Kæmp for alt hvad du har kært…

Danmark nu revner din blomsterfyldte eng….

Danskere tilhører et fredeligt folk. Myterne om de bersærkergående vikinger er tilsyneladende ikke andet end farverige historier, vi kan lægge til vores kultur som en medicin, der kan give os saft og kraft til at kæmpe, når det er nødvendigt. For vi har en kultur, som er værd at kæmpe for,  uanset hvad mange af vore egne forsøger at foregøgle os i multikulturalismens navn. Vi har et sprog, en historie og i denne en demokratisk tradition, der så sin spæde begyndelse allerede under vikingetiden.

Det islandske al-ting blev etableret i 930 og giver et indblik i en samfundsstruktur, som man sjældent forbinder med oldtiden og vor egen ur-historie. Det kan være oprindelsen til dette demokratiske embryo, som har skabt myten om de ”barbariske” nordiske folk. Vikingerne var egentlig ikke krigere, men håndværkere, jæger og bønder, der levede i homogene samfund, hvor der fandtes rigeligt med individuelle friheder. En del forskere har forsøgt at forklare deres styrke som et resultat af den effektivitet, de som gruppe var i stand til at opvise, når slaget skulle slås! Vi kan lade det blive der, som en god fortælling at hvile på. Vi danskere har ikke altid vist lige så stor opfindsomhed og mod, som vikingehistorierne formidler.

Danmark i den globale sammenhæng

Danmark er et lille land i en stor verden, hvor der ikke skal meget til før alt vendes op og ned. Globaliseringen – konceptordet som indførtes med fremkomsten af internettet, har vist os, hvad der kan ske, hvis vi ikke hele tiden er på dupperne. Den store tilvandring, som er sket under de seneste 40 år og som i perioder har accelereret på grund af totalnaivistiske familiesammenføringer har givet danskerne kniven på struben. Holder vi ikke fast i vore danske grundværdier, demokrati og retsstat, varer det ikke længe førend det, der er vort, går tabt. Sker det, vil det ikke nytte til den tid, at fortryde de smukke, men urealistiske tanker om at frelse hele verden, det evindelige håb om at alt går nok til sidst og den laden-stå-til, som er ved at føre os ud i uføret. Vi vil gerne have inspiration fra fremmede kulturer – så længe det er os selv, der bestemmer farten.

Under anden verdenskrig og besættelsen var der ikke mange danskere, der kunne finde på at kalde de tyske besættelsestropper for ”kulturberigende” eller en nødvendighed for Danmark, for at vi skulle overleve som nation. Tvært imod. Mange skammede sig med kongefamilien i spidsen over den ligeglade appeasementpolitik den siddende regering havde ført op til krigsudbruddet, hvor forsvaret kun fik skillemønter til at opretholde sin virksomhed med og endda forbøds at grave sig ned ved den sydlige grænse. Apatien gik så vidt, at når besættelsesmorgenen endelig oprandt fandtes der ingen befalingsmænd på plads, der kunne beordre kanonerne ladede på øresundsforterne og sænke de tyske troppe- og materielfartøjer, der dermed kvit og frit kunne sejle ind i Københavns havn. Borte var vikingernes aura og Holger Danskes ånd, tilbage var tabernes skam.

Nu er vi i gang med den samme procedure igen. Heldigvis findes der dog en ansats til modstand. Vi, der er gået til modværge imod indvandrings- og asylvanviddet, er ikke onde, følelseskolde individer. Vi er mennesker, der som så mange andre ønsker, at danskere og europæere skal have lov til at være i fred for, og at vi selv skal have lov til selv at bestemme vores fremtid. Derfor kræver vi også i denne nye ”modstandsbevægelse”, at få klar besked om, hvordan situationen er – vi vil have tingene op på bordet som de er, og på en måde så de kan forstås af selv den mest tungnemme.

Er det ikke et rimeligt krav?

Selvfølgelig er det da det. Selv bor jeg i Skåne i Sverige. Her er der stille. Pressen er underlagt censur. Statistikerne er ubegribelige og uforståelige.  I Danmark finder der en debat sted. Vi har ikke censur – bortset fra i det små, noget som hellere pirrer os end kvæler os – vi har ret gode statistiker og mennesker med indsyn som deler ud af sin viden indefra systemets lukkede korridorer. Så hvor svenskere og andre nationers folk tavsetvinges til at gå til slagtebænken, hvor nationen skal henrettes, så har vi endnu chancen for at redde det rød-hvide liv. I mange år snød de os, dem der skulle hjælpe og passe på os. De forlangte, at vi skulle tage løgn for sandhed, fortielse for fuldstændighed og undertrykkelse for frihed. Vi fandt os i det i mange år. Muhammedtegningerne vækkede os fra denne Tornerosesøvn. Nu mangler vi bare, at der bliver gjort noget – på alle fronter.

Jeg tilhører de mennesker, der tror på retsstat og demokrati, og at vi ikke har fået friheden i evig eje, uden at vi slås for de ting, som vi har kært. I den offentlige debat har vi, der i dag tror på friheden og kategorisk afviser ideologierne og ismerne, der vil båndlægge os, overtaget! Den gruppe elitister, der ud fra sin egen åndelige afmagt fortsætter med at udbasunere, at der findes ingen dansk kultur, at vores sprog er et lån fra andre, og at vore værdier og traditioner er latterlige og ligegyldige – den gruppe råber knap så højt længere. Vi mener, at disse mennesker kan få lov til at tale for sig selv, men ikke for os. De kan slutte sig til den svenske statsministerkandidat, socialdemokratiske Mona Sahlin, der i en tale berømmede muslimernes sammenhold med hån i stemmen at sige ”I har jeres kultur, jeres sammenhold! Hvad har vi? Midsommeraften og stegte sild……”. En sådan holdning skal aldrig få lov til at berøve os andre vort hjem, vor tryghed, det sted, hvor vi kan være i fred med vore vaner og uvaner, på godt og ondt, i det fællesskab, som i mange århundreder har været danskernes.

Rent faktisk tror vi ikke en døjt på, at freden og husordenen kan bevares i et stort “multikulturelt” samfund af den art, som nogen på bedste kalejdoskopiske vis fabler om at skabe i vort land. Hvordan skulle vi kunne tro på det? Viser netop ikke alle erfaringer, at i de lande hvor meget fremmedartede kulturer, baseret på ideologier eller religion, massivt har trængt sig ind, at en sådan folkevandring ender med opbrud og borgerkrigslignende tilstande? Vi vil gerne have inspiration fra andre kulturer, og vi vil gerne have samkvem med dem. Men vi vil ikke løbes over ende af en masseindtrængen som den Frankrig, Italien, Holland, England og Sverige har oplevet. Vi vil ikke udsætte os selv og vore medmennesker for alle de konflikter, denne immigrationsbølge af anderledes troende beviseligt medfører.

Verden tilhører til syvende at sidst ikke dem, der nægter at se i øjnene, hvordan virkeligheden ser ud og derfor frivilligt overgiver sig. Verden tilhører dem, der orker at kæmpe og som ikke giver op, før slaget er definitivt vundet! Da fjenden allerede står midt i riget, kan vi opgive at grave skyttegrave. Vi må slå dem med kundskab og sætte vor lid til fremtidige generationers evner. Derfor bliver vor vigtigste kamp i den nærmeste fremtid, at generobre skolerne. Vi må missionere blandt lærerne, blandt de unge, der er træt af at være ofre for multikulturens skyggeside, vi må producere redskaber, der kan rette balancen i skolens budskab op, vi må kræve at skolen igen bliver en kravstillende læreanstalt og ikke en krigsskueplads for umulige indvandrer børn uden mulighed for at begå sig et progressivt samfund – på deres forældres præmisser. Det kommer at koste, men det kan lade sig gøre at re-generere den danske skole som en lærende institution. Du, der læser dette, og har egne ideer eller indfaldsvinkler, skriv til os………nu, i morgen kan det være for sent.

Hans Erling Jensen på vegne af Eticha hej@eticha.dk

Inspiration fra:
Dronning Margrethe II
Ole Hasselbalch, Viljen til modstand
Brix, Hansen og Hedegaard: I krigens hus
Røde Orm og flere…..

Arkiver