Den elskede leder er død – og gudskelov for det! Men hvem afløse “svinet”

Af Geoffrey Cain

Ifølge velunderrettede kilder kunne afdøde Kim Jong Il trods sin ringe størrelse spise mere på én dag end en gennemsnitlig nordkoreansk landsby på et helt år. Hvilket ikke var særlig samfundssolidarisk. 85% af Nordkoreas børn er underernærede, og mange er godt på vej til dø af sult. NordKorea minder faktisk meget om George Orwells Animal Farm, efter at grisene var kommet til magten.

I et et helt halvtårhundrede har Nordkorea i virkeligheden været et helvede på jorden, og sådan ville Sydkorea også have set ud, hvis ikke USA og dets allierede havde kæmpet en forbitret kamp mod kommunismen i 50′erne. Det kostede blod sved og tårer, men de vandt, og nogle år senere forsøgte de at gøre det samme i Vietnam. Men da var venstrefløjen vågnet og trods afgørende sejre på slagmarken måtte USA trække sig tilbage og overlade landet til Ho Chi Minh. Denne sejr kunne han takke de amerikanske hippier for. De glemte dog hurtigt Vietnam, da sydvietnameserne flygtede i titusindvis. Og nordkoreanere gør præcis det samme i dag. Hvad flygter de fra?

Nordkoreas slavelejre får Guantanamo til at minde om et hotel

De flygter ikke blot fra hungersnød, ensretning og undertrykkelse men også fra en reel fare for at havne i en af de mange slavelejre (kwan li-so og kyo hwa-so) som landet er spækket med. Her er brutaliteten næsten ufattelig med et afstraffelsesmenu bestående af spark, brændende cigaretter på nøgen hud og brækkede lemmer.. Denne brutalitet er uforglemmeligt beskrevet af tidligere fange Soon Ok Lee i bogen “Eyes of the tail-less animals”. Det er en øjenåbner-bog, der svarer til Viktor Kravtjenkos bog om massemordene i Sovjetunionen i 40´erne, som heller ikke dengang var der nogen, der læste eller lyttede eller troede på. Men det var sandt. Og for Nordkoeas vedkommende er det også sandt i dag.

Landets slavelejre – der får Guantánamo-fængslet til at ligne et hotel – er åben for alle, og der kræves ikke de store meritter for at komme ind. Alle borgere har nemlig pligt til at angive andre borgere for de mindste upatriotiske afvigelser såsom manglende lyst til at hylde den nu afdøde Kammerat Napoleons far Kim Il Sung.

Enhver, der ikke regelmæssigt lægger blomster ved hans statuer kommer automatisk i søgelyset. Herefter er næste stoppested på livets vej en genopdragelseslejr med endnu mindre madrationer, end folk får i resten af det udhungrede land. Arbejdsdagen er på 18 timer, og det er koldt. Meget koldt. Taler en fange med sine medfanger bliver han eller hun låst inde på en betoncelle på 1 x 1,6 meter i otte dage. De fleste dør i løbet af denne periode – ganske ubemærket af Vesten, hvor man er meget mere optaget af et Guantánamo, som for mange koreanere ville være et paradis på jorden, hvis de var heldige nok til at blive interneret dér.

Interessant nok har caffelatte-eliten ringe interesse for mennesker, der anbringes i en nordkoreansk betoncelle på 1 x 1,6 meter af den enkle grund, at fangerne ikke er blevet anbragt der af Israel eller USA. Og derfor har de ingen relevans for Vestens kulturradikale elite.

Når Orwells “Boxer” blir til virkelighed

Det samme gælder det årlige tal på 10 000 kinesere, der henrettes for deres organers skyld. Donorerne er unge mænd i deres bedste alder, hvis hjerter, nyrer, lunger o.s.v. er modne til plukning. Parallellen til Animal Farm, hvor den gamle udtjente trækhest Boxer sendtes til en limfabrik af de praktiske grise, er ganske tankevækkende

Men den slags ofre banker caffelattehjerterne ikke for. Henrettelse af 10 000 kinesere har ingen interesse sammenlignet med de få dødsdømte amerikanere, der siger farvel til livet fra den elektriske stol eller hvad deres straffende landsmænd ellers har fundet på af aflivningsmetoder. Mon ikke de fleste nordkoreanere i deres lille betoncelle på 1 x 1,6 meter ville ønske sig en lige så hurtig afslutning på deres lidelser? Det kunne sagtens tænkes.

Send dem en tanke, kære caffelattedrikker, næste gang du protesterer mod Guantánamo Hotel. Dér er der bevisligt sket forfærdelige ting, (som DR2 bliver ved med at minde os om), og der har sikkert været tortur af folk, som mistænktes for at være medlemmer af Al Qaeda. Forhørslederene vil gerne redde deres kammeraters liv på slagmarken, og det skal man huske, når man fra sin magelige lænestol fordømmer amerikanernes færden og samtidig forbigår nordkoreanernes ditto i rungende tavshed.

Nu er Kammerat Napoleon død. Men hans afløser er på vej. Vil han dø af forstoppelse ligesom sin far? Svaret blæser i vinden.