ISLAM “AS IT IS” – Del 2

Islam – råt og upoleret – Del 2


En gennemgang af Hans Erling Jensen – inspireret af Sam Solomon og mange flere…

Jeg har samlet inspiration fra mange forfattere, forskere, foredragsholdere og offentlige personer, der alle er meget bekymrede over udviklingen i verden, hvor islam vinder større og større terræn med hjælp af en høj børnefødselsrate og en massiv immigration til den vestlige verden. Her har jeg nævnt nogle få, og linket til information om disse mennesker, hvoraf nogle er mennesker, jeg kender rigtigt godt. Jeg håber, at jeg med dette kan bidrage med en reel og letforståelig information omkring, hvad ISLAM virkelig er.

Det er vigtigt at du som læser – hvis du virkelig er interesseret i at forstå dagens udvikling – ikke afviser de passager, som du måske ikke kan godtage, som neutral information, men at du søger videre på egen hånd. Jeg har forsøgt at lænke til relevante tekster i den omfang det føles meningsfuldt – for mig. Men ellers er der jo Google!

God læselyst!

…nogle af dem har inspireret mig:
Ibn Warraq,  Ayaan Hirshi Ali, Wafa SultanLars HedegaardPhyllis CheslerKai SørlanderNicolai SennelsRolf Sloth-Henriksen, Sengül GüvercileFadime SahindalKaren JespersenRalf Pittelkow,Mogens CamreWinston ChurchillTina MagaardCarl PopperLars Vilks, Geert WildersNicolai Sennels, Mark Steyn,Pat CondellAisha – og mange flere…

På tysk ved Liz Schmidt: http://europenews.dk/de/node/53893
På hollandsk ved Ej Bron: http://ejbron.wordpress.com/2012/04/19/de-islam-ruw-en-ongeschminkt-deel-ii/


Islam fastholdes i en statisk [ikke udviklingsbar] position gennem sine mange doktriner

Ifølge islam fødes alle mennesker som muslimer

Alle mennesker er født som muslimer. Det er forældrene, der handler mod Allahs vilje, når de opdrager dem som hinduer, kristne, jøder, buddhister, ateister eller noget andet end islam. [Bukhari, Sahih Muslim]

I islam kaldes dette også for ”fitrah”, som bedst kan oversættes som ”en naturlig bøjning”. De fleste vil nok mene, at dette lyder som det rene vrøvl, og at det ikke kan passe, fordi islam jo er den yngste af de tre store monoteistiske religioner. Doktrinen er selvfølgelig noget efterkonstrueret vrøvl. Men den virker desværre, for trænger man ned i materien, finder man hurtigt ud af, at begrebet ”konvertere” ikke findes i den islamiske verden. Her anvendes i stedet for begrebet ”reversion” [tilbagevenden]. På den måde bliver ”fitrah” pludselig en del af menneskets ”dna” [Sam Solomons udtryk]. Noget et menneske, aldrig ”lovligt” kan fralægge sig og/eller tage afstand fra.

Sura 7.172 cementerer fitrah-doktrinen med følgende ord:
Og da din Herre af Adams børn, af deres ryg, tog deres efterkommere og lod dem vidne for sig selv: ”Er Jeg ikke jeres Herre?” De sagde: ”Jo! Det bevidner vi”, for at I ikke på opstandelsens dag skulle sige: ”Vi var ikke opmærksomme på det.”

Ifølge en lang række islamiske teologer dækker ”fitrah” over menneskets tilbøjelighed til at tilbede Allah. Der gøres et stort nummer ud af at forklare, at det ikke er ensbetydende med, at man er født som en troende muslim, idet den gængse muslimske opfattelse er, at børn kommer til verden i en tilstand af komplet uvidenhed, men med et rent hjerte, som er redebon for at tage i mod sandheden. [Forklaringen er, at hvis man forlod et menneske i en tilstand, hvor det ikke kunne påvirkes af mennesker udefra, så ville det automatisk blive muslim og tro på Allah ud fra sin naturlige tilbøjelighed.]

Bertrand Russell sammenlignede i øvrigt kommunismen med islam, i det han skrev at begge ideologier er praktiske, sociale, ikke-åndelige og optaget af at vinde magten i denne verden. Ligeledes hævdede Marx [i sin egen hjemmestrikkede ”fitrah”], at kommunismen er forudbestemt til at blive virkeliggjort.

Apostasi

Med baggrund i ovenstående kan det ikke overraske nogen, at de muslimske lærde sammen med deres proselytter af troende muslimer betragter enhver voksen ikke-muslim som frafalden. Er man født i en muslimsk familie – eller hvis bare faderen er muslim [mange muslimske skoler mener at en forælder er nok] – og senere i livet vælger at forlade islam og afsige sig sin tro, da bliver man betragtet som kriminel og en af Allahs værste fjender.

Apostater [frafaldne] er i islam pr definition fredløse, og det er enhver muslims pligt, at slå disse ihjel, når alle fortrydelsesmuligheder er afprøvede [i visse tilfælde tillader Allah ikke en frafalden at angre sig og vende tilbage til islam]. Denne handling [at myrde en frafalden] anses blandt de mest fremtrædende islamiske lærde som en gerning, der tjener til Allahs ære, altså en del af ”jihad”, og som giver direkte adgang til paradiset udenom skærsilden. Hvis handlingen medfører en jordisk straf i form af fængsel eller dødsstraf, er der bred enighed blandt de muslimske lærde, at gerningsmanden desuden ”adles” med status af ”shahid”.

Gennem hele sin historie har islam på skrækindjagende vis udnyttet dem, der var rede til at dø for troen. Shahider blev fra den tidligste islamiske tid brugt til at udføre politiske mord. Moderne terrorister [mujahediner] betragtes også som ”shahider” og manipuleres – mest af politiske grunde – med betydelig effekt.

Frygten som våben

Med hjælp af frygt beordres muslimer til at forsvare Allah mod alle angreb. Under angreb hører også kritik af de ”hellige skrifter”, deres profet Muhammed og alt andet, der har med islam at gøre. Deres ret til at forfølge og dræbe anderledes tænkende, alle ikke-muslimer, legaliseres blandt andet af sura 22.39, der lover at Allah vil hjælpe dem, der lider uret og bekæmper dem, der påfører muslimerne uret. Det vil sige os, der ikke frivilligt vil være muslimer.

Muhammed bruger altså Allahs tidløse vrede som et effektivt våben til ikke blot at true sine modstandere med, men i langt højere grad til at terrorisere sine egne tilhængere til at udføre morderiske handlinger og vise ham total lydighed. Den skotske islamkender Hamilton Gibb udtrykte det således: ”At Allah er den almægtige hersker og mennesket hans skabning, som altid står i fare for at pådrage sig hans vrede, det er grundlaget for al muslimsk teologi og etik”.

Det kan være vanskeligt at forstå, for os i vesten, der er opdraget til tolerance mod anderledes tænkende. For os er tanken om en evig straf i helvede, umulig at slippe fra nogensinde, meget vanskelig at kapere. En sådan ondskab rettet mod mennesker, der ikke en gang i dette liv selv kan gøre noget for at ændre situationen, i det Allah har prædestineret den enkeltes skæbne fra før fødslen [Sura 2.007, 2.010, 2.026, 45.23 m.fl.]. Vi finder det uforenelig og uværdig for en venligsindet, tilgivende og barmhjertig gud, at bevidst skabe mennesker, der er bestemt til at ende i helvede for evigt, uanset hvordan det enkelte menneske opfører sig. Godt og dårligt bliver ligegyldige størrelser, og frygten for ”straffen” bliver et virkningsfuldt politisk middel  i denne prædestinerede verden, hvor alt handler om, hvad Allah har bestemt.

Had

Fra de islamiske lærde udgår en uafladelig og ustoppelig strøm af forbandelser over ”de ikke troende”. Fællesnævneren for ikke-muslimer, i muslimsk terminologi, er ”kafir” [ordet staves eller udtales også ”kuffar”].  Ordet betyder simpelthen hedning, eller en person, der afviser sandheden. ”Sandheden” er i denne forbindelse islam. Islams hellige tekster indeholder utallige hadefulde udfald mod kafirerne [de vantro], og fra moskeerne lyder budskabet uafladeligt, ”at de vantro hader alle muslimer og konspirerer for at udslette dem og islam. De vantro respekterer ikke muslimerne eller islam og tillader ikke at muslimerne får deres retsmæssige plads i verden [som dem, der regerer]”! At sprede had med hjælp af frygt er en effektiv cocktail for mullaher og imamer overalt i verden.

