Londons dommere udfører injurie-terror…

Politiken i forligsrollen

Politikens undskyldning, for at genoptrykke “Muhammed-tegningerne” i 2008 i forbindelse med attentatplanerne kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i begyndelsen af 2006, hvor radikale muslimers voldelige demonstrationer, verden over, mod tegningerne var på sit højeste, besøgte Politikens redaktør Rachel Ehrenfeld i New York City. Da man diskuterede Ehrenfelds situation med den uberettigede injuriesag, som en saudisk sheik førte mod hende i London, fortalte bladudgiverens repræsentant, at det enkleste var at indgå et forlig, i stedet for at gennemføre en dyr retssag. Nu fire år senere ser det ud som om Politikens udgivere uden at blinke fulgte sit eget råd, da de bukkede sig i støvet for advokat Yamani og hans påståede klienter (Muhammeds efterkommere), fordi Politiken tillod sig at anvende den ytringsfrihed, der er nerven i den danske retsstat.

Denne triste, men forudsigelige hændelse, illustrerer noget af forskellen mellem, hvordan ytringsfriheden beskyttes i Danmark og i USA. Hvis Danmark havde haft de amerikanske juridiske og retsvidenskabelige traditioner, der garanterer den frie ret til at ytre sig, så ville Politiken have oplevet en større beskyttelse af de danske retsinstanser, og på den måde kunne de med større sikkerhed have handlet anderledes.

Denne seneste internationale skandale med Politiken, der lydigt opgiver ytringsfriheden til fordel for økonomisk censur, sætter fokus på behovet for at styrke, ikke bare de amerikanske rettigheder om ytringsfrihed, men i høj grad alle vestlige nationer, specielt EU landene, hvor grænseoverskridende aftaler, gør det muligt at undertrykke ytringsfriheden med hjælp af disse moderne injurietrusler.

London: Pengenes by!
http://www.youtube.com/watch?v=ZWq5QsZLCrg&feature=related

I de seneste år har en del sagsøgere udnyttet tvetydigheden i lovgivningen i mange lande for at opnå injuriedomme mod forfattere og bladudgivere af udtalelser fremsat i deres egne lande. London er kendt som injurieturismens højborg. Ved for eksempel at sagsøge en amerikansk forfatter i ved domstolene udlandet, hvor den forfatningsmæssige beskyttelse af ytringsfriheden ikke håndhæves i samme grad, kan en sagsøger vinde en injuriesag, som aldrig ville gå hjem i USA. Sagsøger kan derefter, med udgangspunkt i internationale aftaler, forsøge at gennemtvinge eksekveringen af denne dom i USA (eller i andre lande), som kan påføre den sagsøgte store følelsesmæssige og økonomiske omkostninger.

”The Free Speech Protection Act”, et lovtillæg der just nu verserer i den amerikanske kongres, har til hensigt at beskytte amerikanske illustratorer, forskere, journalister og bloggers fra denne skæbne. Tillægget, der for nylig var genstand for en høring i senatets juridiske komite, er emnet for at beskytte USA-baserede forfattere og forlag fra injuriedomme afsagt i lande, der har et mindre omfattende sæt af love, til beskyttelse af ytringsfriheden, end det, der findes i den amerikanske forfatning. Lovforslaget gælder kun for domme afsagt i de lande, hvor den sagsøgte ikke har nogen, eller kun ringe, personlig eller erhvervsmæssig tilknytning, der kan siges at give belæg for opkrævning af rettergangsomkostninger eller erstatning i injuriesager.

Lovforslaget, der er under behandling i senatet, og relaterede love, som for nyligt blev vedtaget i nogle stater har givet anledning til heftig kritik fra fremtrædende britiske interessenter. De har benyttet lejligheden til at angribe både USA, FN’s Menneskerettighedskommission og Rachel Ehrenfeld. Angrebene er et tydeligt forsøg på at lukke munden på den voksende gruppe af ytringsfrihedstilhængere i Storbritannien, der går ind for en reform af de britiske injurielove. Disse bestræbelser er en direkte følge af Rachel Ehrenfeld’s offentlige kamp for at stoppe de britiske injurielove fra at krænke hendes rettigheder i USA, når det gælder friheden til at ytre sig.

Rachel Ehrenfeld’s egen story
(Ehrenfelds web: http://www.acdemocracy.org)

Ehrenfeld’s historie begyndte, da Saudi milliardæren Khalid bin Mahfouz sagsøgte hende for injurier i London i 2005. Da hun aldrig havde boet eller offentliggjort noget specielt beregnet for det engelske marked eller England, nægtede hun at anerkende den britisk domstols ret til at dømme i hendes sag. Dette resulterede i en udeblivelsesdom imod hende. Ehrenfeld henvendte sig derefter til en føderal domstol i New York for at få den britiske dom ugyldigforklaret. Til hendes store overraskelse, fastslog retten at den ikke kunne omstøde dommen, i det den ikke have gyldig ret over Mahfouz i denne sag. Men retten erkendte den vigtige betydning af Ehrenfeld’s sag i lyset af de amerikanske ytringsfrihedsrettigheder, mest kendt som ”The First Amendment”.

Som reaktion på denne dom, gennemførte lovgiverne i New York The Libel Terrorism Protection Act i maj 2008. I modsætning til i Danmark, hvor vi kalder den nævnte form for virksomhed for ”Injurie-turisme”, kalder amerikanerne det for ”Injurie-terror”, hvilket set ud fra den virkelige verdens perspektiv, må siges at være langt mere betegnende. Lignende love er sidenhen blevet vedtaget i Illinois, Californien, Florida, og Utah, og er under behandling i Maryland, Arizona, og mest vigtigt i USA’s Senat.

The Free Speech Protection Act er ikke skabt for at ændre britiske injurielove. Ej heller for at beskytte forfattere eller bladudgivere i USA økonomisk, eller give dem finansielle fordele, under en slags amerikansk juridisk hegemoni, som en engelsk lord har hævdet. Loven tager udelukkende sigte på at beskytte amerikanernes ret til den ytringsfrihed, som er nedfældet i USA’s forfatning. Det, og ikke noget andet, er grunden til, at lovforslaget har vundet bred opbakning blandt ytringsfrihedsforkæmpere og medier i hele USA.

Amerikas grundlæggere gjorde oprør mod den britiske krones undertrykkende politik i 1775. Nu kan amerikanerne, i modsætning til danskerne, der mere eller mindre er underlagt EU’s overgribende love, forhindre yderligere overgreb på deres ytringsfrihed. Ved at vedtage The Free Speech Protection Act, kan USA’s senat opfylde deres ansvar for borgernes ret.

Postlude

Medieadvokaten Tyge Trier sagde for en uge siden på et møde i København, at der rent faktisk findes et smuthul i Danmark, når det gælder en injuriedom. Ifølge dansk praksis kan fogedretten nægte at foretage inddrivelse, når der er tale om fuldbyrdelsen af udenlandske domme, der ikke modsvarer, det der svarer til almindelig dansk retspraksis. En sådan lov findes også i Sverige. Her foretager fogeden ikke ”utmätning”, hvis fordringsejerens krav er baseret på afgørelser truffet i udlandet – herunder de skandinaviske lande – som ikke er i overensstemmelse med svensk praksis.

For en enkeltperson kan det være nok så stressende at være afhængig af en sådan lov, hvor man faktisk selv skal tage sagen i fogedretten – og stole på, at de ansatte der, kender til smuthullet. For en virksomhed, der er afhængig af at kunne bevæge sig frit over landegrænser, som for eksempel et nyhedsmedie eller et bogforlag med tilhørende forfattere, kan en uløst injuriesag blive en meget besværlig og kostbar klods om benet. Spørgsmålet er så om de nye amerikanske love løser det problem, med ”fri rejse i udlandet” for den, der har en sådan britisk dom hængende over sig? Et er at den ikke er gyldig i USA. Men det gør jo ikke selve dommen ugyldig udenfor amerikansk territorium.

Postlude af Hans Erling Jensen