheden selvfølgelig er det største i vores verden, bare den ikke sårer eller krænker nogen”!
Dagens Kristeligt Dagblad
Det er uhørt at en kristen avis, opretter en brevkasse, der hedder ”spørg om Islam” og så lader en overbevist muslim svare på spørgsmålene – uden at kommentere svaret. Jeg er jo blevet afskåret fra at kommentere det skrevne i dette medie, så dagens 9 klasse spørgsmål må nøjes med at få eet enkelt svar – fra en erklæret islamist! Fatter KD ikke, at de på den måde er med til at nedmontere demokratiet og lægge vor fremtid som nation i hænderne på en generation, der ikke har haft mulighed for at granske indholdet på de forskellige hylder kritisk?
Indslaget i KD kan læses i sin helhed her! Det er ikke for sarte sjæle! Det er dhimmi-kvababbelse i den mest rendyrkede version. Mohammad Al-Jizani forklarer ytringsfriheden med en retorik, der giver udtryk for, at islam har højere til loftet end nogen anden ideologi, mens han afslutter med at sige: ” Islam går lige så meget op i ansvar. Derfor siger Imam Ali (as), at sand ytringsfrihed handler om, at man ytrer sig i en god hensigt (det man mener, er sandheden).”
…og hvad er så sandheden!
For mig er sandheden, at pamfletterne Kristelig Dagblad og Information har konverteret til Islam og samtidig kastet sine henholdsvis kristne og socialistiske ideer på skraldemøddingen sammen med enhver drøm om demokrati og retfærdighed. Ytringsfriheden er de ligeglade med. KD’s ledelse er teokrater og vel inderst inde misundelige på den lemminglignende islamiske umma – ”bare det var vores”.
Information har vel ingen anden ideologi tilbage end at være klassens tyndeste tryksag – i øvrigt glimrende skildret af Per Højholdt (Gittes monologer) for år tilbage. Min sandhed, som gamle Ali synes, at jeg har ret til at fortælle, er også, at det er helt ud i skoven, at en røverhistorie som koranen skal legaliseres som ordene fra en gud (Allah) i vores moderne retsstat. At kvinder gøres til anden rangsvæsener med koranen i hånden, kristne til vantro, jøder til grise og aber, hinduer til frit vildt, der skal slagtes som de guds fjender de er sammen med sådanne som mig selv og enhver anden, der ikke tror på Allah, Muhammed og den sidste dag!
Jeg er sikker på, at islamisten Al-Jizani (hvis skolegang i øvrigt i følge KD består af – ja rigtigt – koranskole!) og hans arbejdsgiver kristeligt Dagblad, er helt enige i, at min sandhed ikke er omfattet af Alis’ definition af sand ytringsfrihed – men jeg tilgiver dem, for den gode hensigt, jeg har, er jo netop at eksportere begges holdninger der hen hvor peberet gror!
22. maj - 2010 - Kl. 18:57 - Del denne artikel med dine venner
Kristeligt Dagblad udelukker debattør efter offentliggørelse af Muhammed-tegninger
Censur på Kristeligt Dagblads blogunivers Eftertanke.dk
22. maj 2010 Uwe Max Jensen
Mens der var himmelhøjt til loftet, når tidligere imam Ahmed Akkari tordnede mod homoseksualitet og menneskets frie vilje på Kristeligt Dagblads internetportal Religion.dk, er der lidt lavere til loftet, hvis debatører refererer til historier, der vedrører religionsstifteren Muhammeds forhold til mindreårige Aisha.
I Sverige stilles Skånepartiets stifter Carl P. Herslow for retten med en tiltale for ”hetz mod folkegruppe”, efter at partilederen har hængt plakater op i lygtepælene i Malmø. Plakaten viser en ældre mand, der holder en lille pige i hånden. I hånden har den lille pige en bamse. Plakatens billedtekst lyder: “Muhammed med hustru. Han 53 og hun 9. Er det sådan bryllupperne skal være i Skåne?”
Denne sag har debattøren Hans Erling Jensen skrevet om og illustreret med et billede af den omtalte plakat på Kristeligt Dagblads blogunivers Eftertanke.dk. Avisen har imidlertid fjernet posteringen og efterfølgende helt udelukket Hans Erling Jensen fra Eftertanke.dk.
I en mail til Hans Erling Jensen skriver Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen:
“Vi har udelukket dig fra vores blogunivers på eftertanke.dk. Vi har ambitioner om at skabe et højkvalitets-blogunivers, og har synes vi ikke, du hører hjemme. Det er altså ikke en udelukkelse pga. en overtrædelse, men en udelukkelse ud fra en kvalitetsvurdering.”
Hans Erling Jensen bor i Sverige, og han har ikke meget til overs for Kristeligt Dagblads censur.
“Jeg føler mig som Hans Bendix før krigen, og jeg er målløs over Kristeligt Dagblads beslutning om at censurere og udelukke mig. Jeg har ikke gjort andet end at referere en historie fra vort broderland Sverige, hvor jeg tilfældigvis bor,” siger Hans Erling Jensen til Sappho.
Hvad mener du om Kristeligt Dagblads begrundelse?
“Hvad er højkvalitet. Det må være, når man skriver det, der passer Kristeligt Dagblad. Kristeligt Dagblads holdning er dræbende for den fri debat. Den er en reminiscens af de diktaturstater, som vi i Europa for længst har kørt på historiens mødding,” udtaler Hans Erling Jensen.
Hans Erling Jensens bortcensurerede indlæg er nu tilgængeligt her
22. maj - 2010 - Kl. 17:05 - Del denne artikel med dine venner
Kære læser, hvornår så du sidst Lars ”Jysk” Larsen stille sig op på TV og reklamere for IKEA?
Nej jeg har heller ikke set det! Ingvar Kamprad (IKEA’s ejer) har, så vidt jeg er orienteret, heller ikke reklameret for Jysk. Anderledes er det med mange af folkekirkens sjælesørgere. De fører sig frem som islams beskyttere, nogle af egen fri vilje, som talende reklamesøjler for det multikulturelle univers, andre udnyttes på det groveste af den rød-grønne socio-islamiske enhed, der anvender AFA som sit eget private SA-korps!
Den sidste i rækken er sognepræst Niels Ulrik Grymer fra Ålborg, der ifølge hans eget udsagn, var blevet anmodet om at holde en tale ved fredagens moskedemonstration i Ålborg. Det var ikke SIAD, der havde bedt ham komme, men der i mod Esben Obeling, som havde samlet en skare og anmeldt en moddemonstration med gruppen ”Initiativet for Magfoldighed” som afsender. Pastor Grymer pakkede sit dhimmi budskab ind i dronningefraser om de fremmedes fortræffelighed og havde endda fundet på sin egen jesusagtige lignelse, som han henlagde til Ålborg Zoo. Her følger den med præstens egne ord:
”I en zoologisk have er der altid en mangfoldighed af dyr. I Kristi Himmelfartsdagene havde Aalborg Zoo så gjort en ekstra indsats for at vise, hvor mangfoldig naturens og dyrenes verden er. De fleste er enige om, at mangfoldighed er et plusord, i hvert fald i naturens verden.”
Men hov, hvad er det han siger dette gudstjenende orakel? Hvordan var det dyrene gik der i Zoo? Tigerne ved siden af løverne, aberne kløede dem på ryggen. Ulve og geparder legede med små vaskbjørne og kærligt slikkede guds små lam, mens antiloperne helt urædde kælede med panterens afkom?
Desværre var jeg ikke i Ålborg Zoo Kristi Himmelfartsdag – jeg tror heller ikke Niels Ulrik Grymer var der. Så ville han have set, at der var sat hegn op, høje hegn og høje mure, rundt om rovdyrenes domæner. Næsten alle arter i den Zoologiske have lever adskilt og holdes sikkert og anstændigt indespærrede for at de ikke skal udvide deres revirer og slå de øvrige kulturer – undskyld arter ihjel, hvad enten det er for sjov, eller fordi de tror, de er sultne.
”Hvordan er det i menneskenes verden?” Sådan forsatte pastoren sin belærende udlægning af teksten, møntet på alle dem, der måske ikke er så interesserede i, at en ny ”art” nu etablerer sig lige midt i deres gamle afprøvede revir! Jo nu skal jeg prøve at vise, hvordan det er. Her er et billede af en mur, der er bygget nede i mellemøsten, hvor ”fredens religion” jo stammer fra – ligesom også kristendommen gør, og som pastoren jo hellere skulle foretræde end det islam, som sprogforskeren Tine Magaard for flere år siden har påvist – i sine kanoniske tekster – indeholder signifikant flere opfordringer til vold og udryddelse af anderledes tænkende og troende end kristendommen, hinduismen, buddhismen og alle andre religioner til sammen. Jeg stopper lige for at få luft.
Pygmalion syndromet
Pastor Grymer fortsætter med at spanke danskerne og kører lige islamkritikerne gennem den psykologiske vridemaskine, der gør os til skurkene og de stakkels muslimer – der endnu ikke er blevet terrorister – til de stakkels ofre. Snedigt anvender den lærde gudstjener det gode og sikre Pygmalion syndrom i sin Margrethe II belærende opsats!
”Men vi må for alt i verden ikke stemple alle fremmede som ekstremister eller potentielle terrorister. Heller ikke alle muslimer. Hvis vi gør det.. hvis vi møder dem som en trussel, risikerer vi, at de reagerer ved at blive, hvad vi ser i dem: en trussel.”
Sådan en gang sludder – og så fra en voksen mand med egen linje direkte til vor herre. Hver dag udsættes vi for trusler eller antydninger af trusler fra en eller anden imam eller talsmand, der repræsenterer islam og dermed et antal muslimer, som man ikke får lov til at tale om, for så er man racist eller fremmedhader! Er det vores skyld, at de truer os? Er det for at vi ser dem som en trussel, at de sprænger alt, der kommer i deres vej i luften?
Nej, deter ikke hverken vores eller vore forfædres skyld, at muslimer udøver vold, dræber os og hinanden og slår ihjel. Islams tilhængere, muslimerne, mange af dem, har vist os, at de er farlige helt uden vores hjælp. Historien viser det, nutiden viser det, Theo van Gogh, Bali, New York, Madrid, London, Fort Hood, Kurt Westergaard, Lars Vilks, Sahlman Rusdie, de 4 PET agenter, der passer på Pia Kjærsgaard og så videre viser os at alt for mange muslimer er dødsensfarlige. Jo mere religiøse og rabiate de bliver, jo farligere bliver de for både samfund og individ. En moske her og en der betyder for dem, at islam har sejret – over de vantro os!
Naivitet så det basker
Kære Niels Ulrik Grymer,
jeg synes du skulle lytte lidt mere til din kollega Rolf Sloth-Henriksen. Selv om jeg ikke er nogen religiøs person, så synes jeg da, at er man kristen, så kan man da ikke kissemisse med en voldsideologi, der – forklædt som sreligion – ikke accepterer et eneste af de kristne dogmer! Med andre ord: Læs din koran før du lader dig besnakke til til holde din næste festtale.
Det er selvfølgelig fint, at du overfor Eticha udtaler, at du tager afstand fra kønslemlæstelse, og at vi selvfølgelig ikke skal acceptere den slags i vort land, som demonstrationslederen Esben Obeling ifølge Nordjyske.dk mener, at vi skal, ”for det er jo deres præmisser”! Du er helt sikkert et rart menneske et af de gode mennesker, der henvises til, i ordsproget ”det er ikke de onde, der er farlige, det er de godes menneskers samtykke”! Det, at du så let køber snakket med, at imamen i Danmarksgade er blevet fejlciteret, fordi han den gang, han fortalte om sin overbevisning om det rigtige i at skære små pigers kønsorganer i stumper og stykker, ikke var god nok til dansk, det peger på en naivitet, du let kan kureres for, hvis du bruger en times tid på YouTube og lytter til, hvad de ”kloge” imamer og andre gejstlige muslimer gylper op der!
Af Hans Erling Jensen – som lige i dag mener at have fundet sandheden, som de ikke vil vide af på Kristelig Dagblad!
Har du lyst til at læse hele pastor Grymers visse-vassetale, så kan du hente den som PDF her……
Bagefter kan man så synge den velkendte linje: ”Og præsten holdt en tale, men sagde ikke spor!”
21. maj - 2010 - Kl. 11:55 - Del denne artikel med dine venner
Rotterne forlader den synkende skudeskole…
Derfor satser Eticha nu på at få sat en række nye både i vandet! Vi ønsker ikke kun at stoppe hullerne i den gamle med halm. “The hole in the bucket” – som der står i sangen - er simpelthen for stort. Mandskab og materiel er nedslidt. Penge alene hjælper ikke længere. Hvordan skal penge redde en druknende? Hvorfor ikke benytte sommerferien til at total-transformere den danske skole? Måske kan vi så om 10 år begynde at “levere lidt bedre påklædte samfundsborgere” fra skolefabrikken!
Den grimme ælling sidder uhjælpeligt fast i dyndet og bliver aldrig svane på de nuværende præmisser – men som min gamle ven Harry Christiansen altid har sagt. “Det er aldrig for sent at prøve noget nyt”! (Harry er 95 og er just nu ved at prøve nye høreapparater!)
Det værste er ikke, at hun gør det! Det værste er, at jeg og mange andre, der mener hun udfører en modbydelig usolidarisk handling, forstår hende!
Logikken i socialdemokratisk, solidarisk tænkende og Helles & kollegaen Mette Frederiksens agerende er vanskelig at få øje på, eller få til at gå op i en højere enhed. Men forklaringerne ligger lige for. Karen Jespersen opsummerer den stribe af sønderknusende kritiske artikler, som Berlingeren er i gang med at publicere under følgende overskrift: “Opløsning i folkeskolen”! (Se også BT artiklen nederst – hvor Vestager forsøger at bortforklare sit skolegriseri!)
Tressernes pædagogik er slået helt fejl! Måske kunne den bløde model være gået, hvis ikke vore skoler pludseligt under halvfemserne var blevet fyldt med børn og unge fra en modkultur, der anstrenger sig mest for at styre “skoleskibet” på grund, hvis ikke det ligefrem er hensigten at sænke det. Når de politikere, der har været med til skabe skolekatastrofen og pustet mest i sejlene for at grundstødningen kunne blive så effektiv som mulig i dag forsøger at redde sine egne børn fra forliset, så kan danskerne vel ikke længere stoppe hovedet i sandet? Eller kan de?
De ressourcestærke elever, kalder man nu disse politikeres børn. Jo vist er deres forældre økonomisk uafhængige og kan købe den bedste skolegang, så kan deres vælgere, som de har plattet i 30 år med at råbe op om multikulturalismens glæder, sidde tilbage med håret i postkassen og sine egne “dumme unger” i en ikke tosproget, men en 10 sproget skole fuld af “fremmede” børn, hvis kulturelle ballast kan læses i 3-4 suraer i koranen – nemlig dem, der beskriver det samfund, vi absolut ikke vil have – og som ikke har noget med Danmark at gøre som demokrati og retsstat! (2,4,9,33)
Der sidder drengene fra det gamle Dannevang så i sit eget land, i sin egen skole og mobbes langt ned i støvlerne, fordi de har lært hjemmefra at alting er godt, uanset hvor skidt det er – det har Helle og Villy nemlig ladet “jeltvederne” fylde den danske lærer- og forældrestand med gennem årtier! Straffen er den vi oplever nu. Det er vore børn og børnebørn, der må betale. Det er dem, er er tvunget til at udholde den nedladenhed og vold, som de udsættes for af de mange ny-danskere med specielt muslimsk baggrund, der ikke kender til andet end vold og tæsk og “vi er bedst” – det er nemlig sproget derhjemme! At lære noget er ikke “muslimsk”! Specielt ikke at lære det man kan i “kafir-land”! Her regner det med penge, og “jeg har ingen muligheder som indvandrer”! LUDERLAND! Jeg knepper din søster – Giv mig din mobiltelefon – Du er racist og så videre og så videre.
Det er ikke bare lærernes skyld
På Eticha mener vi, det er helt forkert kun at give lærerne skylden for den synkende skole. Når Karen Jespersen trækker den gamle AKF rapport fra 2004 fem og fortæller historien om læreren, der ikke tager problemerne i klassen alvorligt og bare venter på at det skal blive fyraften – eller fyreftermiddag, reagerer jeg med en hovedrysten! Det er for letkøbt at give hundehovedet videre til en gruppe mennesker, der har problemer nok i klasseværelserne. Lærerne er sat til at formidle en opgave, nemlig at uddanne børn og unge. På seminariet er de blevet fyldt med ideologisk snak om “at det gode findes overalt” og at den ene kultur ikke er forskellig fra den anden. Det er grundideerne, de er udstyret med. Så findes der en masse regler, hvor eleverne altid kommer først. Det udgør så det manøvrefelt, de har at bevæge sig på. Her findes for det meste ikke megen ret til mod-sanktioner eller konsekvens-handlinger overfor de elever, der ikke har andre formål med at komme i skolen, end at forstyrre, mobbe og ødelægge.
Politikerne kan ikke, ifølge min opfattelse, tillade sig at tørre ”skidtet” af på lærerne, lærerne får ikke lov at gøre det på eleverne, mens forældrene konstant gør det overfor lærerne – endda i børnenes nærværelse! De mange indvandrere eller nydanskeres komplette mangel på debatkultur eller konflikthåndtering medfører ofte direkte håndgribeligheder, når der opstår oplevede uoverensstemmelser mellem lærer og elev eller dennes forældre. Lærere i de områder hvor ny-danske elever udgør mere end 20% lever ”i en krigszone – ikke bare på arbejdet, men også når de er gået hjem”, som en lærer fra Albertslund fortalte undertegnede i sidste uge. Er der noget at sige til, at der er ved at opstå mangel på entusiastiske, kvalificerede lærere?
Hvad er det så vi vil?
For nogle år siden arbejde jeg med virksomhedsrådgivning. Der fandtes en metode, der kaldtes BPR! Business Process Reengineering. Det betyder at man bryder det eksisterende ned og starter forfra med at kortlægge samtlige processer og forbedre dem, mens man hele tiden vejer indkomne forslag og forbedringer i mod det resultat, man ønsker at opnå.
Det er her det springende punkt gøres tydeligt. Først må de ansvarlige for hele etablissementet blive enige om, hvad de vil opnå – hvad er deres mål. Dernæst, når dette er beskrevet, gælder det om at få “alle på skuden” involverede i at nå målet! Allerede nu kan jeg føle hovederne ryste derude i de små stuer. Skolen? Hold da helt op, der er alt for mange mennesker, til at man kan ændre noget der. Det er selvfølgelig rigtigt, at det er en møjesommelig opgave at vende en supertanker, som skolen kan sammenlignes med, men det er ikke umulig, hvis man ikke forventer resultater allerede “i morgen”!
På Eticha har vi besluttet os for at begynde fra bunden. Vort mål er at fremstille værktøj for progressive skoler og lærere, der har indset at den multikulturelle klasse ikke kan fungere uden en fælles platform, hvor kendskabet til og forståelsen af eksisterende forskelligheder (kultur, religion, værdinormer) er til stede, samtidig som begreberne “acceptere” og “respekt” gives nul-værdi.
Meget mere følger om dette mene i de kommende måneder. Følg med her på Eticha.dk
Med venlig hilsen
Hans Erling Jensen
Læs her om flere, der giver pokker i sine principper – det er jo kun noget der gælder for vælgerne!
20. maj - 2010 - Kl. 16:09 - Del denne artikel med dine venner
En rigtig Skånehistorie – til at ryste på hovedet af!
Nu gælder det at holde hovedet koldt! Skånepartiets stifter Carl P Herslow slæbes for retten og tiltales for ”hetz mod folkegruppe”!
Det er den svenske rigsanklager – eller justitiekansler, som det hedder på rigtig svensk – der mener, at sandheden nu skal for retten, fordi den krænker, fornedrer og fornærmer muslimer i hele verden!
Ja vist læste du rigtigt! Sandheden sidder snart på anklagebænken i Sverige! Det er ikke bare trykkefriheden, der sættes på en alvorlig prøve i denne sag. Det er også sandheden, der udsættes for et utilbørligt pres! Geert Wilders har spørgsmålet hængende i luften i sin retssag i Holland: ”Kan det være forbudt at eksponere sandheden, så at alle kan tage del i den?” I tilfældet med muslimernes profet Muhammed får det hele et totalt absurd skær over sig – folkeforføreren har været død i snart 1400 år! Svenskere og hollændere kan sgu da ikke være helt normale?
Muhammed & Aisha
Det er dette billede, som den kontroversielle partileder har hængt op rundt omkring på lygtepælene i Malmø. Teksten stiller et enkelt spørgsmål: ”Har er 53. Hun er 9. Er det sådan bryllupperne skal være i Skåne?” Overskriften er helt foreneligt med sandheden: ”Muhammed med hustru” (Aisha).
Ifølge rigsanklageren udtrykker Herslow på denne måde ringeagt overfor personer, der lever efter den muslimske tro. Javel og hvad så?
Fra nu af må vi forstå, at når en historisk hændelse ikke passer ind i den politisk korrekte verden, så ændrer politikere og embedsmænd historien, eller gør den ulovlig! Hvad er det næste, vi bliver stillet overfor? Det skal blive rigtigt opløftende at få slutningen på denne historie. Kommer retten frem til at haditherne Sahih Bukhari 5:58:23 og Sahih Bukhari 5:58:236, er falske og ikke rigtige historiske dokument – og i så fald, hvad siger så de lærde muslimer, der mener at haditherne fortæller sandheden? Eller finder retten på, at det er sandt, det der står i haditherne, men at rettroende muslimer føler sig krænkede af indholdet i de kanoniske islamiske tekster?
Vi kan kun udbryde i et dundrende ”Allah u-Ak, ak, ak og ve”
På Eticha har vi fundet et par billeder, der illustrerer det hele en gang til – et af dem har sin oprindelse i en helt ny ”event” fra Pakistan. Den lille pige ser også rigtig glad ud – gør hun ikke?
Af Hans Erling Jensen med inspiration fra flere svenske medier….
20. maj - 2010 - Kl. 12:01 - Del denne artikel med dine venner
First Annual Everybody Draw Mohammed Day
Dette er dagen, og på Eticha vil vi gerne yde vores lille bidrag til festen, der har lukket FaceBook i Pakistan og som sædvanligt medført et hav af voldelige protester, bilafbrændinger, og det der er værre.
MO i Sesamstrasse
MO is suing Danish News Papers
Der findes mange sider derude, hvor Muhammed nu afbildes på de mest sofistikerede og perverse måder.
På Eticha håber vi at de mange tegninger vil medføre en større forståelse hos “modtagerne” af, hvad et frit samfund består af.
20. maj - 2010 - Kl. 10:58 - Del denne artikel med dine venner
Sooreh Hera’s video
Videon som Lars Vilks blev overfaldet for at vise, præsenterer vi her.
I følge vor opfattelse er der ikke så meget at blive fornærmet over….
…..men er man skabt på den måde, at man skal finde noget at fornærmes over, så!
19. maj - 2010 - Kl. 19:07 - Del denne artikel med dine venner
To tosser og en imam – Allah ho Gaybar!
Molotovfummel
Brødrene Alija er nok nogle af de mest fummelfingrede terrorister, der nogensinde har eksisteret. Lillebror Mensur ligger på hospitalet fordi han brændte sig rimelig alvorligt, da han skulle kaste sin Molotovcocktail gennem Lars Vilks vindue! Storebror var ikke til meget hjælp, på trods af at han hedder Mentor! Ja skal man le eller græde?
I eftermiddags blev de begge fængslede, da de mødte op i tingsretten i Helsingborg – Mensur dog i absentia! Desværre ved vi ikke så meget om, hvad der foregik derude ved kunstnerhuset, fordi anklageren valgte at gennemføre retsmødet for lukkede døre. Det var tale om, at der fandtes blod på en af de to knive, som politiet fandt på gerningsstedet. Med den effektivitet de to muslimer indtil nu har lagt for dagen, når det gælder attentatet mod Vilks, skulle jeg dog gætte på, at blodet tilhører en af de sigtede. Man kan måske spekulere på om den idiotiske hadprædikant imamen Anas Khalifa ikke havde lært de to “akademiske” brødre, hvordan man holder på en kniv! Sådan noget med: “Der er skæftet, det holder man i, så skærer man med den skarpe blanke ting der. Den kalder man bladet”!
Det er ikke overraskende at de to tumper er fra Landskrona. Der findes, der ikke længere ordentligt folk. Det var her en ung muslim slog en gammel mand ihjel, fordi de kom op at diskutere en parkeringsplads! Sådan ordner man sagerne i den der religion, som har beriget den skandinaviske kultur så utroligt meget, at de snart kan få lov at have den for sig selv – problemet er selvfølgelig så, hvor skal de få pengene fra til deres BMW’er, maden de skal leve af, deres mobiltelefoner og så videre!
Hvor de små Hitlere går rundt og skaber had
Som skrevet i mit tidligere indlæg idag (Frontkuller i Norden): Vi står midt i krigen. Anas Khalifa bor i Landskrona! Han prædiker had mod vesten, Sverige, hvide mennesker og alt andet, der står i koranen og ahadith, at han skal hade for at være en rigtig god muslim. Så finder han to paphjerner, Mensur og Mentor, som kan ofres!
På fredag, vil jeg vædde på, står hadprædikanten med lommerne fulde af socialbidrag i sin hjemmelavede moske og bræger om de forfærdelige svenskere som lever i en politistat, hvor man ikke længere har respekt for pedofeten Muhammed!
En dag kommer jeg til at skrive det, som jeg hader folk for, når de skriver det om Kurt Westergaard – han har fortjent det, han kunne bare lade være! Sverige har sgu næsten fortjent det! De er selv skyld i det. de har dyrket det! Men nej! Ingen har fortjent muselmændenes infantile vrede og deres profets voldsbudskaber! Det er tiden nu, hvor vi støver plakaterne af og går mand af huse! Og kan skiderikkerne ikke læse, at vores helligdom er ytringsfrihed, så kan vi sgu da slå dem oven i hovedet med plakatskaftet – for tæsk er i følge min ven Cheriffen – der er ægypter ligesom Anas Khalifa – en af de få ting, denne typen af importerede muslimske, psykopater forstår!
19. maj - 2010 - Kl. 16:24 - Del denne artikel med dine venner
Kamp til solen står op i vest
Spørgsmålet er, hvornår vi skal begynde at gøre noget for ikke at blive helt løbet over ende? Først må vi gøre op med ideen, om at islam er en religion. Islam er et politisk system med regler for alt. Islam omfatter regler på det sociale område ja endda helt ned på det personlige plan. I islam er det bestemt på forhånd, hvordan man tørrer sig i r…., hvad man må spise inden man går til bøn i moskeen – for ikke at komme til at fise! Islam er skabt af Muhammed for Muhammed for at kontrollere mindre smarte mennesker.
Det går ikke at skjule det længere. Uanset hvor meget Tarik Ramadan, og hans korps af udglattende eftersnakkere, krøller sine mange tunger, når han forsøger at bagatellisere den muslimske tilstedeværelse i Europa. De, der tror, at det islamiske erobringstogt, der blev startet af Muhammed for mere end 1400 år siden, er endt for længe siden, tager helt fejl!
Allahs soldater bevæger sig ud over hele jordkloden i hurtig strækmarch, godt hjulpet af en vestlig hær af gute menschen og andre nyttige idioter såsom socialistiske præster, overgemte marxister og psykisk svage konvertitter, der har brug for den indbyggede autoritet i islam for at få samling på deres miserable liv. Muhammed var ret så bombastisk, da han udtalte, ”at muslimernes immigrations-jihad vil fortsætte til solen går op i vesten og al modstand har ophørt – og det gør den ikke før solen står op i vest!” (Hadith 3453 – Ahmed & Abu Daw’uad)
Nu var Muhammed jo ikke nogen stor videnskabsmand, selv om der findes et utal af muslimske ”lærde”, der har anvendt al deres tid og energi på at overbevise andre (enfoldige) om, at alt, hvad der findes i verden, og hvordan det blev til, er beskrevet i detaljer i koranen. Med udgangspunkt i oven citerede hadith, kan vi, der så nogenlunde ved, hvordan verden er indrettet, glæde os over, at ”verdenskalifatet” er udenfor rækkevidde under de beskrevne præmisser. Desværre ser det ud som om, vi står foran en lang og sej kamp i bestræbelserne på at få vore muslimske antagonister til at indse, det umulige i profetens opfordring, eller spådom om man vil! Den kamp kan let gå hen at blive meget mere fysisk, end tilfældet har været indtil nu.
Den Skandinaviske Jihad
Sveriges storebrorfaconer, når det gælder indvandringsspørgsmål og i særdeleshed muslimske indvandrere, fik en brat ende for godt en uge siden, da Lars Vilks blev overfaldet af en rabiat jihadist midt i en forelæsning på agtværdige Uppsala universitet. Tumulten var iscenesat på forhånd, og den muslimske jihad-pluton lykkedes da også at få maksimal opmærksomhed. Det er kun få uger siden et foredrag af forfatteren Benno Barnard på lignende måde blev saboteret på Antwerpens Universitet. Den sidste tids mange angreb på ytringsfriheden i Europa viser klart, at vi befinder os i en overgangsfase mellem ”dar al harb” og ”dar al islam”.
Min opfattelse er, at vi allerede befinder os midt i en krig om vort eget territorium. Kampen foregår på forskellige måder lige for næsen af os, og Scavenius’ politiske efterkommere, som lige nu ser ud til at beklæde de fleste myndighedsembeder, forsøger med djævelens vold og magt (eller er det Muhammeds?), at få os til at tro, at trojanerne blandt os er kommet for at berige – eller slet og ret frelse – vor uddøende kultur – eller at vi i alle fald (i følge de eftergivende korrektister) vil have det bedre, hvis vi indvilger i at lade ”de fremmede” bestemme.
I Danmark har vi været i krig siden før Muhammedtegningerne for alvor åbnede folks øjne for, hvor forskelligt vi ser på tingene. Endnu har ikke multikulturelskerne forstået, at man ikke kan blande forskellige kulturer på hvilken måde som helst, uden at det slår gnister og at nogen skades. Problemerkendelsen er simpelthen ikke nærværende. Selv om en lang række fremtrædende personligheder, der har vendt islam i dens nuværende form ryggen, gang på gang stiller sig i skudlinjen, i ordets bogstaveligste forstand, og forklarer, hvilken ødelæggende ideologi islam er i dag, er der ikke ret mange af de ansvarlige politikere, der lytter. De besidder simpelthen ikke den grundlæggende viden om islam. De har aldrig læst koranen, og tror derfor, at den er ”det samme som” bibelen – hvad det nu måtte betyde.
Uden at overdrive kan man sagtens sige, at Vesteuropa, med Skandinavien på toppen sammen med Holland, længe har befundet sig under ”dar al-Ahd”. Det betyder, at muslimerne har en aftale med den oprindelige befolkning, der betyder at disse betaler skat eller afgift til muslimerne, der befinder sig på deres område. Den aftale indgik man helt klart, set fra et islamisk synspunkt, i 1995, hvor den Eurabiske hensigtserklæring (Barcelona-erklæringen) også kaldet Euromed-projektet blev udformet. Vist er der ifølge europæernes opfattelse tale om en frihandelsaftale, der ikke nævner immigration eller import af fødselsoverskud fra de muslimske middelhavslande, som en del indsatte personer hårdnakket har hævdet under de forgangne år. Udtalelser fra Moammar Gadaffi om, at man ikke længere behøver at producere kanoner for at erobre Europa, men nu kan klare sig med barnevogne, peger jo i en bestemt retning, der hver dag underbygges af den enorme nyhedsmængde, der findes om denne påståede 2-3% minoritetsbefolkning med muslimsk baggrund!
Uanset hvad, der findes af skrevne eller uskrevne aftaler, er der ingen tvivl om, hvem der betaler, og hvem der modtager lovlige overføringsmidler – samtidig som der stjæles med arme og ben fra private såvel som fra samfundet! Det fik Norge et bevis på, da de flinke nordmænd for 5 år siden opdagede at de havde næret en slange ved sit bryst! En pakistansk ”taxasvindel” som havnede på milliarder og omfattede 80% af alle pakistanere på ”Østlandet” – og det var dem, der blev opdaget! En økonomisk jihad, som Eticha.dk har skrevet om tidligere.
Det står skrevet
Islam er baseret på koranens tekst og sunna. Sunna er en fælles betegnelse for hadith og sira, der samlet udgør baggrunden for Muhammeds sædvaner og de første muslimske traditioner. Sunna og koranen er grundlaget for den islamiske lov, sharia, som igen er skrevet af såkaldte jurister, der ikke har meget med vestlige jurister at gøre, men mere er en slags præster, der har specialiseret sig på at lovgive ud fra ”hvordan profeten ville have gjort det”. Da Muhammed var en meget skiftende karakter, der levede i en hård tid, hvor enhver var sig selv nærmest, bliver lovene også derefter. Men en ting går igen i koranen, sunna og sharia: Det er tilladt at stjæle fra ikke-muslimer, det er tilladt at bedrage dem, deres kvinder er at betragte som ludere eller slaver, kafirerne er på en måde frit vildt – selv i deres eget land. For Muhammed beordrede jihad af sine ”troende” lejesvende. Han pålagde dem at flytte til andre steder, ind blandt andre folk, og når de var mange nok, skulle de overtage styringen. Opgradere – for nu at anvende et moderne udtryk – fra ”krigens hus” til ”islams hus”!
Spørgsmålet er, hvornår vi skal begynde at gøre noget for ikke at blive helt løbet over ende? Først må vi gøre op med ideen, om at islam er en religion. Islam er et politisk system med regler for alt. Islam omfatter regler på det sociale område ja endda helt ned på det personlige plan. I islam er det bestemt på forhånd, hvordan man tørrer sig i r…., hvad man må spise inden man går til bøn i moskeen – for ikke at komme til at fise! Islam er skabt af Muhammed for Muhammed for at kontrollere mindre smarte mennesker. Religionen er blot en ekstra krydder, som Muhammed anvendte oven i alle de andre undertrykkende mekanismer, og som mange diktatorer sandsynligvis angrede, at de ikke havde anvendt sig af, da de stod på skafottet, eller øjeblikket før de bed i giftampullen! Lige meget hvor mange tyskere, der havde påstået at Hitler var en profet og at nazismen en religion, så havde det ikke udløst et krav til os om at respektere og beskytte nazismen! Nu hævdes det, at 1,5 milliarder muslimer har krav på religiøs beskyttelse, og at deres religion skal holdes fri for kritik!
Muslimer er og bliver i min terminologi Muhamedanere. Så kan de sige, hvad de vil. Jeg er en stor tilhænger af Hirshi Ali, der jo har bekendtgjort, at vi ikke har tid til at diskutere længere. Nu må vi stille krav til muslimerne om at tilpasse sig til den moderne sekulære verden, vi ønsker at beholde her, ellers kan de passende se sig om efter et land, hvor deres sorte overtro, deres kvindeforagt og deres fordømmende indstilling til alt, der ikke lovpriser Muhammed, er hverdagskost! Jeg lover, at jeg ikke sidder på den flade, den dag hvor ytringsfriheden – i form af for eksempel Lars Vilks – angribes korporligt af Muhammeds imbecile muhamedanere, mens deres kvindelige tøjpakker sidder råbene og skrigende på bageste række! Hvilken ynk at være tvunget medlem i en sådan forening.
16. maj - 2010 - Kl. 12:17 - Del denne artikel med dine venner
En lille “blogger” rejste
Ta til Norge – Rejs på ferie…
Men kun hvis du kan klare det uden internettet – det er der nemlig langt mellem her. Måske er det derfor solen skinner så meget – for det gør den i Trondheim, hvor HEJ er på et nødvendigt besøg!
Smukt er her og vi på Eticha vender frygteligt tilbage – senest på onsdag….
Skønt at være væk fra Sverige, mens tyrannerne skriger død over friheden og mordbrænder en kunstners hus – så tæt på hvor jeg selv bor.
Kan ikke svenskerne i almindelighed se, hvad der sker lige for næsen af dem, så kan vi i hvert fald!
12. maj - 2010 - Kl. 11:49 - Del denne artikel med dine venner
Den ynkelige popsanger
»Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan. Det er jo, som da tyskerne besatte dette land. Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land,« siger Kim Larsen til Jyllands-Posten i forbindelse med lanceringen af sit nye album.
I den anledning har Eticha’s Hans Erling Jensen skrevet et brev til schlagerskriveren, hvor han fyrer ham som idol. Man får let den opfattelse, at Kim Larsen er en varm tilhænger af taliban, kvindeundertrykkelse og gasangreb på småpiger, der gerne vil gå i skole, når man ser hans totalt alzheimerske sammenligning mellem Danmarks indsats i Afghanistan og den tyske besættelse af Danmark.
Kære Kim Larsen
Det var dig der sang ”Kanonerne knalder på Kronborg” for mange år siden. Der var kraft i schlageren! Nu sidder du og lumrefiser med selvfede udlægninger, når nogen beder dig om din mening om den danske indsats i Afghanistan.
Du er en hykler. Desværre tror jeg ikke, at du ved det selv, hvilket bare gør dig til endnu en dum ”kendis”, der absolut skal have en mening om alting. En dag kan du sidde på mimrebænken og fortælle om dit livs kamp for de undertrykte – og dem, der har fulgt dit liv, kan rejse sig op og gå derfra, mens de tænker: ”Hvilken nar”!
Du glemmer nemlig en vigtig sag, når du sammenligner den danske militære tilstedeværelse i Afghanistan med den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne kom ikke for at befri Danmark fra en tyran og holde dennes lakajer nede. Vi danskere sprang ikke rundt og slog vore kvinder, fordi de ikke ville have en kasse over hovedet, og vi kastede ikke syre i ansigtet på vore pigebørn, gassede dem eller brændte dem levende, bare fordi de ønskede at gå i skole! I din terminologi legaliserer du alverdens modbydeligheder, bare man beholder det modbydelige indenfor sine egne nationale grænser!
Giftgas mod småpiger
I går igen angreb jihadister en pigeskole med giftgas. Det er det tredje attak på pigeskoler indenfor den sidste måned i det samme område i det nordlige Afghanistan, hvor taliban-idioterne – Kim Larsens venner? – er meget aktive med at ramme civile mål! Den frygtløse mujahedin, angriber små skolepiger med kemiske våben, mens de råber ”gud er stor”. Derefter brænder de småpigernes skoler ned, alt imens Kim Larsen sidder trygt hjemme i Danmark og klapper takten til en ny sang.
I angrebet tirsdag formiddag blev mindst 30 skolepiger forgiftet. En maskeret mand trængte ind i pigernes klasseværelse i byen Kunduz og kastede en giftbeholder ind mellem eleverne, fortæller embedsmænd fra byen.
”Da vi så beholderen, og den begyndte at ryge, prøvede vi at løbe væk, men jeg besvimede. Da jeg kom til bevidsthed igen, var jeg på hospitalet,” sagde 13-årige Nafeesa, til Pajhwok Afghan News. Pigerne, der blev ramt af forgiftningen, blev bragt til et lokalt hospital.
”Nogle af dem var bevidstløse og befandt sig ved ankomsten til hospitalet i en kritisk tilstand,” sagde lederen af byens hospital, Homayoon Khamosh til Pajhwok. Hospitalschefen tilføjede, at årsagen til forgiftningen var samme gas, som blev anvendt på pigeskolerne Khodeja-ul-Kubra og Fatima-tu-Zahara i Kunduz tidligere.
General Mohammad Razaq Yaqubi skyder skylden for angrebene på reaktionære islamister, der i er imod uddannelse for piger. Attentatmanden og hans medhjælpere er endnu ikke fundet.
Postlude
Lad mig foreslå dig Kim, at du skriver en sang, der hylder de heltemodige krigere i Kunduz. Dem der modigt, og med risiko for sit eget liv kaster sig ind i kampen mod de små afghanske pigers ret til at lære at læse, skrive og regne! Den skal kunne ”lires” af med 3 akkorder, ligesom din øvrige schlagermusik. Herunder får du lidt inspiration. Du må godt bruge verset i din “nye” sang…….
Når små piger læser, får man mange problemerDe kan måske lære, at der findes andre systemerMin magt som mand går på hæld, får spot og speLad os anvende giftgas, for at det ikke skal ske!
Gad vide Kim, hvad der sket en eller anden gang i dit liv, som har gjort dig til sådan en ynkelig person?
12. maj - 2010 - Kl. 08:11 - Del denne artikel med dine venner
Slavehandel og alfonseri i Dubai
Jeg havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da jeg en tirsdag for lidt mere end to år siden slog op i Jyllands Posten*. Her havde Sanne Gram fået en helside i Erhvervssektionen. ”Alle kan være med i Dubai”, hed det i den lokkende overskrift, hvor hun fremhævede en lang række lysende investeringsmuligheder for ”almindelige” danskere. Ejendomme i Dubai er virkelig hedt, fik hun det til. Jeg har sjældent set manglende indsigt blive anvendt så kategorisk vildledende.
Mit kendskab til Emiraterne og Dubai er ikke – og var heller ikke dengang i 2008 – præget af den luksus og de farverige prospekter, som de dygtige arkitekter og marketingfolk har vist frem for alle, der interesserede sig for at investere i de opreklamerede sheikdømmer. I 2006 tilbragte jeg ufrivilligt 9 måneder i fængsel i Dubai, som jeg tidligere har fortalt om. (Læs mere om dette her). Det jeg ikke vidste om Emiraterne og Dubai i forvejen, fandt jeg ud af under opholdet der.
Dubai var tidligere, og er stadigt i dag definitivt kun for viderekomne. Det var derfor meget letfærdigt, at en ejendoms ”forståsigpåer” som Sanne Gram så sent som i 2008 blåstemplede ejendomskøb i Dubai og sammenlignede det med at investere i Spanien eller Frankrig. Nu har krisen i efteråret 2009 klart vist, hvad investeringerne i det lilleputagtige ørkenland er værd – ingenting!
Dubai er en tom kulisse
Dubai er en paria i verden. Stedet er bare en kæmpe ”ranch”, som ejes af en enkelt person: Sheik Muhammed bin Rashid fra al-Maktoum-familien, der har haft magten siden 1833. Selvfølgelig er han velbegavet og orienterer sig mod vest – det er jo sådan man tjener penge! I Dubai har man ingen love, der vedrører ejerskab af for eksempel ejendomme, på den måde, vi kender til det. Derfor findes der ingen indbygget retssikkerhed forbundet med ejendomshandel. Købe- eller lejekontrakter er sjældent mere værd end papiret, de er skrevet på.
Værditakseringer af ejendomme er gjort ene og alene med salg eller videresalg for øje og har ingenting med kommers at gøre. Det er som ejendomsboblen, der afsløredes under krakket i november sidste år, viser, bare kunstige tal og løgnagtige beregninger. Egentlig taler vi om sort byggeri. De fleste ejendomme og tilhørende luksusanlæg er nemlig resultatet af flere forskellige former for kriminalitet.
Alt er et resultat af andres ulykke
Sheik Muhammed bin Rashid’s penge kommer fra pengevask og prostitution. Ikke noget mærkværdigt altså. Sådan handel har mafiaen i USA beskæftiget sig med i mere end et århundrede. Pengene fra narkotikahandelen, der udgår fra Afghanistan, Pakistan, Indien, Sri Lanka og Bangladesh, er alle, næsten uden undtagelse, en tur gennem systemet i Dubai.
De mange byggerier og den livlige trafik af udenlandske forretningsfolk og plattenslagere, kræver mange medarbejdere til byggeri og servicenæringer. Disse arbejdere kommer hovedsageligt fra asien og behandles i de fleste tilfælde så dårligt, at ingen dansk rødstrømpe, eller lokalformand i Amnesty har nogen som helst forudsætninger for at fatte det. De importerede arbejdere er fortrinsvis mænd (95%), der er borte fra hjemmet i årevis, hvilket gør dem til lette ofre for prostitutionsindustrien, som skovler pengene tilbage i kassen, som de i andre selskaber har udbetalt i alt for lave lønninger til de stakkels gæstearbejdere.
Lad mig slå fast, at der ikke findes en eneste faktor i Emiraternes ”gæstearbejderi”, som går at sammenligne med Danmarks forhold til deres gæstearbejdere gennem årene. De importerede kvinder er et kapitel for sig. Uanset om de er lejede til prostitution eller til mere accepterede serviceerhverv privat eller i erhvervslivet, lever de flest en kummerlig tilværelse uden den mindste form for retssikkerhed. Mange bliver sendt tilbage til deres hjemland uden løn, nogen tvinges til at skifte religion, mens andre igen ledes ud i organiseret prostitution for at tjene til hjemrejsen. I 2008 fandtes der over en kvart million prostituerede i Dubai.
De prostituerede henter man fra udlandet, og da de er afhængige af visum, har de ledende sheiker lavet et kvotesystem. Den næststærkeste mand i Abu Dhabi har 100.000 visa, som han kan sælge, en anden har 60.000 osv. Et visum gælder for en måned ad gangen, og den prostituerede skal betale. Så hvis en sheik eksempelvis kontrollerer 100.000 visa og hver måned modtager 1000 dirham (1 dirham = 1,6 kr.) pr. visum, så giver det 100 millioner dirham pr. måned – vel at mærke uden, at han behøver at røre en finger.
Hvem kan finde på at bo der?
Jeg har svært ved at forstå, hvordan almindelige danskere kan føle sig godt tilpas i sådan et miljø, hvor befolkning består af 8% oprindelige lokale araber og resten består af 95% mænd, hovedsageligt fra fjernøsten, og hvor ca. 90% af de kvinder, man ser på gaden, er prostituerede. Derudover er der næsten 50 grader varmt med 100 % fugtighed i knapt ni måneder af året. Trafikken er langt være end Mexico City og Manilla til sammen, og forretningsgangen – når det gælder det meste – er en uoverskuelig jungle. Varerne i butikkerne er enten vestlige produkter som er meget dyrere end herhjemme, eller lavkvalitets varer fra Østen. Her findes absolut ikke noget, som en traditionel dansker skulle sætte pris på!
Dubai er ikke Hong Kong, Singapore eller Manhattan. Hvis man bare løfter en lille flig af det ”farvestrålende prospektblad”, finder man at ingenting, er som man forsøger at få det til at se ud. Alt i Dubai er bygget ved anvendelse af så højt udnyttet arbejdskraft, at det kan sammenlignes med slavearbejde.
Mere end 300,000 arbejdere bliver smidt ud af Dubai hvert år på grund af forskellige undskyldninger. Nogle fordi de har strejket eller bare klaget over forholdene, når arbejdsgiveren først har tvunget dem til at arbejde 6 måneder uden løn, og dernæst fordi forholdene de tilbydes i arbejdslejrene er langt værre end forholdene i verdens værste slumkvarterer.
At drikke spiritus eller bade i bikini er selvfølgelig totalt forbud under loven, der er baseret på sharia, men det er sheiken selv, som beordrer politiet til at se den anden vej, når det drejer sig om de velbeslåede europæere. De fattige ”gæstearbejdere”, der har betydeligt større behov for at drukne sine sorger end de rige vesterlændinge, bliver sendt i fængsel i en måned og må ydermere indkassere 40 piskeslag samt udvisning uden løn for det mindste tegn på druk.
Postlude
Dubai kan være et fremragende mål for et kort besøg, helt enkelt bare som en kuriositet i livet, eller om man skal træffe nogen i forretninger, skrive en kontrakt for at eksportere noget til landene omkring (se at få sikret betalingen, inden du sender noget afsted1). Men Dubai bliver aldrig noget, der kan nydes, som en ferieby i Sydfrankrig, Spanien eller en græsk middelhavsø! Dertil er reglerne og baggrunden for Dubais velstand for odiøs!
Enhver dansker, der overvejer at etablere sig i Duabai, på den ene eller den anden måde bør spørge sig selv, om de med god samvittighed vil investere i et land, der er baseret på luder og slaveøkonomi.
Selv Stein Bagger forlod Dubai tidligere end planlagt – men det er måske en hel anden historie. Men typisk måske at netop også han forbindes med dette arabiske forsøg på at kopiere syndens by, Las Vegas!
Af Cherif el-Ayouty –
Redigeret af Hans Erling Jensen
12. maj - 2010 - Kl. 00:03 - Del denne artikel med dine venner
I Krigens Hus (Uppsala)
Endnu en gang våger vi os på Eticha ud på at udlevere mennesker, der ikke har bestået opførselsprøven. Her er der tale om reelt landsskadelig virksomhed. Enhver der har set filmen, der ligger tilgængelig på YouTube, må jo forstå, at de sidste dage er nære.
Islam er kommet for at tage over! Ikke for at tilføre os nogen berigelse, men for at erobre!
Se blot denne unge mand skrige Allah u-Akbar på samme måde som Mohammad Atta i flyet, før det sænkede World Trade Center!
10. maj - 2010 - Kl. 09:11 - Del denne artikel med dine venner
Londons dommere udfører injurie-terror…
Etichas Hans Erling Jensen har oversat, redigeret og broderet i Rachel Ehrenfeld’s artikel ”Free Speech Loophole Threatens American Writers” fra 15. marts. Resultatet, der er godkendt af Rachel E, retter op på et par ting omkring ”injurieturismen” – og forklarer i øvrigt, hvorfor vi som privatpersoner, egentligt ikke har noget at frygte!
Politiken i forligsrollen
Politikens undskyldning, for at genoptrykke “Muhammed-tegningerne” i 2008 i forbindelse med attentatplanerne kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i begyndelsen af 2006, hvor radikale muslimers voldelige demonstrationer, verden over, mod tegningerne var på sit højeste, besøgte Politikens redaktør Rachel Ehrenfeld i New York City. Da man diskuterede Ehrenfelds situation med den uberettigede injuriesag, som en saudisk sheik førte mod hende i London, fortalte bladudgiverens repræsentant, at det enkleste var at indgå et forlig, i stedet for at gennemføre en dyr retssag. Nu fire år senere ser det ud som om Politikens udgivere uden at blinke fulgte sit eget råd, da de bukkede sig i støvet for advokat Yamani og hans påståede klienter (Muhammeds efterkommere), fordi Politiken tillod sig at anvende den ytringsfrihed, der er nerven i den danske retsstat.
Denne triste, men forudsigelige hændelse, illustrerer noget af forskellen mellem, hvordan ytringsfriheden beskyttes i Danmark og i USA. Hvis Danmark havde haft de amerikanske juridiske og retsvidenskabelige traditioner, der garanterer den frie ret til at ytre sig, så ville Politiken have oplevet en større beskyttelse af de danske retsinstanser, og på den måde kunne de med større sikkerhed have handlet anderledes.
Denne seneste internationale skandale med Politiken, der lydigt opgiver ytringsfriheden til fordel for økonomisk censur, sætter fokus på behovet for at styrke, ikke bare de amerikanske rettigheder om ytringsfrihed, men i høj grad alle vestlige nationer, specielt EU landene, hvor grænseoverskridende aftaler, gør det muligt at undertrykke ytringsfriheden med hjælp af disse moderne injurietrusler.
I de seneste år har en del sagsøgere udnyttet tvetydigheden i lovgivningen i mange lande for at opnå injuriedomme mod forfattere og bladudgivere af udtalelser fremsat i deres egne lande. London er kendt som injurieturismens højborg. Ved for eksempel at sagsøge en amerikansk forfatter i ved domstolene udlandet, hvor den forfatningsmæssige beskyttelse af ytringsfriheden ikke håndhæves i samme grad, kan en sagsøger vinde en injuriesag, som aldrig ville gå hjem i USA. Sagsøger kan derefter, med udgangspunkt i internationale aftaler, forsøge at gennemtvinge eksekveringen af denne dom i USA (eller i andre lande), som kan påføre den sagsøgte store følelsesmæssige og økonomiske omkostninger.
”The Free Speech Protection Act”, et lovtillæg der just nu verserer i den amerikanske kongres, har til hensigt at beskytte amerikanske illustratorer, forskere, journalister og bloggers fra denne skæbne. Tillægget, der for nylig var genstand for en høring i senatets juridiske komite, er emnet for at beskytte USA-baserede forfattere og forlag fra injuriedomme afsagt i lande, der har et mindre omfattende sæt af love, til beskyttelse af ytringsfriheden, end det, der findes i den amerikanske forfatning. Lovforslaget gælder kun for domme afsagt i de lande, hvor den sagsøgte ikke har nogen, eller kun ringe, personlig eller erhvervsmæssig tilknytning, der kan siges at give belæg for opkrævning af rettergangsomkostninger eller erstatning i injuriesager.
Lovforslaget, der er under behandling i senatet, og relaterede love, som for nyligt blev vedtaget i nogle stater har givet anledning til heftig kritik fra fremtrædende britiske interessenter. De har benyttet lejligheden til at angribe både USA, FN’s Menneskerettighedskommission og Rachel Ehrenfeld. Angrebene er et tydeligt forsøg på at lukke munden på den voksende gruppe af ytringsfrihedstilhængere i Storbritannien, der går ind for en reform af de britiske injurielove. Disse bestræbelser er en direkte følge af Rachel Ehrenfeld’s offentlige kamp for at stoppe de britiske injurielove fra at krænke hendes rettigheder i USA, når det gælder friheden til at ytre sig.
Ehrenfeld’s historie begyndte, da Saudi milliardæren Khalid bin Mahfouz sagsøgte hende for injurier i London i 2005. Da hun aldrig havde boet eller offentliggjort noget specielt beregnet for det engelske marked eller England, nægtede hun at anerkende den britisk domstols ret til at dømme i hendes sag. Dette resulterede i en udeblivelsesdom imod hende. Ehrenfeld henvendte sig derefter til en føderal domstol i New York for at få den britiske dom ugyldigforklaret. Til hendes store overraskelse, fastslog retten at den ikke kunne omstøde dommen, i det den ikke have gyldig ret over Mahfouz i denne sag. Men retten erkendte den vigtige betydning af Ehrenfeld’s sag i lyset af de amerikanske ytringsfrihedsrettigheder, mest kendt som ”The First Amendment”.
Som reaktion på denne dom, gennemførte lovgiverne i New York The Libel Terrorism Protection Act i maj 2008. I modsætning til i Danmark, hvor vi kalder den nævnte form for virksomhed for ”Injurie-turisme”, kalder amerikanerne det for ”Injurie-terror”, hvilket set ud fra den virkelige verdens perspektiv, må siges at være langt mere betegnende. Lignende love er sidenhen blevet vedtaget i Illinois, Californien, Florida, og Utah, og er under behandling i Maryland, Arizona, og mest vigtigt i USA’s Senat.
The Free Speech Protection Act er ikke skabt for at ændre britiske injurielove. Ej heller for at beskytte forfattere eller bladudgivere i USA økonomisk, eller give dem finansielle fordele, under en slags amerikansk juridisk hegemoni, som en engelsk lord har hævdet. Loven tager udelukkende sigte på at beskytte amerikanernes ret til den ytringsfrihed, som er nedfældet i USA’s forfatning. Det, og ikke noget andet, er grunden til, at lovforslaget har vundet bred opbakning blandt ytringsfrihedsforkæmpere og medier i hele USA.
Amerikas grundlæggere gjorde oprør mod den britiske krones undertrykkende politik i 1775. Nu kan amerikanerne, i modsætning til danskerne, der mere eller mindre er underlagt EU’s overgribende love, forhindre yderligere overgreb på deres ytringsfrihed. Ved at vedtage The Free Speech Protection Act, kan USA’s senat opfylde deres ansvar for borgernes ret.
Postlude
Medieadvokaten Tyge Trier sagde for en uge siden på et møde i København, at der rent faktisk findes et smuthul i Danmark, når det gælder en injuriedom. Ifølge dansk praksis kan fogedretten nægte at foretage inddrivelse, når der er tale om fuldbyrdelsen af udenlandske domme, der ikke modsvarer, det der svarer til almindelig dansk retspraksis. En sådan lov findes også i Sverige. Her foretager fogeden ikke ”utmätning”, hvis fordringsejerens krav er baseret på afgørelser truffet i udlandet – herunder de skandinaviske lande – som ikke er i overensstemmelse med svensk praksis.
For en enkeltperson kan det være nok så stressende at være afhængig af en sådan lov, hvor man faktisk selv skal tage sagen i fogedretten – og stole på, at de ansatte der, kender til smuthullet. For en virksomhed, der er afhængig af at kunne bevæge sig frit over landegrænser, som for eksempel et nyhedsmedie eller et bogforlag med tilhørende forfattere, kan en uløst injuriesag blive en meget besværlig og kostbar klods om benet. Spørgsmålet er så om de nye amerikanske love løser det problem, med ”fri rejse i udlandet” for den, der har en sådan britisk dom hængende over sig? Et er at den ikke er gyldig i USA. Men det gør jo ikke selve dommen ugyldig udenfor amerikansk territorium.
9. maj - 2010 - Kl. 20:06 - Del denne artikel med dine venner
“Søværnets endeligt”
Danmark nedmonteres i denne tid, skriver tidligere orlogskaptajn Ebbe Talleruphuus i dag på Eticha.dk. Der er ikke skyggen af håb i denne dybtgående gennemgang af det danske Søværns aktuelle situation – og fremtiden ser endnu mere dyster ud! Er Danmarks flåde gået på grund for altid?
Af orlogskaptajn Ebbe Talleruphuus
Danmark som søkrigsnation
Historisk set har den danske flåde altid klaret sig forbavsende godt – vi er en nation af søfolk, der i tusinde år har udrettet store bedrifter på havet. Vore forfædre havde både mod og vilje til at krydse Atlanten i åbne både, og etablere sig på Grønland og senere på det senere Nordamerikanske fastland lang tid før Columbus. Danske vikinger sejlede stort set overalt i Europa, både som handelsmænd og på erobringstogter, hvor de underlagde sig store områder på de britiske øer, Norge, Island og Færøerne. De var kongerne på havet!
Det danske Søværn fejrer i år sit 500 års jubilæum som en fast etableret flåde, oprettet af en fremsynet Kong Hans, og denne flåde har i alle sine 500 år traditionen tro gået sejrrigt ud af de fleste krigshandlinger vi har deltaget i – det gælder også Slaget på Rheden i 1801, hvor den engelske kontreadmiral Lord Nelson efter 3 timers intens kamp mod en dansk linie af udlagte blokskibe, var blevet så medtaget, at han valgte en våbenhvile som sidste løsning – hans flagskib Elephant havde modtaget så mange ”grundskud” fra vort flådebatteri nr.1, med den unge løjtnant Willemoes, at han var i fare for at synke – og lidt længere fremme ville han komme under fortet Tre Kroners store kanoner – samt forvente, at den eneste danske linieskibseskadre under kommando, der lå klar til aktion på Holmen, ville kunne krydse hans front og beskyde hans forreste skibe på langs. Slaget vandt han således ikke, men forhandlingen med kronprinsen vant han ved list, og kunne derfor, under den efterfølgende våbenstilstand, redde sine skibe, incl. de, der allerede stod på grund.
At den danske defensionslinie var så svært beskadiget efter kampen, at man næppe kan kalde resultatet for en dansk sejr må indrømmes, men Lord Nelsons erklærede mål, at danskerne overgav sig efter en times kamp, blev aldrig nået, så en engelsk sejr blev det heller ikke til. Intet under, at den kommanderende engelske admiral Hyde Parker var yderst utilfreds med sin kontreadmiral den dag!
I flere hundrede år var vi hovedmodstanderen, Sverige, overlegen – så længe slaget foregik på havet. I land var det nærmest modsat – det er vanskeligt for Hæren at finde væsentlige sejre at fejre.
Fregatten Peter Skram 1975. Skibet var sammen med sit søsterskib, fregatten HERLUF TROLLE, flådens sidste egentlige krigsskibe i traditionel forstand
Min egen “lille” historie
Dette var status, da jeg som ung matematisk student i 1956 meldte mig som kadet i Søværnet og blev udnævnt søløjtnant I i 1960.
Uddannelsen til søofficer er en afbalanceret vekslen mellem teori og praksis, mellem måneder på Søværnets Officersskole og tjeneste til søs, og man var absolut kvalificeret til at varetage opgaven som chef for en motortorpedobåd med 25 mands besætning, som 25-årig – Willemoes var kun 17!
Under uddannelsesforløbet besøgte kadetterne Flyvevåbnet, for på stedet at lære, hvorledes dette værn håndterede sine opgaver i krigssituationer under den kolde krig, men til alles forundring blev kadetterne på intet tidspunkt præsenteret for ét eneste af Hærens tjenestesteder – jeg har på intet tidspunkt set en kampvogn indefra!
Vi blev derfor klar over, at der eksisterede en slags intern ”kold krig” mellem storebror Hæren og Søværnets ledelse. Misforholdet stammede nok fra tiden efter anden Verdenskrig, hvor Hærledelsen havde et meget positivt syn på vor store nabo i syd, mens Søværnets officerer så op til vores maritime storebror, Royal Navy.
At de 3 værnskommandoer blev sat sammen i et fælles hus i Vedbæk, Forsvarskommandoen, kom aldrig til at løse problemet med rivaliseringen mellem de to værn. De operative kommandoer fortsatte med at være geografisk adskilt, som de er i dag. I den forbindelse må man nævne, at denne rivalisering altid har været til stede i alle vestlige forsvar, så der er intet forunderligt ved dette forhold. I bund og grund handler det jo om penge – om bevillinger, der skal fordeles mellem værnene.
Forsvarschefen har siden sammenlægningen været enten en general fra Hæren eller Flyvevåbnet, eller en admiral fra Søværnet, og hans nærmeste medarbejder, chefen for Forsvarsstaben, har så altid været fra et andet værn. Stabschefen blev i realiteten uddannet til at skulle overtage topstillingen som Forsvarschef efter 4 år. Denne indretning kunne virke, da man således kunne undgå, at et værn blev favoriseret over længere tid. Det skabte en nødvendig balance i Forsvaret, og sikrede, at dansk forsvar kunne operere som en velsmurt enhed i tilfælde af krig.
Dette forhold er nu historie, og det ser desværre ud til, at Søværnet dermed også er på vej til at blive en – om end glorværdig – del af Danmarks historie, uden operativ fremtid. Lad mig i det følgende beskrive, hvorledes man på en elegant måde opløser et 500 år gammelt værn med stolte traditioner – indefra.
Ubalancen opstår hver gang et nyt forsvarsforlig skal forhandles på plads i Folketinget. Uden penge intet Forsvar.
De radikale har gennem de sidste 100 år gjort, hvad de politisk kunne for at nedlægge det danske forsvar. Op til anden Verdenskrig formåede de at nedskære såvel Hæren som Søværnet så effektivt, at vi end ikke kunne opretholde en militær neutralitet i Danmark – vi havde ikke styrke til at blive anerkendt som en neutral nation under konflikten, så det blev så brugt som undskyldning for at lade tyskerne besætte landet – og ikke blot det – den radikale regeringen samarbejdede med besættelsesmagten indtil 29. august 1943, og gjorde hvad den kunne, for at bekæmpe de danske frihedskæmpere.
Arven fra de radikale hviler stadig tungt på Socialdemokratiet og sågar også på dele af de Konservative, så Forsvaret skal virkelig kæmpe, for at opfylde de operative og dermed materielle forpligtelser landet har indenfor NATO-samarbejdet.
Netop nu ser det ud til at man i Forsvarskommandoen – styret primært af generaler fra Hæren – har besluttet, at de sidste egentlige kampenheder Søværnet har tilbage, til forsvaret af de danske farvande, de 8 Standard-Flex- enheder, skal skrottes uden erstatning – og når de er væk om nogle måneder, kan man da ligeså godt nedlægge flådestation Korsør, for vi har da ikke brug for mere end én flådestation i Frederikshavn, hvor vore inspektionsskibe i forvejen hører til, når de er hjemme.
Når Sørværnet mister de sidste mindre enheder, vil det blive yderst vanskeligt at uddanne nye søofficerer fremover, for de 2 skibe af ABSALON-klassen har intet at gøre i danske farvende, så de vil være nærmest ubrugelige som uddannelsesskibe for de kadetter, der senere skal overtage overvågningen af danske farvende. De officerer, der som kommandører skal være kommende chefer for vore store enheder må jo i sagens natur skulle uddannes hjemme som løjtnanter, kaptajnløjtnanter og orlogskaptajner, før de som 50-årige kan udnævnes til at varetage rollen som chef for en 6.000 tons ”krigskano” – det er ikke noget man kan læse sig til at blive – det kræver mange års erfaring og mange udsejlede sømil i al slags vejr, at blive en kvalificeret kommandør og skibschef.
Vi blev tvunget til at nedlægge Holmen som flådestation, selvom den virkede perfekt til vort formål, vi blev tvunget til at udfase vore 2 stolte fregatter af PEDER SKRAM-klassen – alene som en politisk studehandel. Vi måtte nedlægge vore mest operative eskadrer, Torpedobådseskadren og Ubådseskadren for at spare, da man politisk mente, at vi efter murens fald ikke havde flere fjender tilbage i området. Den kolossale specialviden Søværnet havde opbygget gennem den kolde krig, blev begravet med de to eskadrer. Den uvurderlige uddannelsesmæssige opgave vi før løste ved at deltage som permanent deltager i NATOs stående atlantstyrke, STANAVFORLANT, forsøgte vi at fortsætte med de 3 mindre korvetter af NIELS JUEL-klassen, men de var ikke bygget til altantvejr. Nu er også disse 3 skibe udfasede p.g.a. alder, og vil om nogle år blive erstattet af 3 store fregatter, der som ABSALON primært skal operere internationalt – den vigtige opgave at beskytte vor skibsfart på de store have – men tilbage står problemet med, at de danske farvande vil ligge som et sømilitært tomrum, hvor end ikke den politimæssige opgave kan varetages af andre end Marinehjemmeværnets små enheder. For at bruge nogle historiske betegnelser kan vi sige, at ”Homefleet”, blev degraderet til en ”Coastguard”, der nu opløses indefra – og af hvem?
Tilbage til stedet, hvor disse beslutninger bliver taget i dag: Forsvarskommandoen.
Efter ”jægerbogsskandalen” og den arabiske oversættelse, endte vi op med en afgået Admiral, Forsvarschefen, og en afgået Forsvarsminister. Da der ikke kunne findes en anden Admiral som afløser faldt valget på en General fra Hæren, hvorefter Forsvarskommandoen nu har 3 Generaler i topledelsen. Det betyder, at Søværnet ikke er repræsenteret. Søværnets synspunkter vil derfor næppe få større vægt, når de afgørende beslutninger skal tages om kommende nedskæringer i Forsvaret
Med to af Hærens Generaler på de højeste poster, kan Søværnet næppe vente sig andet, end det vi nu kan læse: Søværnets dage er talte.
Ja, men Søværnet har da sine store, imponerende kæmpeskibe, der vel må betegnes som det ypperste nogen flådenation kan ønske sig, så hvad beklager vi os så over?
Vi kan næppe fortsætte med at tiltrække unge til Søværnet, da uddannelsen af de 20-30-årige skal foregå på nogle store skibe fjernt fra Danmark, og dermed mangle kendskab til sejlads i indre danske farvande. Den dyrebare erfaring man som motortorpedobåds- eller u-bådschef fik som ung søofficer vil ikke kunne erstattes i de store skibe. Mange unge vil derfor nok vælge en anden vej. De mest aggressive og modige kan vælge en tjeneste i Hæren med mulighed for at blive sendt til fjerne Verdner og kæmpe under dansk flag. De mere magelige – og karrierebevidste – vælger nok erhvervslivet, der giver dem flere muligheder for en senere selvstændig tilværelse som virksomhedsleder – eller de kan gå ind i politiet, der, modsat Forsvaret, løbende får tildelt større bevillinger, og ad den vej muligvis ende som chef for PET og senere blive en magtfuld departementschef for Forsvarsministeriet.
Kære politikere.
Hvis der er blot lidt følelse tilbage for vor kulturarv – for vore stolte maritime traditioner, for vor fortsatte forbliven som fuldgyldigt medlem af NATO, er det i 11. time, at stoppe nedlæggelsen af vort Søværn – for er det først sket, vil det næppe nogensinde kun genetableres. Århundreders kostbare erfaringer vil gå tabt for altid. Jeg taler ikke blot om, at Marinens hæderskronede bibliotek skal flyttes fra Holmen til en plads på Kastellet, hvor der end ikke er plads til de kostbare bøger, eller om, at vore nye skibe om få år ledes af generaler uden grundlæggende kendskab til tjenesten til søs – det er langt mere vitalt. De nuværende og kommende fregatter vil snart være bemandet med ældre officerer, der normalt ville sejle rundt og forsvare de danske kyster, for senere at blive specialuddannede til at forsvare vor skibstrafik og vore territoriale rettigheder i det arktiske område. Det er livsvigtige opgaver, javel, men fundamentet skal fortsat være en effektiv dansk ”Homefleet”, og det kræver et antal mindre skibe, som i dag udgøres af Standard Flex 300. Det danske Søværn skal altid være fleksibelt og have kapacitet til at overtage opgaver, vi i dag ikke kan forestille os vil opstå. Vækstlaget må og skal være i orden!
7. maj - 2010 - Kl. 16:35 - Del denne artikel med dine venner
Forleden aften gik jeg forkert.
Eller det føltes i hvert fald sådan bagefter.
Jeg havde jo tre muligheder: Fri Debat havde indkaldt til konference om ”Libel Tourism” eller ”injurieturisme”, som det vel burde hedde på dansk, når mennesker rejser verden rundt for at lægge sag an mod andre mennesker, der hvor det betaler sig bedst. Michael Jalving præsenterede sin nye bog: ”Muhammed og jeg” i Forfatternes Hus i Trykkefrihedsselskabets regi. Jeg kunne selvfølgelig også været blevet hjemme og sat lys i vinduerne, som mange har haft for vane at gøre den 4. maj i de sidste 65 år!
Frihed for tyskerne, trykkefrihed og frihed for tåbelige retssager! Jeg mente i og med Etichas storsatsning på sagsøgning af Muhammeds efterkommere, så var det injurieturismen, der var mit kald. Havde jeg en forhåndsopfattelse af, at her skulle der diskuteres Muhammedsag og Faisal Yamani, så blev den nok gjort noget til skamme. Jeg tror ret og slet, at de aviser, som Yamani, imod deres vilje har involveret i sagen, samt disses juridiske rådgivere, har valgt at lægge låget på. Man taler ikke om det. Det havde også været en rigtig strategi, syntes jeg, før Tøger Seidenfadens ynkelige knæfald for de 94.734 efterkommere af Muhammed som billedlig talt stod op fra de døde sidste år for at sagsøge et bundt danske dagblade, for at have trykt en tegning!
En intim forsamling
De 16 fremmødte lyttere hørte først på indlæg fra Ole Helmersen, der er lektor på Copenhagen Business School med speciale i Storbritanninens forhold. Helmersen var hasteindkaldt for at afløse for den brittiske ambassadør i Danmark, der var blevet forhindret i at optræde på grund af valget i England. Helmersen er en vidende mand og indlægget var interessant, når man gerne ville vide mere om, how things are in UK. Helmersen gav en interessant forklaring på den krakilske britiske injurielovgivning, der stammer fra middelalderen. Her blev loven skabt for at beskytte magthaverne mod verbale angreb. Loven blev altså til for at beskytte kirken, fyrsterne og de adelige, der styrede samfundet. I britisk retspraksis fokuserer man på at fortolke loven og på at videreføre retspraksis baseret på flere hundrede års domme under ”common law”. Moderne tider har gjort denne lov til en guldgrube for ”libel-advokater”. Globaliseringen har åbnet op for ”et verdensmarked”. Bare en person i UK føler sig krænket eller fornedret, så kan retsmaskineriet rulle i gang! Helmersen var ikke ovenud optimistisk med hensyn til englændernes motivation, når det gælder at hurtigt ændre loven, så den nye mal-praksis ikke længere går at gennemføre. På trods af et par tre andre sager, der har fået en del opmærksomhed i UK, og hvor en af disse endda har medført lovændringer i 10 amerikanske stater, så er det ikke nogen højt prioriteret sag for politikerne, at ændre på forekommende praksis.
Bent Falbert, der lige er aftrådt som chefredaktør for Ekstrabladet var næste mand til at fortælle om sit møde med denne engelske specialitet. Som bekendt har Ekstrabladet for nogen tid siden indgået et forlig med Islandske Kaupthing Bank i en injuriesag fra 2007. Altså en sag, der startede længe før det islandske bankeventyr krakelerede.
Det var en strid om et enkelt ord, der fik Ekstrabladet til at vælge forliget. Og det var bestemt en meget tankevækkende oplysning, at eet eneste ord, kan afgøre en sag. Det var det uskyldige danske ord ”skattefifleri”, der i Ekstrabladets egen oversættelse var blevet til: ”tax fiddling”. Bent Falbert forklarede, at hvor vi i Danmark ikke lægger særlig stor vægt på ordet ”skattefifleri”, så er det anderledes i England, hvor ”tax fiddling” tillægges en kriminel betydning. Det var så det ord, der blev afgørende for beslutningen om at indgå forlig. Et forlig der nok kommer til at koste Ekstrabladet i nærheden af 10 millioner kroner, inden hele sagen er afsluttet – hvilket den ifølge Bent Falbert, når det kommer til afregning og betaling af advokatsalærer, ikke er endnu. Kaupthings advokatfirma forlangte først en hårrejsende sum på 10 millioner kroner for deres indsats i sagen, noget Ekstrabladet ifølge forliget skulle betale. Dette har Ekstrabladet dog ikke villet acceptere i skrivende stund.
Medieadvokat Tyge Trier syntes at dette injuriecirkus var noget rod, men at der fandtes et smuthul i loven i Danmark, hvis man kom ud for noget sådant. Nemlig at fogden kunne lade være med begære pengene udbetalt, fordi dommen strider mod dansk retspraksis. Det er den lov Rachel Ehrenberg har fået 10 amerikanske stater til at ”vedtage” siden hun selv og hendes forlag blev udsat for den engelske ”injurie-galge” i 2006. En arabisk sheik krævede en kæmpeerstatning, gennem en engelsk anlagt retssag, fordi hun havde nævnt i en bog om Saudifinansieret terrorisme, at han havde kontakter med al-quaida. Ehrenfeld er i dag kommet så langt, at hun har fået kongressen til udarbejde en lov, der skal gælde for hele USA i denne sammenhæng. Loven er endnu ikke vedtaget, men kender man amerikanerne ret, så lader de sig ikke køre med af en forældet brittisk dommer i rød vadmelsdragt og pudret paryk.
Falbert så lysere på Muhammedsagen end på Ekstra Bladets sag med Kaupthing, for satiretegninger kan man bedre forstå. Det er ikke utænkeligt, at Yamani vælger at køre sagerne mod hver enkel avis individuelt, og det kan potentielt blive skæbnesvangert for de små aviser. Men sagen er stadig langt enklere, og den kommer ikke til at være nær så omkostningsfuld som den med Kaupthing, lød hans vurdering. Selv den mest excentriske dommer vil kunne se, at det er helt absurd, at 95.000 efterkommere af Muhammed skulle have krav på erstatning.
Så kom turen til Ethicas Hans Erling Jensen, der kunne fortælle, at man var ved at samle en flok, der ville lægge sag an mod Yamani. Det syntes Trier ikke, lød som en god idé. Han kunne ikke se formålet med at lave en hel myriade af absurde søgsmål mellem forskellige obskure trosretninger og henviste til en sag i Strasbourg, hvor en marrokansk mand havde fået afvist en sag mod Jyllands-Posten, da han simpelthen ikke var tilstrækkeligt ‘affected’.
Ejeren af Admiral Gjeddes Gård kom herefter med et spørgsmål, om det ikke netop var smart at tilstræbe det absurde, så man kunne få endnu mere opmærksomhed. Fik Singh-sagen ikke netop en lykkelig udgang på grund af al presseomtalen, spurgte han.
Det gav Falbert ikke meget for. Han troede ikke, at det kan gøre den store forskel. Der skal politisk handling til. Falbert henviste til en vurdering af en ekspert, han kendte. Han mente, at der intet ville komme ud af den nuværende kommissions arbejde, da der sidder alt for mange advokater, der har alt for mange interesser i det. Eksperten tvivlede totalt på, at Storbritannien alene ville kunne ændre reglerne. Der er ganske enkelt for mange advokat-interesser på spil.
Postlude
Jeg er selvfølgelig ikke enig med Trier, der desværre ikke kunne abstrahere fra sin juridiske tankegang og flytte sig over på ”værdikampspladsen”. Det kan man måske ikke fortænke ham i. Men lidt kedelig gjorde det ham dog, når han nu ellers var rimelig entusiastisk i sine øvrige indlæg. At han ikke var opdateret på Rachel Ehrenfeldsagen trak også lidt ned i point. Det tog ca 2 minutter at få de rigtige tal fra Rachel, da jeg vel var kommet hjem og fik sendt en e-mail. Nu har jeg investeret i en I-Phone – så kan man få besked, når man sidder der!
En rigtig god én kom dog Bent Falbert med i diskussionen efter indlæggene. Under et af de få korte indslag om Muhammedsagen, stillede Falbert et direkte spørgsmål til undertegnede – sådan opfattede jeg det i hvert fald- ”Hvad nu hvis han taber?” Falbert mente selvfølgelig advokat Yamani. Om nu dagbladene vinder i retten. Hvad så? Den måtte jeg lige tygge på, til jeg kom hjem, for Falbert forventede ikke noget svar. Jeg vil gerne hermed give dagbladene min opfattelse af situationen!
Yamani kan nemlig ikke tabe. Hvis han taber i retten, da går hans tro wahabi-væbnere mand af huse i London og brænder biler af under parolen: ”De engelske retssystem hader islam – død over dommerne!” Yamani er jo ikke faldet ud af et lykkehjul. Det er en intelligent ung mand, der har kalkuleret med alle sine options. At få Politiken på knæ, var helt sikkert en meget større sejr – rent juridisk, eller sagsmæssigt – end han nogensinde havde drømt om fra starten Men det stemmer godt ind i den muslimske filosofi, som her får ord af den pakistanske general Malik: ”Tag deres tro fra dem, når de har mistet den, bliver de svage, og så kan I erobre dem uden kamp”!
Bent Falbers spørgsmål giver ingen applaus fra mine venner i Eticha. ”Når muslimer, der stadigvæk holder fast i deres gamle systemer, og det er desværre alt for mange der gør, så kan de aldrig tabe. Fordi, når de bliver bortdømte i retssalen, så indtager de lynhurtigt offerrollen og vender sig med vold og intimidering mod sine antagonister”, siger såvel Cherif El-Ayouty som Nicolai Sennels. ”De kan ikke indse et nederlag og gå videre. I deres øjne er det ”de andres skyld”, og det skal de (dem der vinder) straffes for!”
Tænk sig at en gammel Ekstrablads-chefredaktør pludseligt begynder at opføre sig som naivist! Jeg som troede at med alderen bliver man vis!
Hans Erling Jensen – på pladsen i Store kannikestræde……
“Lad os tænke os, at man ikke havde puffet muslimerne ind i en offerrolle med den slags tiltag! Lad os forestille os, at muslimerne havde lært at svare igen! Skulle der så ikke være en eller flere muslimer, der i et læserbrev i en svensk avis kunne forklare Herslow og os andre, hvordan han ser på Muhammeds ægteskab med Aisha, og måske også argumentere for, at det ikke er et carte-blanche for nutidige muslimer til at gøre det samme. Og hvis en anden muslim så ville angribe ham for at svigte islams idé, herligt! Hvilken diskussion kunne vi så ikke blive vidne til!” 
Kommentarer