Muhammed var ikke i tvivl om, at jøderne og de kristne var de største konkurrenter til hans hjemmelavede røverkult, islam. Det er sandsynligvis derfor, at en overvejende del af hans påståede åbenbaringer handler om at skabe mistro og frygt hos muslimerne for jøderne og de kristne.  I sura 3.100 pointerer han blandt andet, ”at hvis, de der tror på Allah, begynder at høre efter jøderne eller de kristne, så vil de gøre dem vantro igen!” Og dette er jo ifølge de ovenstående afsnit det værste, der kan ske for en muslim. Ikke blot mister han muligheden for at komme i paradis og forsyne sig med ”de storbrystede jomfruer” der, han kan også se frem til at tilbringe evigheden i helvedes flammer.

Hvad der læres ud

Det påstås altid, når diskussionen drejer sig om religionsfrihed, at man selvfølgelig er fri til at tro på, hvad man vil – også når man er muslim. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Hvordan kan man have dødsstraf for apostasi, hvis alle har lov at tro det de vil? Ofte henviser muslimer til sura 2.256. Verset lyder delvist: ”Der er ingen tvang i religionen…”

De der anvender dette vers, tænker som regel ikke på, at verset stammer fra én af de tidligste suraer fra Medina perioden. ”Åbenbaringen” kommer på et tidspunkt, hvor muslimerne lige var ankommet til Medina efter at være jaget ud af Mekka. De var svage og derfor nødt til at være på god fod med de andre stammer omkring dem, af hvilke mange var jødiske. Verset blev sidenhen abrogeret flere gange.

Gennem hundredvis af år har imamer og mullaher hjernevasket deres proselytter til at tro, at Toraen og Bibelen først og fremmest handler om forudsigelsen af Muhammeds komme! Når man tager denne kendsgerning [løgn] i betragtning og indser, at de allerfleste muslimer på fuldt alvor tror, at den kristne bibel hovedsagelig handler om Muhammeds komme, bliver visse ting meget klarere.

I sura  61.6 lader Muhammed Jesus forudsige sit eget komme, og han sparer ikke på superlativerne om sig selv: ”Jeg [Jesus] guds udsending er kommet til jer …for at bringe det gode budskab om en udsending, der kommer efter mig, hvis navn skal være højt lovprist!”

Muhammeds åbenbaringer i koranen degraderer altså Jesus til ”bare” endnu en profet i rækken, der kom før den sidste og bedste, Muhammed. Dermed kan man pludselig meget bedre forstå hvorfor, koranen angriber ”dem, der sætter andre ved guds side”, og mener at de af skriftens folk [de kristne], som tror at Jesus er Allahs søn [og dermed guddommelig], i virkeligheden er Allahs værste fjender – for Allah kan ikke have nogen, der er på højde med ham. I islam er det at tro på, at Jesus er guds søn så blasfemisk, at det i mange lande, blandt andet Pakistan, er forbundet med dødsstraf at hævde det offentligt.

Konklusion

Muslimer kan ikke debattere frit. Allah har bestemt, hvordan alting forholder sig, derfor er udfaldet af enhver diskussion egentlig givet på forhånd. Sagt på en anden måde: At lave en aftale med en muslim her og nu, kan ikke lade sig gøre. I vigtige ærinder er muslimer tvunget til at få enhver aftale godkendt af en shariakyndig person. Det gælder naturligvis også – eller måske mest – på det politiske område. Eftersom muslimen pr definition [islams] står over enhver ikke-muslim, vil enhver aftale med en muslimsk partner bære præg af, at det er en befaling fra muslimen til modparten. Hvis ikke, gælder aftalen ikke juridisk, i forhold til sharialoven.

Kald diskussion for dialog, og du kan nu forstå, at det ikke er muligt at føre en dialog med fortalere for islam. Eftersom enhver aftale mand og mand i mellem, eller mellem nationer, skal godkendes [af Allah???]således at den opfylder sharialoven, kan aftalen enkelt ugyldigforklares af den muslimske part. I virkelighedens verden kan den muslimske part også lyve helt uden sharia-juridiske problemer for at opnå sine mål. Denne foreteelse kaldes taqiuyya. Dette og meget mere fortsætter jeg med at uddybe i Del 3.

1 comment to ISLAM “AS IT IS” – Del 2

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver