Æreskultur i Sverige

Bahareh er næsten for god til at være sand!

Af Bahareh Andersson, Lund. Oversat og redigeret af Hans Erling Jensen

Hendes  navn er Bahareh Andersson. Hun er ikke bare elegant, hun er desuden lynende intelligent og hører absolut til blandt de skarpeste knive i skuffen. Bahareh er oprindelig fra Iran, men flygtede fra det blodige regime som ung til Sverige, hvor hun bor i Lund sammen med sin svenske mand – deraf Andersson! Bahareh har de sidste år slået sit navn godt og grundigt fast som en revsende samfundsdebattør, der ikke har det mindste behov for at pynte på sandheden i nogen sammenhæng.

Den følgende tekst er fra et foredrag om ”æreskultur og æresbegreber”, som Bahareh holdt i Malmö i Tryckfrihetssällskapets regi onsdag den 18 april 2012. Jeg  håber, at jeg bare har fået med en lille del af den patos, den indignation, som Bahaeh udtrykte den pågældende aften overfor de mange andægtigt lyttende tilhørere.

Bahareh Andersson er bestemt værd at lytte til – selv når det er på skrift!

Intet er mere æreløst end æreskulturen!

Tyve piskeslag for Robin Hood

Jeg kommer aldrig til at glemme de frygtelige oplevelser,  som fik mig til at flygte fra mit hjemland for mange år siden. Jeg plages dagligt af minderne fra mine ungdomsår i Teheran.

I firserne, efter shahens fald, lærte jeg, at som pige leger man ikke med drenge! Man klatrer ikke i træer, og man cykler ikke. Det kunne jo medføre, at jeg mistede min mødom. Jeg lærte at hade mig selv, fordi jeg var født som kvinde. Da jeg var teenager blev jeg en dag stoppet af ”sarallah”, moralpolitiet, og to bastante kvinder i sort chador tog mig med hen til politistationen for at kontrollere mig!

I min taske fandt de en meget umoralsk vesterlandsk  kærlighedsfilm! Robin Hood for det ikke skal være løgn. Det kunne de skæggede mullaher slet ikke klare, og de idømte mig derfor 50 piskeslag for min umoralske opførsel.

Mine forældre var desperate, og da de ankom til politistationen, gjorde de alt for at få straffen ændret, og de lykkedes da også med at få antal slag nedsat til tyve. Derefter blev jeg hevet ind i et rum og spændt fast på en træbænk, hvor jeg blev tvunget til at høre på en kvinde i sort chador, der mens hun svingede pisken over min ryg langsomt og foragtfuldt talte til 20, slag efter slag. Samtidig som blodet begyndte at løbe fra min ødelagte ryg fødtes min kvindelige identitet og min indædte modstand mod det barbari som udøves i kulturens og religionens navn!

Jeg slap fysisk set forholdsvis helskindet fra mit møde med autoriteterne. Andre piger blev henrettede og som oftest voldtaget inden, fordi de ikke skulle få chancen at komme i paradis som jomfruer! Men minderne plager mig oftere og oftere, i dag selv om jeg befinder mig i tryghed her i Sverige.

Islamist i den svenske Rigsdag!

For et par år siden så jeg en skægget skoleinspektør trone frem på fjernsynsskærmen. Han hævdede at kvinder ikke måtte danse, at de skal være jomfruer, når de gifter sig, ligesom det fordres i hæderskulturen, at homoseksualitet er forbudt, og at muslimske mænd har ret til fire koner – mens kvinder naturligvis ikke kan være gift med fire mænd!

Nej kære venner, det var ikke nogen aprilsspøg. Det var virkeligheden direkte fra Sveriges Rigsdag! Men det begyndte som en joke før det sidste Rigsdagsvalg i Sverige, da jeg sad og så den spændende og politisk ukorrekte dokumentarfilm med navnet ”Slaget om muslimerne” af Evin Rubar. Det var her skoleinspektøren fra en muslimsk friskole,  i ført slips og jakkesæt, forkyndte, at fire koner er godt for en mand, fordi det modvirker  utroskab.

Skoleinspektøren forklarede videre, med støtte af ”private videnskabelige resultater”, at mandens behov for sex er større end kvindens, og derfor fungerer det ikke, at følge lighedsprincippet – altså ”en kvinde til fire mænd”.

Derefter gik han over til at fortælle om musik – eller rettere sagt, han talte om at danse. Det er helt forbudt i det de dansende så risikerer at blive seksuelt ophidsede, og sex er jo strengt forbudt udenfor ægteskabet.

Jeg havde svært ved at tro mine egne ører. Jeg var jo i Sverige, ikke i Saudi Arabien. Da jeg samtidig fik at vide, at denne mand, som var ansvarlig for en hel masse skolebørn, stillede op til Rigsdagsvalget og endda for Moderaterne (der før var et gennemborgerligt parti), da var jeg sikker på han jokede med os. Der findes vel ingen Moderat politiker, der skulle sådan noget middelaldervrøvl ind i Sveriges Rigsdag? Men hvorom alting er, så sidder denne mand, skoleinspektøren med de mest bizarre meninger, nu i Rigsdagen og underviser hele det svenske folk! Hvordan pokker kan sådan noget lade sig gøre?

Er Moderaterne blevet splittergale? Eller er det bare mig, der blevet gal? Svaret på, hvordan middelalderen upåagtet har kunnet holde sit indtog i Sveriges folkevalgte forsamling i Rigsdagen, er egentlig ganske enkel! Multikulturalismen. Eller måske mere rigtigt, den svenske opfattelse af begrebet multikulturalisme, som inkluderer hvad pokker som helst bare det kommer ude fra og markedsføres som kultur eller religion.

Fribillet til Riksdagen

Som læseren sikkert allerede har forstået, er denne mørkemand ikke en svensk svensk. Han er ny-svensk, og så tolkes alt det han siger som multikulturelt, og det skal selvfølgelig udløse en fribillet il Rigsdagen!

Slipsemanden hedder Abdirisak Waberi, og den kvindeforagt og den kønsapartheid, han står for, indgår altså åbenbart i den svenske afart af multikulturalismen. Nu kører han sit løb i Rigsdagen og rigets udvalgte elite holder kæft eller smiler multikulturelt til hans nye forkyndelser – der jo har sit ophav i middelalderens ørken.

Både hans svenske-svenske  og hans indvandrerkolleger, moderater og andre, som befinder sig på taburetterne i Rigsdagen, støtter ham aktivt eller med deres stilhed.

Men nu skal jeg ikke ironisere mere. Det er det for alvorligt til. Flere aviser skriver nemlig, at pigerne i den nysvenske ayatollahens skole sendes hjem fra timerne, når de har menstruation. Hvordan lærerne finder ud af det, om pigerne tvinges til at fortælle om det eller hvad, det vides ikke med sikkerhed, men de anonyme anmeldelser virker efter sigende troværdige, hævder man. Flere psykologer udtaler, at pigerne kan opleve det skamfuldt, at de tilfældigvis er født som piger. Dette er ikke bare middelalderen med ord, det er middelalder praktik!

Oh lord it is a mans world

Jeg læste, at Waberi – manden med slipset – har viderebroderet på sin værdiprægede grundlære om demokrati og ligestilling, og han mener at manden – ifølge islam – kan gifte sig med en kvinde, der tilhører en anden religion, men en kvinde der i mod, hun skal altid gifte sig med en muslimsk mand.

Hvad ville der så ske, hvis en muslimsk kvinde blev forelsket i en hindu for eksempel? Der findes trods alt en milliard hinduer på Jorden, så chancen er ganske overhængende. Men nej. Sådan er det ikke. Hun må simpelthen glemme kærligheden. Waberi er meget kontant her, samtidig med at han siger, at han selt ikke har noget problem med Sveriges demokratiske værdinormer. Ingen har endnu stillet spørgsmål ved den horrible modsætning  i hans ord og samfundets indretning.

Mareridtet om denne middelalder, som åbenbart er eksklusiv for visse grupper af indvandrerkvinder, har længe holdt mig vågen om natten. For nylig skrev jeg en artikel på Newsmill om Rigsdagsmanden Abdirisak Waberi.

Jag skrev, at jeg ikke bare anså, at han spreder middelalderkultur, man at han oven i skaber indvandrerfjendtlighed og muslimskræk blandt svenskere flest, som ikke kender til sekulære demokratiske muslimers kamp for kvinders frihed.

Jeg fik så mange svar, indbakken bugnede, så jeg ikke orkede at læse mig gennem dem alle. Jeg blev truet på liv og lemmer af fundamentalister, som syntes, at jeg er en dårlig muslim, svenskerne har dårlig moral, og det var rigtigt at slå ”luderen” Fadime Sahindal ihjel.

Jeg går ikke i moskeen før , ligestilling er indført….

Selv mener jeg, at jeg er en god muslimsk feminist, og jeg mener, at Waberi og hans store muslimske menighed, hvor han er øverste leder, ligesom den svenske kirke, skal følge den gældende ligestillingslov.  Hvis en kvindelig svensk biskop kan gifte et homoseksuelt par, da skal vi muslimer også følge demokratiets spilleregler, således at individets ret sættes over middelalderlig kønsapartheid. I Sverige er det bydende nødvendigt at muslimske kvinder får samme magt, som hidtil bare har været forundt mændene, samtidig som man også skal anerkende enhver ret til sin egen seksualitet, ligesom den muslimske feminist Irshad Manji kræver det.

Når religionen ikke længere tillades at styre privatlivet, og når en kvindelig imam kan vie et homoseksuelt par, da kommer jeg til at gå i moskeen igen. Men indtil et sker, da vælger jeg at læse koranen hjemme, som min mor gør, og undlade at læse de kvindefjendtlige vers på samme måde, som kristne feminister springer over den slags tekster i bibelen.

Fordi jeg offentligt kræver lighed for kvinder i islam, er jeg også blevet kaldt en ”vesterlandsk luder”, racist, ja til og med ”islamofob”! Når jeg omvendt kritiserer paven fordi den katolske kirke forbyder abort, skilsmisse og homosex, da bliver jeg mærkværdigvis ikke kaldt ”kristnofob”. Jeg får der i mod applaus!

De eneste, der ikke reagerede på min artikel, var politikerne. Derfor kastede jeg mig over telefonen og ringede fra Herodes til Pilatus. Jeg talte med moderaternes informationschef, pressechef, partisekretæren, moderaternes kvindeforbunds viceformand og så videre. Jeg stillede et enkelt spørgsmål til dem alle: ”Hvad gør en middelalderprofet som Waberi i jeres parti?”

Alle lovede at vende tilbage med et svar. Men ingen svarede! Så jeg ringede videre. Til socialdemokraterne, til venstrepartiet. Men i stedet for at svare sendte de dyngevis af brochurer og udklip fra deres program fyldt med intetsigende floskler om ligestilling, som om jeg var en nyankommet indvandrer uden kendskab til Sverige.

En række absurde eksempler på dum- og feghed

Desværre er Waberi blot endnu et absurd eksempel – et af de mere synlige –  der bekræfter at der er noget helt galt med Sverige på grund af den udbredte kulturrelativisme.  På trods af skiftende integrationsministres gode og ”ikke kulturrelativistiske” intentioner findes kulturrelativismen fortsat overalt som en effektiv hindring for de 70.000 indvandrerpiger, som endnu den dag i dag, efter decennier med hædersvoldsdebatter og løsningsforslag, der har kostet hundredvis millioner  af kroner, stadigvæk ikke engang kan drømme om at få lov til selv at vælge sin partner i kærlighed!

Hvordan udmønter så kulturrelativismen sig i praksis? Her taler jeg altså om den politiske praksis og ikke den videnskabelige kulturrelativisme, som er en antropologisk metode, der anvendes til at forstå kulturer indefra.

Her kommer nogle eksempler:

Som jeg har forstået det, gav ligestillingsminister Nyamko Sabuni den svenske ungdomsstyrelse opgaven at kortlægge udbredelsen af hæderskontrol og derefter at give støtte til de foreninger, der arbejder for at modvirke denne uskik. Det er godt så langt. Men den samme myndighed sender også penge til et antal antidemokratiske foreninger. Blandt andet en islamisk organisation ved navn TUFF, der spreder had mod homoseksuelle og forbyder venskaber med ”ikke-troende”. (Link)

En anden myndighed, Nævnet for statslig støtte til trossamfund, sender årligt mere end 50 millioner kroner til forskellige minoritetsmenigheder, som aktivt går ind for æreskulturen. Der sendes endda penge til flere af de etniske mandeforeninger, som blandt andet helt åbent fordømte ”Fadime Sahindals svig mod hendes egen kultur”!

I Lunds kommune har en skole lejet en imam for at hjælpe børnene med at bearbejde kultursammenstød, som disse havner i, når de slides mellem skolens ligestillingspolicy og forældrenes krav om kønsadskillelse. Imamen hjælper selvfølgelig med til at skabe endnu flere konflikter.

På Frysehuset (ungdomsgård) i Stockholm ansætter man en ung imam med samme funktion. Denne imam er kendt for at være imod kvindelige præster og homoseksuelle.

Den syrisk ortodoxe biskop, Benjamin Atas, fordømmer også homoseksuelle og truer endda offentligt med at bryde kontakten med den Svenska Kyrkan om de her begynder at vie homoseksuelle. Ingen svensk politiker tør at gå imod hans udtalelser offentligt, mens frikirkepræsten Åke Gren bliver hevet i retten for eksakt samme udtalelser!

En imam i Stockholmsforstaden Rinkaby udsteder dødstrusler mod nogle somalier, som har konverteret til kristendommen, og der er bare en lille avis, der har mod eller lyst til at skrive nogle få linjer om det, der burde have udløst et ramaskrig i hele landet.

Samtlige indvandrere, der kæmper for demokrati og ligestilling, bliver hevet med ned af denne strudse politik, som er med til at skabe grobund for småracisterne i det svenske samfund.

Æreskulturens nedbrydning af samfundet

Situationen kræver, at der satses hundredmillioner af kroner for at redde de unge, der trues af æresvolden. Myndighederne har gennem årtier sat offentligt ansatte i stribevis på skolebænken for at lære dem om æreskulturen. Men ingen tør tage nælden ved roden. For kilden til æresvold er de æresnormer det koger af i de mange etniske enklaver, hvor middelalderprofeter i forskellige farver og religiøse opfattelser pådutter de unge en æresmoral, der skal beskytte dem mod svenskernes påståede ”ligestillingskorstog”, som har til hensigt at ”assimilere” alle indvandrere.

Myndigheder og politikere går ud fra, at æresbegreberne hos mænd og fædre i disse stærke samfund i samfundet er medfødte og uforanderlige. Enhver burde kunne forstå, at på den ene side forebygge mod æresvold og kontrolsamfundet og på den anden side støtte æreskulturens profeter deres organisationer, er en umulig ækvivation.

På baggrund af ovenstående hævder jeg, at den pågående kulturrelativistiske praksis har været bidragsgivende til de æresdrab, der er sket i Sverige.

Fadime Sahindal sagde noget lignende allerede i 2001. Det fik Mona Sahlin, der dengang var integrationsminister, til at bestille en udredning om ”svensk strukturel racisme”, men mit spørgsmål i dag til Nyamo Sabuni og regeringen er: ”Tør I i det hele taget at kortlægge, hvordan den udbredte kulturrelativistiske praksis i landet bidrager til at bevare den eksisterende middelalderundertrykkelse mod de mange sagesløse unge indvandrer, som er ofre for æreskulturen? Hvornår kommer tidspunktet, hvor I indser kulturrelativismens konsekvenser, at vore børns rettigheder gang på gang tilsidesættes til fordel for de voksnes såkaldte kultur og religion?”

I mørkets midte er sandheden den, at mens værdikonflikterne afstedkommer trusler og vold mod de unge, undgår myndigheder og politikere at stimulere – eller helt stoppe – den virksomhed, der skulle tage itu med konfliktens rødder, æresbegreberne!

Religiøse friskoler, mandsdominerede etniske enklaver hvor fætter kusine ægteskaber, kønsadskillelse, mødomskontrol og foragt for homoseksuelle er en del af systemet er fortsat – efter årtier og millionvis af løsningsforsøg – beskyttede zoner, hvor det er frit frem at dyrke æreskulturen.

Det er helt sikkert, at ingen af de unge æresmyrdedes familiemedlemmer gennemgik et adækvat introduktionskursus i ligestilling, da de kom ind i landet. Man ligger som man reder! Når myndighederne ikke vil indse, at man ikke kan forebygge æresvold, uden at rydde op i de miljøer, hvor æreskulturen dyrkes, er det umuligt at forandre noget som helst.

Med kulturelativiseringens hjælp lægges forbrydelserne mod det enkelte menneskes rettigheder ind i multikulturalismens farverige pakke, som i sin helhed sponsoreres af velmenende svenskere, tyngede som de er af skyldfølelse for kolonitid og angsten for at optræde som racister. Kulturelativismens jerntæppe filtrerer på den måde alt det bort, der kan komme i konflikt med ”de andres” (patriarkers) uantastelige kultur.

Med andre ord. Man lægger sig ikke i ”de andres” æreskulturbegreber, noget som Fadime efterlyste, men man venter til disse middelalderlige normer knækker de unge og deres familier. Ofrene Sara, Pela, Fadime, Abbas, Jian (unge svenske kvinder af anden etnisk herkomst, der alle er blevet udsat for æresdrab), samt det ukendte antal ”balkonpiger”, er bare nogle eksempler på, når det er for sent at lægge sig i.

Til sidst vil jeg lige…..

Jeg spurgte tidligere: ”Hvad ville der være sket, hvis de 70.000 unge (det er det officielle tal for unge udsatte i æreskulturmiljøer), der i dag ikke selv kan vælge deres partner, havde været etniske svenskere? Jeg har ikke fået noget svar. Der er gået titals år med debatter, konferencer, indsatser her og der, projektpolitik og så videre. Men det konfliktsky landskab består på trods af integrationsministerens kritik mod kulturrelativismen.

Nu vil jeg gerne spørge Nyamko Sabuni: ”Er æreskulturen allerede integreret i vort demokrati, eller er det meningen at det skal gøres noget ved det i de drivhuse, hvor denne kultur plantes og kultiveres så at tvangsgiftermål, uskyldsterror, mødomsrenoveringer og indvandrerhadet, som denne konflikt i samfundet, også skaber, kan få en mulig ende?”

I mit gamle hjemland dømtes jeg blandt andet til 50 piskeslag, fordi jeg som muslimsk feminist var en torn i øjet på de styrende mullaher, da jeg ville befri mit elskede Persien fra æresetikens kræftsvulst. Det føles som om, jeg selv i Sverige er en plage for maghaverne, selv om jeg ikke bliver pisket og kan tale frit.

Men svar på mine spørgsmål får jeg ikke!

 

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver