Islamkritikeres problem

Islamkritikere er ikke synlige på universiteterne – hvorfor? Er det pengene der savnes? Eller det fremmede magter, der betaler fakulteternes aktiviteter?

Hans Erling Jensens FaceBook kommentar til et par Universitetskloge-Åger…

Wafa Sultan sagde for et års tid siden, da hun var i Danmark: “Follow the money”! Desværre har vi på Eticha ikke recurser til at grave særlig dybt, men vi har da stadigvæk ret til at spekulere!

I de fleste vestlige lande inklusive USA er de fleste fakulteter i dag afhængige af familien Saud. Er vi også det i Danmark?

Jeg er klar over, at islamkritikere har et stort problem. Hvordan skal vi forklare – informere eller komme ud til de mange mennesker, der ikke har sat sig ind i, hvad islam er, og for det meste har nok i at klare hverdagen, om den omvæltning vi står overfor, i og med islam kommer at fylde mere og mere i samfundet.

Hidtil har vores eneste middel til at udfordre den tiltagende og accellererende islamisering været, at vi har gjort opmærksom på de mest uhyrlige forskelligheder, som vi i nogen grad har henført til “de hellige tekster”.  Men alle kender jo en sød og rar muslim eller flere. Jeg er ingen undtagelse.

Winston Churchill begik næsten selvmord, da ingen ville høre

Sir Winston Churchill stod overfor det samme problem i trediverne. Han kunne ikke få etablissementet til at forstå hvilken fare Tyskland udgjorde, og at man ikke kunne stole på dem. Forsvarerne opfattede jo Tyskland som en kulturnation, og første verdenskrig var jo en del af det gamle feudale system, som jo nu var blevet afskaffet. Så det kunne ikke være så galt og de fleste kendte en tysk familie som var de rareste mennesker i verden.

Der var også en stor samling af mennesker, der beundrede Hitler og nazismen, sådan skulle de gerne selv ville have det og så videre. Men Churchill gav sig ikke. Men lige meget hjalp det. Peace in our time og årene, der fulgte kørte Frakrig og England ind i et hjørne, hvor Herr Hitler havde regnet med de blev stående. Det gjorde de så gud ske lov ikke.

Vi kender den historie. Vi ved, hvordan det fortsatte, og vi ved, hvordan det hele endte. Men hvor mange tyskere var egentlig nazister? Det antages, at ca 3% af det tyske folk var regulære, bevidste nazister. Ved valgene optil Hitlers magtovertagelse lå Nationalsocialisternes andel af stemmer på ca 30%. Der eksisterer desværre ingen ”polls” fra den tid, der kan afdække, hvor mange tyskere, som gik ind for udryddelsen af jøder, kommunister, åndssvage, sigøjnere og så videre. Men det må formodes, at det i virkeligheden var ganske få. Alligevel stillede ”det tyske folk” op, da krigsklokkerne for alvor begyndte at ringe. ”Man” var jo tysker!’

Jamen så åben dog øjnene

Hvorfor skriver jeg om dette her? Det gør jeg, fordi en nylig gennemført research som PEW og Gallup stod for (2008) viste at, 7% af den muslimske befolkning globalt anså, at angrebet på World Trade Center 9/11 var berettiget, og hvis man udvidede begrebet til ”stort set berettiget” så steg andelen til 13,5%.

Når man videre læser følgende i teksten, så kan man godt få alvorlige rynker i panden:

En undersøgelse fra University of Jordan viste, at det store flertal af jordanere, palæstinensere og egyptere ønsker, at shari‘a skal være den eneste kilde til islamisk lov – men kun en tredjedel af syrerne. Indonesiske undersøgelses- og valgresultater fik R. William Liddle og Saiful Mujani til i 2003 af konkludere, at antallet af islamister “ikke udgør mere end 15 procent af den samlede indonesiske muslimske befolkning.” I modsætning hertil fandt en undersøgelse i 2008 af 8.000 indonesiske muslimer ved Roy Morgan Research, at 40 procent af indoneserne foretrækker hadd kriminalitetsstraffe (såsom at skære hænderne af tyve) og 52 procent foretrækker en eller anden form for islamisk lovkodeks.

Et Tyskland, hvor mindre end hver tiende ønskede en stat af nazismens karakter, men hvor en tredjedel i et demokratisk valg stemmer på disse autoritære politikere, blev overtaget af de samme politikere og i løbet af kort tid regerede de under mottoet: Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer.

Spørgsmålet er således ikke længere om det er ”alle”, men hvor mange, der skal til for at overtage ”styringen” i en nation. Den islamiske ”Ummah” er en sådan nation. Med de kontrolmekanismer og den vold, der udøves i systemet – og som man skal være blind for at ikke få øje på – har vi for længe siden overskredet det kritiske punkt. Egypten er et godt eksempel. 2/3 af befolkningen stemmer på islamister af den ene eller den anden art. Her har de allerede magten til at afskaffe demokratiet, hvilket er udtalt gang på gang af såvel Broderskabets ledere som deres salafistiske partnere, der er om end endnu mere autoritære og teokratiske end Broderskabet.

Islam er styret efter “Führerprincippet”!

Den, der fortsat tror på, at islam er ”fredens religion”, i stedet for en autoritær ideologi styret efter førerprincippet, gør både sig selv og sine efterkommere en bjørnetjeneste.

At min argumentation skulle være dårligere end argumentationen for det modsatte (at islam er fredens religion) falder på ren empiri. Det er bare at se sig om i verden, læse lidt historie fra den muslimske verden, se på kvinderne i islam og høre eksplosionerne i Kabul netop i dag. Jeg tror mere på en erfaren islamkender som Sam Solomon, en Wafa Sultan, en Hirshi Ali, Ibn Warraq, Churchill, Shoebat og andre i samme kaliber, end jeg falder for islamisternes offerretorik eller deres godheds-venner, som sjældent – efter at nazikortet er slidt op – kan lade Breivik udenfor diskussionen, som ”vores” produkt, på trods af at denne er undsagt af samtlige seriøse islamkritikere i verden.

Postlude

Konklusionen er, at om Breivik skal anvendes mod min kritik af islam og min retorik, som den blev på FaceBook i dag, da tillader jeg mig for eftertiden at opfatte samtlige islamistiske udtalelser fra Khomeny Erdogan over Bin Laden til Ahmedinjehad og alle imamerne på You Tube som de sande muslimske stemmer og advare folket mod det, de står for!

Men det har jo sletter ingenting med islam at gøre – vel?

 

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver