Karen Blixen

Baronesse Karen von Blixen-Finecke (17. april 1885 – 7. september 1962)

Dansk digter, forfatter og storyteller, der også skrev under pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel.

Karen Blixen betragtede sig selv som storyteller; og har sammenlignet sig med Scheherazade, der i Tusind og en Nats eventyr fortæller kaliffen Shahryar eventyr. Hendes fortællinger og eventyr følger traditionen af storytelling, og de fleste finder sted i det 19. århundrede eller tidligere.

Karen Blixen er i Danmark, USA og England mest berømt for værkerne Syv fantastiske Fortællinger, Vinter-Eventyr og Den afrikanske Farm. Hun er også kendt som forfatteren til værkerne bag filmene Mit Afrika og Babettes gæstebud, der begge er Oscar-belønnet.

Karen Blixen om Islam!

I SAMLEDE ESSAYS – skrevet under et ophold i Berlin i 1939 – sammenligner Karen Blixen i kapitlet “Breve fra et land i krig” nazismen med islam:

“Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredje Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personligt har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse.

– Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning (Hitlerhilsenen): Din i liv og død.

Islam er af de to det højeste ideal, fordi det er højere at tjene Gud end at tjene et fædreland eller en race. Råbet fra minareten: “Der er kun én Gud og Muhammed er hans profet,” er af evigere natur end noget feltråb om det udvalgte folk. Halvmånen er et ædlere tegn end hagekorset – (der for mig i hvert fald har noget uroligt og brudt, spasmodisk i sin bevægelse, hvor ikke, som på tårnene ved indgangen til stadion, hagerne er bøjede, så at de danner brudstykker af en periferi, samler figuren og bringer den til ro.)

Alligevel har de to verdener mange ting tilfælles. Men man må da ikke tænke på det ældede islam, som vi nu kender til, efter at det har fundet sig en modus vivendi mellem verdensreligionerne. Man må gå elleve eller tolv århundreder tilbage, til mødet med den unge muhamedanske bevægelse, da den rejste sig og foldede sig ud som en fane og drog frem for at underlægge sig verden. Da må det have lynet og tordnet i skyerne, og de omkringliggende riger må have følt sig ilde til mode. Hvorfra fik ørkenfolket denne kraft?

Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, én rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det tredje Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem – 10% af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler. I sine ritualer har Islam lighed med Det tredje Rige: de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i “Min kamp” ligner kapitler i koranen.

Islam blev udbredt med sværdet, det er en anklage, som bliver ført imod den af andre religioner, der dog ikke på dette punkt alle selv kan have den bedste samvittighed. Jeg vil citere så vidt jeg husker det, for man kan jo ikke her i Berlin købe engelske bøger at slå op i – hvad Carlyle har at sige derom i sin bog: “Heroes and Hero-Workship”, som for resten i det hele taget har meget af Det tredje Riges tankegang. “Med sværdet,” skriver han. “Javel, men hvorfra fik profeten sværdene? Enhver ny religion begynder med en minoritet på én eneste mand – på den ene side han, på den anden side alle de andre. – Det ville ikke nytte ham at forsøge at udbrede sin tro med sværdet. Lad ham skaffe sig sine sværd.”

Selve Islams forestilling om paradis er skabt af en krigerfantasi, det er et ideal for en hær på march. – “Så længe I marcherer, må I underkaste eder alle savn og bevare eder afholdende, prøvede, rede til kamp. Men når staden er indtaget, og vi er gået i lejr, så bliver det hele noget helt andet.” Det er en femårsplan i en overnaturlig dimension.

Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og store luftspejlinger. Til gengæld, synes jeg, har Det tredje Rige en rent ekstatisk respektabilitet, honnet ambition på liv og død, i himlen og på jorden. Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.

Arkiver