Nu fortsætter kampen

Det er ikke enden, det er ikke engang begyndelsen til enden – det er her det begynder

Af Hans Erling Jensen

Fredag efter fredag den “trættende”…

Naturligvis var en frifindelse en herlig ting, som punkterer myten om fredag den trettende. Det var nemlig den dag, hvor Højesteretsforhandlingerne fandt sted i sagen mod Lars Hedegaard. Jeg var selv til stede i retten og skrev datoen ind i min hukommelse som ”fredag den trættende”, i det retssagen startede med halvanden times malende gennemgang i samme toneleje af anklageren, som gentagne gange gjorde opmærksom på, at Landsretten havde anvendt  en forkert begrundelse – eller udtrykt sig dårligt – i det de havde skrevet, at tiltalte ”burde have vidst, at interviewet  (det formastelige fra december 2009) ville blive offentliggjort”. (Denne formulering er helt i modstrid med landsretsdommens præmis, der gik på 266b’s ordlyd ”den der med forsæt, udtaler sig offentligt…”) Hun (anklageren) mente, alligevel , at lars hedegaard skulle dømmes efter 266b og at højesteret bare havde at rette i dommen, så ”burde” blev til ”må” (have vidst).

Det kunne Højesteretsdommerne selvfølgelig ikke gå med til, i det der ikke findes lovhjemmel for det. Alle til hobe valgte at frikende Lars hedegaard. Syv rødkappede eksperter på dansk lov og ret kan vel ikke tage fejl? Selvfølgelig ikke.

Vi er måske ikke helt tilfredse alligevel. Der spores i dag en vis irritation på de forskellige forum over det faktum, at Lars Hedegaard – godt nok blev frikendt, men det han sagde, det er stadigvæk ulovligt at sige, hvis han altså havde gjort det med ”forsæt”!

Et nyt kapitel begynder

Et kapitel er skrevet. Nu er der tid til et nyt. Kampen mod 266b, ikke ”bør”, men ”skal” fortsættes. Set fra min synsvinkel, og jeg ved, at det ikke bare er min opfattelse, bør (nu var den der igen) 266b angribes gennem anvendelse af Grundloven.

Grundlovens paragraf 77 overlader ingenting til tvivlen, hvis man skal tro dens sidste bastante sætning. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Hvad har størst vægt i Danmark. Grundloven eller en sub-paragraf som 266b? Enhver folkeskoleelev, der har hørt efter i timerne, når læreren gennemgik, hvorledes det danske system er skruet sammen, vil uden at blinke række hånden op og svare: ”Den danske grundlov, selvfølgelig!” Hvor svært kan det være?

Jeg vil medgive, at der i et samfund, bør findes visse regler for, hvad man kan tillade sig at sige om folk eller grupper af personer, der i forvejen er hårdt udsatte på grund af forhold, de ikke selv har noget at sige til om så som race, hudfarve, etnisk oprindelse, seksuelle orientering eller handikap. Religiøs tro har ikke noget at gøre i denne sammenhæng.

Ord, der ikke opfordrer til vold eller anden form for ødelæggende forfølgelse, skal aldrig kunne straffes i en dansk retssal, uanset om de er udtrykt i tale, på skrift eller andre sammenhæng.

Sagen mod Lars Hedegaard har fra første færd været forfejlet. Den har vist os, at selv meninger taget ud af sin sammenhæng, anvendt som indlæg i en længere dialog, og hvor, der ikke efter hver sætning siges, ”det gælder ikke alle af de nævnte”, eller forinden gøres opmærksom på, at det blot er ”mange”, eller ”det jeg siger nu gælder ikke alle”, har kunnet danne grundlag for langstrakte retssager helt op i Højesteret. Hvor lang kunne man ikke komme med endnu alvorligere ”talefejl”!

I Danmark bør denne retssag sætte punktum for en opførsel, der i sin totalt idiotiske argumentation flytter tiden og landskabet tilbage til Eras Montanus Holbergske landsby – eller måske endnu værre, flytter os til nationer og lande, hvor det at holde en bestemt bog i højre hånd betyder pisk, fængsel og i værste fald halshugning. Lad os dog for pokker beholde den frihed vi har tilbage, så længe det nu er muligt!

1 comment to Nu fortsætter kampen

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver