Stå op og forsvar Danmark

Forklaring til artiklen

I februar 2006 skrev Christopher Hitchens en artikel, hvor følelserne gik højt og Danmark rostes til skyerne og hvor det øvrige Vesten forbandedes for sin vankelmodighed, da Muhammedkrise Nr. 1 var på sit højeste. Nu er Christopher Hitchens ikke blandt os mere. På Eticha.dk bringer vi derfor en af de artikler, hvor Hitchens står op for Danmark og virkelig viser sit venskab med Danmark og danskere, der kæmper for sit land sit land.

Jeg har oversat artiklen, ført dele af den op to date – eller med andre ord gendigtet visse passager, hvor det viste sig, at Hitchens allerede da havde forudset, hvad der ventede. Jeg håber du som læser kan bære over med mine justeringer og alligevel nyde denne amerikaners kærlighedsforklaring til vor lille nation!

Hans Erling Jensen

Hvorfor forsvarer vi ikke vore allierede?

Af Christopher Hitchens – 22. februar 2006 
Frit oversat og i nogle passager gendigtet og redigeret af HEJ 

Prøv at tænke dig….

Plædere, at vi i en sag har at gøre med en meget paranoid religiøs kult, hvor lederen er skjult og dermed ikke går at nå. Fortsæt med at plædere, at denne kult, såfremt den kritiseres i pressen, vil tage øjeblikkelig hævn ved at kidnappe et barn. Læg derefter til, at hvis kultens skjulte leder derudover blev skildret på en satirisk måde, så ville kultens medlemmer fange yderligere to børn og dræbe dem efter hinanden.

Ville pressen med rette kunne erklæres for skyldig i “selvcensur”, hvis den afviste at offentliggøre noget, der kunne ophidse den nævnte kult? Ja vist ville pressen være skyldig, men meget få mennesker vil insistere på dens pligt til at skrive om sagen for at forsvare ytringsfriheden. Men konsekvenserne for kulten og dens leder ville ikke desto mindre blive meget alvorlige, fordi alle civiliserede mennesker ville betragte kulten, dens leder og dens medlemmer som hadefulde og farlige, og der vil blive truffet nødvendige foranstaltninger for at begrænse kultens indflydelse, og for at sikre, at de passerede barnemord aldrig skulle kunne gentage sig!

Det utrolige er, at Krystalnatten, der indledtes mod Danmark i februar 2006, på grund af Muhammedtegningerne  (og som udmøntede sig i angreb på europæere og ildspåsættelser af skandinaviske ambassader ude omkring i verden), ikke resulterede i kritik og fordømmelse af den religion og dens tilhængere, som udførte angrebene og orkestrerede optøjerne, med derimod medførte en lang række knæfald hos vestlige ledere, som udtalte sin respekt for denne kult!

Tegninskrisen

Et lille demokratisk land med et åbent samfund, et system af konfessionel pluralisme, og en fri presse blev udsat for en utrolig fanatisk, organiseret kampagne bestående af løgne, had og vold, der indbefatter et af de alvorligst tænkelige brud på folkeretten og civilisation: overtrædelse af diplomatisk immunitet.

Og ingen af vore ledere havde mod til hurtigt og tydeligt at vise, at ”vi” står op ved siden af og bag danskerne mod denne flod af bagvaskelse, afpresning og sabotage. I stedet for blev al medfølelse og bekymring dem til del, der tændte lunten og råbte og skreg af glæde, da de Skandinaviske demokratiers ambassader sattes i lys lue i det ene miserable diktaturs hovedstad efter den anden, mens de udenforstående vestlige nationers ledere sikrede sig, at de så sandelig ikke sårede vandalernes følelser, med at komme de overfaldne kolleger alt for tydeligt til hjælp.

Mange lagde højlydt skylden på en lille avis i Danmark. Det var ”dem” der tændte lunten, sagde de. Hvilke en gang foragteligt masochistisk vrøvl. Det var en flok blaserede danske mullaher som nidkært bragte disse tegninger rundt i alle kroge af verden (Jamen selvfølgelig havde de da lov til at vise dem frem så meget, som de havde lyst til), indtil de endelig fik fremkaldt den voldsomme reaktion mod økonomien og samfundet i deres værtsland, som de var ude efter. For at krydre festen ekstra medbragte de et par tegninger, der aldrig var blevet udgivet i Danmark eller andre steder. En viste profeten Muhammed som en gris, en anden Muhammed som blev taget bagfra af en hund. Måske eller måske ikke var disse tegninger blevet sendt til en dansk mullah af en anonym person, for at hidse den hellige mand op. Ingen ved med sikkerhed, hvor de kom fra disse ekstra tegninger. Men hykleriet er skammeligt, kvalmende og utilgiveligt.

Det oprindelige forbud mod at portrættere profeten – selv om dette ikke synes at være absolut – var egentlig ganske rosværdigt, fordi det var tænkt som et værn mod afgudsdyrkelse og tilbedelsen af andre end Allah, der jo er transcendent og derfor ikke mulig at afbilde. Men i 2006 fik dette påbud en helt ny betydning. Det var skammeligt at opleve hvordan dette princip blev anvendt. Et rygte om nogle tegninger i et fjernt land var nok til at gøre selve navnet Mohammed til et fetich-objekt og skabe en undskyldning for at gå bersærk og udvise en komplet barbarisk adfærd. Mere end 100 mennesker mistede livet i optøjerne, som havde sit udgangspunkt i Muhammedtegningerne version 1. En mullah i Pakistan tilbød 1 million dollars og en bil som bestikkelse for mordet på “tegneren”. Mullahen er aldrig senere blevet retsforfulgt og blodpengene er vist nok stadigvæk til rådighed for den, der myrder Kurt Westergaard.

Beskidt og modbydelig opførsel

Kunne tingene være blevet mere beskidte og kyniske? Ja selvfølgelig, det værste kan næsten altid overgås. I et hjernedødt forsøg på at gøre gengæld, rodede forskellige islamistiske grupper og regimer rundt i deres hævnarsenaler, og med deres velkendte sans for humor og ironi foreslog de en trade-off. ”Du lave grin med vores profet, og vi vil fornægte din Holocaust”. Selv om der skulle findes den mindste smule ækvivalens, og jødiske bander skulle finde på at smadre muslimske butikker og ambassader, skulle det for os helt sikkert føles nedværdigende at foretage et så lavt og billigt stunt.

Jeg formoder, at man skal være taknemmelig for, at holocaust kun bliver fornægtet i stedet for, som i anden islamistisk propaganda, entusiastisk bekræftet og opstillet som en løsningsmodel for fremtidens verden. For kun et uvidende fjols kan mene, at anti-semitisme kun er en trussel mod jøderne. I Europa, skal man huske, skabtes Det Tredje Rige som med et gennemracistisk tysk styre udover jøderne, også lykkedes at slagte millioner af ikke-jøder, herunder utallige tyskere, under det idiotiske påskud af at ville udslette en jødisk sammensværgelse, der som bekendt aldrig har eksisteret.

Ironisk nok er jeg en af de få, der har forsvaret historikeren David Irvings ret til at fornægte holocaust, og jeg mener det er sygt, at han måtte udstå en fængselsstraf i Østrig for at udtrykke sine meninger. Det er fordi, min opfattelse af ytringsfriheden som det ypperste, er absolut og konsekvent. Dem, der tilskynder til mord og brandstiftelse, eller de mere modererede som blot forsøger at retfærdiggøre det, er simpelthen for uintelligente til at hæve sig over den barnlige glæde, der kulminerer i påstanden om, at to forkerte giver en rigtig.

De slibrige medløbere

Det værste er, at de mere afdæmpede, dem der sympatiserer med og siger sig forstå voldsudøverne, har skabt et større problem end de åbenlyst gale og onde individer. Bare se hvordan begrebet “islamofobi” er blevet smuglet ind over vore grænser og ind i vort sprog og tænkesæt. Enhver der gennem de senere år har fået denne etiket klistret på sig, er samtidig blevet bedt om at holde kæft, og fået at vide, at vedkommende ikke har ret til at kritisere religion. Pr. definition vil enhver, der anklages på denne måde således også være implicit skyldig, når der opstår vold i islams farvand [uanset, hvem der måtte udøve den]. Således har den ”bløde” censur triumferet længe. Ikke med hjælp af sin argumentation, men med sin tilknytning til den “hårde” censur, som vi har set utallige eksempler på gennem to Muhammedkriser, og mange andre forsøg på meningsafpresning, de sidste 5 år.

Gennem flere år har amerikanske muslimer og deres medhjælpere forsøgt at polere billedet af islam i USA. Vi fik tidligt at vide, at de muslimske ledere i USA er smartere – end dem i Europa. De har “formået at opbygge effektive organisationer og opnå større integration, accept og økonomisk succes end deres brødre i Europa, siges der. I 2006 skildrede de tegningerne som en del af en bølge af global islamofobi og opfordrede muslimske grupper i Europa til at bruge den samme benævnelse. Alt dette lykkedes meget fint. De anvendte simpelthen deres egne barbariske og voldsudøvende ”fætre” i de uudviklede lande, hvor islam har sin rod, til at droppe en diskret meddelelse til den amerikanske diskurs – det er ikke-muslimerne som er syge i hovedet, da de alle har ”islamofobi”! Hvorfor føles det på en eller anden måde som en trussel?

Denne trussel bliver endnu mere påtagelig, når den parres med antal. For nogle år siden lærte vi, at Salman Rushdie havde fornærmet en milliard muslimer. Senere blev dette i 2006 under den første Muhammedkrise optrappet til 1,2 milliarder muslimer. I nutiden er det steget til 1,5 milliarder og ind i mellem hører vi nu tallet 2 milliarder. Det er en trussel, hverken mere eller mindre. Det er antallet som skal slå vores psykiske forsvar i stykker. Hvor mange danskere eller jøder eller fritænkere findes der i forhold til disse enorme mængder af muslimer? Det er ikke svært at indse, hvad disse “talsmænd” er ude på med denne psykologiske trusselstaktik.

Christopher Hitchens afslutter sit indlæg fra 2006 med en uforbeholden tale for Danmark, som vi danskere kan være stolte af og taknemmelige for. Den viser, at vi har venner, desværre her en ven, der ikke længere kan hjælpe os i live – men posthumt går denne artikel lige til mit hjerte!

Ikke en dollar af Wahhabi penge skulle få lov til at blive brugt på at åbne madrassaer i dette land, eller til distribution af fundamentalistiske revisioner af Koranen i vores fængselssystem, før kirker og synagoger og darwinistiske biblioteker bliver tilladt i hvert eneste af de lande, hvis ambassadører har hidset sig op mod danskerne. Hvis vi er nødt til at acceptere denne sygelige pladder om at ville have “respekt,” må vi i det mindste kræve, at det gælder gensidigt.

Når Bush ikke ville støtte under Muhammedkrisen

Der er stadigvæk meget at sige om Danmark: Et lille demokrati, der modstod Hitler beskyttede sine jøder såvel som sig selv. Danmark er et respekteret medlem af NATO og et land, der sender sine soldater for at hjælpe i forsvaret og genopbygning af Irak og Afghanistan. Og hvad er belønningen fra Washington? Ikke et ord om solidaritet, men i stedet for nogle krybende ord og undskyldninger til dem, der har angrebet Danmarks frihed, dets handel, landets borgere og dets ambassader. Skam på Amerika. Sandelig, her er en sag, der skal tages op af dem, der bekymrer sig over, at Amerika er alt for afslappet og arrogant i sit forhold til sine allierede. Jeg har det skidt med, at jeg har taget så lang tid om at komme til det, men jeg spekulerer på, om nogen måske har lyst til at deltage sammen med mig i en ”komsammen” udenfor den danske ambassade i Washington, for på en rolig og sanset måde at bekræfte vort venskab. De, der kan lide tanken kan kontakte mig på christopher.hitchens @ yahoo.com, og dem, der bor i andre byer med danske konsulater kunne måske ønske at gennemføre ligende manifestationer der for egen regning.

Desværre kan vi ikke længere nå Christopher Hitchens. Æret være hans minde!

 

2 comments to Stå op og forsvar Danmark

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver