Det stakkels enkelte menneske

Publiceret på NEJ.dk – forum for aktuel debat

Af Kurt Charleman

Individualitet overfor gruppedannelse

Hvordan Islam som lovreligion i alliance med menneskets flokdrifter og dermed forbundne klan og familietraditioner kan fastfryse det enkelte individ i dets udvikling til individualist med en personlig dømmekraft og empati.

Ethvert menneske har mulighed for at kunne tage skæbnen i egen hånd, med evne til at resonere og udvise den nødvendige dømmekraft, hvor gode valg belønnes med en aura af selvrespekt. Det kan blive til en positiv erfaring, når vi åbner døren til vores indre liv med dets muligheder for indsigt, og opdager at vi samtidigt kan se og sanse andres liv.

Ethvert menneske har mulighed for at kunne udvikle sig til at blive en del af en flok, hvor evnen til at resonere og udvise dømmekraft bliver pantsat for et ubrydeligt sammenhold, for tryghed, og for et selvbekræftende bedreværd. Bevidstheden om et jeg, der er unikt, bliver udvisket af bevidstheden om at være del af en enhed, der står sammen. Hvordan kan vi acceptere andre, når de ikke viser os respekt. Deres tale om personlig frihed, ligestilling og dialog er og bliver deres ideer, og har ikke noget at gøre med hvordan vi sammen danner en helhed, vi er stolte af.

Scenen er sat. Individualisternes verden overfor flokindividernes. Når de to verdener tilsyneladende danner en helhed, er det fordi de kan mødes på et område, hvor moralske og etiske værdier ikke har en afgørende betydning for de valg man tager.

Hvem vinder? gruppen eller individet?

Hvem klarer sig bedst, og hvem sætter dagsordenen, individualisterne eller flokindividerne? Ser man sig omkring i verdenen, må man konstatere, at det er flokindividerne, der i mange sammenhænge sætter dagsordenen. Individualisternes ildsjæle kommer nærmest til at gå deres ærinde, når de kæmper for retten til demokratiske valg og for ytringsfriheden. Det bliver til redskaber flokindividerne kan bruge, når grænsepælene skal flyttes gerne i et snuptag, med indførsel af deres regelsæt.

Hvis tanken om, at det er de samme kræfter der kunne ligge bag udviklingen i parallelsamfundene i Danmark, som omvæltningen i de muslimske lande  føles absurd eller utrykt, er det nærliggende, at indtage en bagatelliserende holdning. Det er ikke desto mindre i pagt med en individualistisk dyd, at udforske en sag til bunds uden nogen former for selvcensur, og hvor hver en sten vendes, også de der måtte dække over en viden om vores bio/psykologiske arv.

Adfærdsforskere, har dokumenteret, at mennesket er født med syv drifter, som er del af en biologisk arv, der er udviklet hos vore forfædre primaterne, under deres overlevelseskamp mod naturkræfter og rivaler.

De syv drifter er aggressionsdriften, frygtdriften, seksualdriften, territorialdriften, ritualdriften, rangordensdriften og yngelplejedriften. Man kan samlet kalde drifterne i deres rene eller primitive udgave for flokkens overlevelsesdrifter. Drifternes udformning bliver modereret i et samspil med kulturelle faktorer. Denne udviklingsproces tager sig forskelligt ud, alt efter om målet er udvikling af en individualist eller et gruppeindivid. I første tilfælde er udgangspunktet, at man vedkender sig et personligt ejerskab af sine følelser  og dermed af sine drifter. Det er derfor naturligt at sætte følelserne ind i en forståelsesramme, hvori indgår tænksomhed og selverkendelse, før udleven af et respons, som man kan tage et personligt ansvar for.

Ved udvikling til flokmennesket gøres følelserne, ikke mindst vedrørende ære og skam, til flokkens anliggende, hvorfor det er vigtigt at opsætte konkrete og nok så bastante  retningslinier, der skal regulere adfærden i flokken. Så er vi der, hvor man kan tale om familietraditioner med en autoritær ledelse, en social kontrol, og sikring af alle medlemmer bakker op om flokkens beskyttelse. Trusler udefra medfører reflektorisk et følelsesmæssigt respons i form af sårethed og vrede, og hvor ansvaret for arten af respons falder tilbage på gruppen.

Uanset kulturel baggrund er der en naturbunden drift, hvor løsningen kan gå over den menneskelige forstands fatteevne, det er frygtdriften, som kan tage uendelig mange former.

Individualisten kan løse problemerne ved at resonere og så afvente hvad skæbnen måtte byde på af udfordringer, eller give helt slip og svæve op i en meditativ bevidsthedstilstand, hvor der intet er at miste, og hvorfor der intet er at frygte.

Flokmennesket, har en anden løsningsmodel. Den bygger på urgamle traditioner, om hvordan man som gruppemedlem skal agere for at beskytte flokken, hvori indgår en form for alliance med overnaturlige kræfter, formidlet af dertil “udvalgte” eller særligt kyndige medlemmer. Man må med rette kunne stille spørgsmål til hvornår der fra deres side er tale om “profeti”, og hvornår man står overfor psykiske projektioner, eller ideologiske dogmer, når “det guddommelige univers” oprulles for flokken af uvidende i et nok så levende billedsprog.

Islam anvender frygten for at styre

I Islam kan man påstå at flokindividernes frygtdrift, i den gode sags tjeneste, bliver groft udnyttet. Frygten bliver først oppisket, med udpensling af detaljerede beskrivelser af de helvedes pinsler, der truende venter alle de urene efter døden. Mohammed fremtrådte her som “kronvidne”. Men islam påberåber sig samtidigt at have patent på den eneste rigtige opskrift på en redning, der imødekommer flokindividernes behov for tryghed, uden at den kommer i en modsætning til familietraditionerne. Den eksisterende rangorden, med den sociale kontrol over kvinderne, og over seksualdriften, cementeres af koranen. Familiesammenholdet helliggøres gennem udformningen af ritualdriften, hvor en række hverdagshandlinger tillægges en magisk betydning. Følelsen af at være ren sikres således ved overholdelse af enkle påbud, som f.eks. ikke at spise svinekød og ved at gå korrekt tildækket. Dertil kommer den sugestive virkning på udvikling og fastholdelse af en ureflekteret lydighed, der formidles under udøvelse af stereotype detaljerede ritualer i forbindelse med de daglige bønner. Islams tilgang til aggresionsdriften og territorialdrifte, markeres ved koranens ord om at de troende altid skal bekæmpe dem der angriber deres territorium, og at målet er, at territoriet skal udbredes overalt på jorden.

Man må konkludere, at den biopsykologiske forståelsesramme er med til at anskueliggøre, hvorfor flokindividerne fremtræder med pondus og en nærmest ugennemtrængelig harnisk, når de sætter dagsordenen med enkle sloganer som “Allahhu Akbar”, medens individualisterne står med skægget i postkassen, uden samme gejst og offervilje.

Når det kommer til åbenlyse konfrontationer, går flokindividernes ære og ret til at slå igen, frem for nogen form for samvittighedskval, idet en “samvittighedens stemme” er forbundet med empati og et personligt ansvar.

Så har vi de mere snigende konfrontationer i forbindelse med flokindividernes krav om respekt for deres kulturelle arv, og krav om at den “ubesmittet” går videre til de næste generationer. Det er her at individualisterne kunne eller burde træde i karakter. Hvis vi lader stå til, svigter vi vores selvrespekt og vores kulturelle arv, der kan ses som en del af et evolutionært, skæbnebetonet udviklingsforløb. Der går en rød tråd fra det driftstyrede hulemenneske, til det af regler styrede klan og familie medlem, til den fristillede individualist, og hvor næste fase, ligger op til udvikling af en bevidsthed om et humanistisk ståsted og et spirituelt fællesskab. Det burde være selvindlysende at ingen led i denne udviklingsrække kan springes over. Vi svigter set i dette perspektiv ikke mindst de børn og unge der står for at blive indoktrineret, så de fastfryses i fasen, hvor der hersker et i stål udskåret regelsæt. Jødedommen slægter her Islam på, medens kristendommen og buddhismen i deres essens knytter an til den sidste face i udviklingen. Som en positiv nyhed skal fremhæves at man er begyndt på udvalgte skoler rundt i landet at træne eleverne i empati med gode resultater. Tiltaget er nærmere beskrevet i bogen empati-det holder verden sammen. Det er oplagt at man må videreudvikle denne praksis på alle skoler, også på privatskolerne.

 

Kurt Charleman

Speciallæge i psykiatri

Furesøvej 55

2830 Virum

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver