Dette har i høj grad været medvirkende til at sikre os den individuelle frihed, vi stadigvæk i dag nyder godt af. Som mennesker værdsætter vi det at leve. Religionen, eller troen på det åndelige, optager ikke nogen stor del af vore praktiske liv. Det gør det muligt for os, at udforske og eksplorere verden og dens muligheder uden begrænsninger.

Islam er modsat et totalitært teokratisk sociopolitisk system uden exit-muligheder!

Muslimer har ikke denne mulighed. De er født ind i et totalitært system, der omklamrer hele deres liv. Islam er ikke nogen religion, som vi opfatter begrebet ”religion”. Det er essentielt at forstå, at islam er et politisk, socialt og religiøst system, som regulerer individet i alle tilværelsens sammenhæng.

Når et menneske er født ind i islam, har det ikke noget selvstændigt liv. Av-individualiseringen starter ved fødselen og forstærkes gennem hele livet ved hjælp af stammekultur og en social kontrol, som vi måske i vor del af verden, bedst kan forstå, hvis vi sammenligner med nazi-kulturen eller ”stasi-kulturen”, hvor kontrol og forfølgelse udøvedes af ”alle og enhver mod alle andre”. Metoderne for at undgå frafald [apostasi] er de samme i de fleste ideologiske systemer: Hvis et individ kæmper i mod og nægter at underkaste sig, bliver vedkommende opsøgt om natten, smidt i fængsel, eller udsat for tortur og i værste fald slået ihjel – og alt det af sine egne, oftest i en parallel verden, hvor det er familien [stammen], som udfører de mest bestialske handlinger, mens myndighederne lukker øjnene.

For at forlade en kult, som islam nøgternt må betragtes som, kræves der hjælp fra omverdenen.

Dialogmyten

Muslimer overalt i verden taler ofte om “dialog” mellem de kristne, eller med vesten etc. Det, vi mener med dialog i vor del af verden, er dog noget ganske anderledes. Med dialog mener vi at samtale om noget, der ligger os på sinde, så vi kan oplyse og modtage oplysning. I islam der i mod er dialogen et instrument, der fortrinsvis anvendes til at fremkomme med egne meninger og formulere dem i enten direkte eller indirekte krav.

Vi behøver at gennemgå nogle “tankemodeller” for at trænge ned i materien og virkelig forstå forskellen, når det gælder ovenstående. Vi skal nemlig ikke – som en sandhed – gå ud fra, at muslimer forsøger at tage fusen på os, i vores opfattelse af manipulation og bedrageri. Det hanler om islam som kulturbærende ideologi. Her er der forudsat følgende: Man kan ikke aftale noget med nogen, som går i mod Allahs vilje, eller som Allah ikke har erklæret halal [godt]. Det vil sige, at en dialog, der indeholder menneskeskabte aftaler ikke er gyldige for en muslim, på samme måde som vi anser en aftale for at være bindende.

Når så dialogen foregår med en “vantro”, så bliver det endnu mere usikkert, fordi en vantro [ikke-muslim] ikke rangerer på samme juridiske niveau som en muslim. Set i det lys, skulle det være muligt at forstå, hvorfor vi i vor del af verden har et så anstrengt forhold til lige netop islams proselytter! I virkeligheden forstår vi ikke deres dobbelthed. Vi forstår ikke måden at ræsonnere på, og derfor vil vi altid være i konflikt med “islam”. Måske kan den følgende grafiske model hjælpe lidt på forståelsen (accepten, er en helt anden sag).

Islam var aldrig “The Religion of Peace”

For at have en chance i fremtidens diskussioner omkring islam som noget, der er kommet for at blive, er det nødvendigt at forstå grafikken oven. Jeg har ikke det store håb om, at vi skal opnå en varig fredelig sameksistens. I de 1400 islam har eksisteret, findes der nemlig ikke nogen eksempler på en “varig fredelig sameksistens”! Det meste, der bliver præsenteret for at imødegå denne påstand, bliver affærdiget som propaganda eller anekdoter med formålet at sænke ikke-muslimens parader. Resten af fortællingerne om islams tolerance, er af en lang række islamforskere blevet modbevist ned til den mindste detalje.

Dette var den første del af serien om “Islam – As It Is”. Alle artikler kommer at findes som faste sider på Eticha.dk efterhånden som de udgives.