Østrigsk politipræsident: “Europa bliver slagmark”

“Vi skal ikke hengive os til illusioner. Europa bliver slagmark for en vældig kamp mellem ideologien Islam og dens fjender”


Det var (Rets)præsident Alfred Ellinger, som i Maj 2003 grundlagde “Vereinigung österreichischer Kriminalisten“, er strafferetsdommer og vicepræsident for landsretten i Eisenstadt. Han har i en menneskealder beskæftiget sig med yderst belastede forbrydere og har det aller bedste kendskab til kriminalstatistikkerne. Til forskel fra de fleste politikere behøver han vikke, på grund af sit erhverv, anvende ideologiske skyklapper i sin analyse og fortolkning af disse statistikker. Den påfaldende høje andel af muslimske immigranter blandt de svært og meget svært belastede kriminelle i Østrig er derfor helt ufiltreret sprunget ham i øjnene.

I modsætning til  Stern, Spiegel, taz og Co. har Ellinger set på om islam direkte har noget at gøre med denne  signifikanye høje kriminalitet. Han kom til frem til nogle  lidet overraskende – men selvfølgelig langt fra politisk korrekte – følgeslutninger. Som alle, der kan læse indenad, erkendte han hurtigt, at volds og terror potentialet i denne angivelige “fredsreligion” kan sammenfattes og forklares som følger: Først når hele verden har antaget islam kommer en “evige fred” (dar- al islam). Indtil da har enhver muslim pligt til at bekæmpe de vantro.

Men eftersom verden ikke vil det sådan, som islam har bestemt det, skal alle mennesker, der ikke følger islams lære, udryddes, hvis ikke de vilkårsløst efterkommer indbydelsen til at konvertere og lade sig islamisere. Islam kalder dem “vantro”, “kuffar” (“livsuværdige”), “aber og svin”, “lavere end dyr” – eller betegner dem kort og godt som guds fjender. Flertallet af menneskeheden omfattes af disse betegnelser: buddhister, hinduer, kristne, ateister, jøder og alle andre ikke-muslimer.

Gennem 1400 år har muslimer forfulgt denne opgave med stor iver, og frem til i dag har de rettroende, hvis vi skal antage en lang række historikere har ret, slagtet mere end 700 millioner ikke-muslimer i deres blodtørstige guds, Allahs, navn. Til dette formål har de, som den eneste “religion” udviklet et målrettet program, jihad, det sætter kampen mod “de vantro” – eller guds fjender – i centrum. Mere end 2000 skriftsteder i koranen og hadith (sunna) fremhæver denne skånselsløse krig mod de vantro!.

Den 1400-årige jihad er nu kommet til Europa og bereder sig på at overtage vort kontinent. Dette siger Alfred Ellinger om denne store fare:

Mellem dialog og jihad

Mange fundamentalister sidestiller sharia med islam. Historisk set stammer begrebet fundamentalisme fra en religiøs bevægelse i det 19. århundredes USA. I islam betegner “fundamentalisme” en bestemt fagretning indenfor islamisk videnskab (usuliyun). Temaer er islams ur-kilder og fundamenter (usul), koranen og sunna.

Men når vi i dag taler om “fundamentalisme”, så mener vi de islamiske kredse, som har en fundamentalistisk skriftforståelse baseret på traditionalisme  og dogmatisme, i hvis forestillinger jihad som centralt indhold viser sig som en følge af den fundamentalistiske skriftforståelse. Denne nye variant af fundamentalismens væsen er islams stærke politiske aktivering, hvis mål er opnåelsen af den islamiske guds-stat på jorden og genoplivelsen af shariaens traditionelle retsorden. Den dermed forbundne bogstavtro koranudlægning fører i mange islamiske lande til en radikal afvisning af al rationel og vestlig indflydelse.

Et spørgsmål om udlægning.

Kilderne til enhver religion er uden tvivl de såkaldte åbenbaringer fra gud, hvis kosteligste gave, koranen, ifølge de troendes forståelse, er en direkte åbenbarelse, d.v.s. at hvert ord stammer umiddelbart fra Allah. Men det betyder også at hvert ord skal oversættes ordret. I “Bogens”  to andre monoteistiske religioner, kristendommen og jødedommen, anses en sådan skriftforståelse for forkert. I den kristene og i den jødiske teologi tager men i betragtning at Guds ord fundamentalt er udstedt i menneskeord, dvs. at det altovervejende antal af bøger i Skriften ikke fremstiller nogen umiddelbare ytringer fra Gud, men fra mennesker med en historisk baggrund i den pågældende tekst. En sådan historisk tekst behøver derfor en omhyggelig udlægning for at kan erkende Guds egentlige ord.

Koran og „Sunna“ er fundamentale

Bibelen er opstået gennem et tidsrum på mere end 1000 år. Koranen på omkring 20 år. Udsagnene i koranen stammer fra en enkelt mands mund, profeten Muhammeds.

I islam er ikke alene koranen fundamental, det er traditionen, den såkaldte “sunna” også. Koranen blev tilføjet gennem profetens levnedbeskrivelse (sira) og overleveringen af Muhammeds udtalelser (Hadith). Baseret på disse tre kilder er en “gudslov”, shariaen, fremkommet. Den hører til de tungeste, mest langtrækkende og skæbnetunge principper i den islamiske tros-tradition at identificere sig med religionslovene, shariaen med den normative ret indenfor de islamiske fællesskaber, dvs. samfundet, statens politik. For islam er det utænkeligt at religionen kun skulle gælde for et delområde indenfor samfundslivet. Religionen bestemmer og kontrollerer alle statens områder. Alle nutidige islamiske fundamentalister står fast på gennemførelsen af en omfattende ordning af det politiske, sociale og det individuelle liv. Ifølge deres religionsforståelse er islam et fuldkomment system, som fuldkomment udtømmende regulerer alle livets områder. Mange fundamentalister sidestiller sharia med islam som sådan. Den islamiske fundamentalisme befatter sig derfor ikke alene med forståelsen af koranen, men i samme omfang med shariaen, den i den tidlige middelalder på basis af koranen formulerede gudslov. Den, som underlægger sig shariaen, er muslim, den, som afviser den, tilhører ikke de troendes samfund.

Til sharia’s kodex hører også de berygtede “hadud-straffe”, som stening ved ægteskabsbrud, håndafskæring ved tyveri, gennempiskning og mange andre barbariske straffe, som endog her i det tolerante Europa bliver krævet af muslimske fundamentalister. Ikke mindre vigtig er diskussionen omkring begrebet “jihad, den hellige krig”. Den nøjagtigste oversættelse lyder “anstrengelse, der er rettet mod et bestemt mål”. Denne “anstrengelse” er i koranens forståelse først og fremmest rettet mod forsvaret af islam og dennes fællesskab og dernæst frem for alt også mod islams udbredelse. En muslim har pligt til at forsvare sit territorium mod de vantro’s angreb og tillige til at undertvinge de vantro’s verden, indtil islam behersker hele jordkloden. Jihad kan først ophøre når alle mennesker har antaget den islamiske tro, eller har bøjet sig for dennes herredømme: “Islams grænse er verens grænse”.

„…og dræb dem, hvorend du finder dem.”

Volden mod anderledes troende har sit grundlag i koranen: “Når du møder de vantro, så hug hovedet af dem (sura 47) og grib dem og dræb dem hvorend du finder dem. Vi giver jer fuldstændig magt over dem.”(sura 4). Også disse koran-ord skal forstås bogstaveligt og gælder i dag!

Netop i vor tid med dens multikulturelle samfundsforståelse er det meget tillokkende at bruge det middelalderne Spanien fra det 10. til det 12. århundrede som et islamisk eksempel på tolerance.

Der – sådan skal det fortælles – havde der dannet sig et ideelt multikulturelt og religiøst blandet samfund, hvor den kritstne, den muslimske og den jødiske kultur kunne leve sammen i relativ harmoni. Men hvis man beskæftiger sig nærmere med den tids historie, får man et ganske andet billede. Ganske vist gjorde den politiske struktur i det muslimske Spanien det muligt for kristne  og jøder at bevare deres identitet, omend i begrænset omfang. Denne holdning hos de muslimske herskere overfor religiøse mindretal var baseret på koranen, der foreskriver for muslimerne at respektere medlemmerne af monoteistiske religioner.

„Dhimmier“

Kristne og jøder blev her anset for beskyttede mindretal, såkaldte “dhimmis”. Virkeligheden i dagliglivet var dog præget af udgrænsning. Jøder og kristne blev betragtet som mindreværdige.  Vigtige stillinger indenfor staten forblev selvfølgelig lukkede for dem og specielt skatteretten afspejlede den samfundsmæssige diskrimination (“Benachteiligung”). Kristne og jøder betalte specifikke skatter – en individualskat og en grundskat – som var langt mere trykkende end den, der var pålagt muslimer. “Jødestjernen” var ikke Hitlertysklands opfindelse. Også i det angiveligt tolerante Middelalderspanien var der beklædningsforskrifter for “dhimmis”. Kristne og jøder skulle bære den såkaldte “zunnar”, jøderne i Granada skulle bære en gul hue eller andre gule kendetegn på deres tøj. For en jøde eller kristen var det forbudt at bære våben eller ride på en hest.

Ægteskab mellem muslimske mænd og kristne kvinder var tilladt, men børnene fra disse forbindelser gjaldt som muslimer. Omvendt var ægteskab mellem en kristen mand og en muslimsk kvinde forbudt. I mange egne kunne kristne og jøder sammenllignes med spedalske. Under de nordafrikanske Almoraviders og Almohaders herredømme i det 11. og 12. århundrede kom det til tvangsomvendelser, deportationer og masseemigrationer i det kristne Spanien.

Det idylliske billede af et muslimsk Spanien som et mødested for tre kulturer synes derfor helt forkert.

Beskyldninger om korsriddermentalitet

Men lad os vende tilbage til vor egen tid. Den vestlige verden og Europa føler sig veltilpas i rollen som tolerante verdensborgere, som fører en “ligeberettiget dialog” med islam og muslimerne. Så man afholdt en “Imam-konference”, hvor Islam fik rig lejlighed til at fremlægge sin fredsommelighed (“Friedenfertigkeit”) og integrationsparathed.  “Jihad” og “sharia” blev selvfølelig ikke nævnt.

Fra offensiven for at stille fredsevne/parathed til skue var der ganske vist en smule at bemærke efter pave Benedict XVI’s forelæsning på Regensburg Universitet lidt senere.

Paven citerer den byzantinske kejser  Manuel II (14. årh.), som i en diskussion med en iransk islam-lærd skal have sagt at profeten Muhammed kun har bragt noget slet og inhumant, fordi den tro, som han prædiker skal udbredes med sværdet. Dette citat blev revet ud af sammenhængen af muslimske provokatører og påduttet paven som et udslag af islamfjendtlighed og korsriddermentalitet. Paven holdt sin forelæsning over temaet “tro og fornuft”, og det var umisforståeligt, at han ville gøre det helt klart, at vold er uforeneligt med Guds væsen.

„Aben i Vatikanet“

Det, paven ikke ville sige, at mange muslimer er parat til vold, blev snart bevist  (quot erat demonstrandum). Der blev demonstreret vildt i de islamiske stater. I Palæstina blev der forøvet sprængstofattentat mod en kirke, i Somalia blev en nonne myrdet, paven blev ofte betegnet som “aben i Vatikanet”, mord på ham og andre terrorangreb forkyndt. Den tyrkiske religionsminister ville ikke mere se paven som gæst i Tyrkiet.

I Europa ytrede muslimerne sig ganske vist mere forsigtigt, dog ville man ikke erkende eller forstå den samlede text og pavens klare udsagn, at vold og religion er uforenelige.

“Karikaturstriden” og de voldsomme voldshandlinger som fulgte. bør også nævnes. Så meget om islams tolerance og fredelighed.

Det har undsluppet de fleste europæeres opmærksomhed at Europas befolkning bliver ældre og ældre og at den samtidige befolkningseksplosion i Nærøsten og i Nordafrika på den ene side og den kendsgerning at der allerede lever 15 millioner muslimer i Den europæiske Union og på den anden side at islam er blevet en særdeles explosiv eksportartikel. Muslimer, mange muslimer, på flugt fra krig og grusomheder i deres egne hjemlande, har bragt islam, og en overvejende fundamentalistisk islam til   „bilad al-kufr“ (de vantro’s lande). De mener ikke at de skylder det nye land nogen loyalitet. Denne nye generation af islamister føler sig kun forpligtet på en radikal islam. De mener ikke at de skylder det nye land nogen loyalitet, selv om de sætter stor pris på de sociale ydelser, asylretten, internettet og mobiltelefonerne. Integration eller sågar assimilation er ord, som er ukendte for dem. Europæernes forestillinger om at pluralismen og mangfoldigheden i den åbne europæiske verden nødvendigvis måtte føre til en anden forståelse indenfor islam har ikke manifesteret sig. Tværtimod er religionen blevet til et krigsvåben i „bilad al-kufr“.

Tænk lige over at  Mohammed Atta, en af dødspiloterne den 11. September 2001, var uddannet i Hamborg . Tænk også over angrebene i Madrid (2004), London (2005) og de mislykkede anslag mod mål i Forbundsrepublikken  (2006). Over satellitfjernsynet, et fremragende instrument for den nye radikailsmes fremvækst, kunne man høre at: “en muslim har ingen nationalitet udover sin tro”.

(Sayyid Qutb, ‘en af den redikale islamismes tænkere, som blev henrettet i Ægypten i 1966).

Adgangskort til Paradis

Siden  11. September 2001 har alle de villige selvmordsbombere lært at deres eksplosion  betyder adgangen til Paradis. Der findes et uoverskueligt antal af “rettroende”, som glorificerer det fortjenstfulde selvmord.. “Selv i en fuldstændig sønderrevet tilstand, udfra opsamling af overalt spredte organdele bliver martyrerne og deres loyalitet modtaget af Allah, thi det er Allah selv som udvælger dem til krigen mod jøderne og gennem deres ofre skaber vor sejr”.

Den i koranen omtalte og tilladte vold mod anderledes troende gælder ifølge den muslimske lovlærdom overalt som ufejlbar grundsætning. Som forhen er overgangen fra islam til en anden religion, ja selv besiddelsen af en bibel en forbrydelse, der kan straffes med døden, således som vi har erfaret det fornylig gennem dagspressen. En fra islam til kristendommen konverteret muslim har efter talrige internationale interventioner kun undgået døden, da han blev erklæret utilregnelig.

Medens ikke-vold har en stor plads i Jesu forkyndelse (Bjergprædikenen), mangler lignende tekster i koranen. Det hyppigt anførte drabsforbud i sura 5, vers 32 gælder kun tilhængerne af deres eget muslimske solidaritetsfællesskab. For dem gælder at der kun må tages liv i forbindelse med blodhævn. (sml. Sura 2, 178 f; 5, 45; 25, 68). Og ydermere, som det blev forkyndt i forbindelse med imam-konferencen, “der findes ingen tvang i troen”. Det drejer sig her om et brudstykke af sura 2, vers 256, så viser det sig dog ud af skriftens sammenhæng at “den som underkaster sig islam, for ham gælder denne religion, dens læresætninger og riter,  som ‘naturlig’, alle andre derimod som ‘unaturlige’ og usande”. Den som vender islam ryggen er altså enten en forbryder eller utilregnelig.

Til forskel fra den kristne, der altid selvkritisk må afterprøve sin samvittighed, så skal muslimen  virkeliggøre Allah’s lovsamling for så vit angår alle forhold og begivenheder”men og såfremt”. En  egenmægtig anvendelse af forstanden fører derfor direkte til ulydighed mod Allah (Sura 15, 28-35). Pave Benedikt XVI har henvist direkte herpå i sin omstridte forelæsning: Brugen af fornuften i religionen.

„Mohammed-Karikaturer“

Opildnet af provokatører har den islamiske verden hidset sig umådeligt op over  “Muhammed-karikaturerne”. At muslimerne sammenligner jøder med aber, kristne med svin og kvinder med hunde og fornedres på denne måde, at det gør den rigoristiske indskrænkning  i livsbetingelserne, den permanente kontrol og endog fornægtelsen, til en naturlig pligt, bliver her i det tolerante Europa slet ikke kendt. Vi bliver heller ikke stødt over at muslimerne i hele Europa kræver en tolerance og nogle rettigheder, som de selv vil have, men ikke er beredt til at efterleve.

Europa drømmer om en tolerance, som islam ikke kender, drømmer om en „convivencia“, som allerede ud fra islams religionsforståelse ikke kan findes. Vi taler om en “dialog”, som i virkeligheden ikke foregår, da islam taler om noget ganske andet end de europæiske eliter gør. Allerede på grundlag af de i dette arbejde kun begrænset fremstillede koran-tekster må det for enhver troende muslim og endnu mere for de førende kræfter indenfor verdens-islam virke direkte absurd at anerkende livsstilen hos kristne, jøder eller andre, der står udenfor islam, for slet ikke at tale om at sætte deres egne koranteksters læresætninger om kravet på (verdens)herredømme ud af kraft. Den islamiske etik beror på shariaens, den islamiske rets dominans.

For Muhammad Tantawi, Stormufti i Ægypten og Azhar-Scheich, er det hellig pligt at vende tilbage til islams lære for at bekæmpe Allahs fjender og at rense den hellige jord for jøder. Han offentliggjorde en fatwa (retstilkendegivelse) om at attentatmænd bliver martyrer, når jødiske kvinder og børn sønderrives under deres angreb. Som forbillede og våbendrager citerer han Adolf Hitler, der på sin side iklædte sig en voldsformidlende guddommelighed: “I og med at jeg forsvarer mig mod jøderne, kæmper jeg for Herrens værk. (Se Tantawi, Das Volk Israels im Koran und Sunna; Hannover’sche Allgemeine vom 18.04.2002; Jochmann, Adolf Hitler-Monologe im Hauptquartier, 313 f).

Europa er truet

Vi skal ikke hengive os til nogen illusioner. Europa vil blive en slagmark for en stor kamp mellem islam og dens fjender. 40% af menneskene i de arabiske lande er yngre end 14 år. 15 mio. muslimer bor allerede i den europæiske union og over-aldringen i Europa er ubestridelig. Den muslimske trussel blev slået tilbage i Kastilien, Sydfrankrig og senest foran Wien. Men i dag er grænsen mellem Europa og den islamiske verden fuld af huller. Truslen mod Europa er evident.

Et glimt af håb for forholdet mellem den europæiske selvforståelse  og islam ligger i, at der dog er et stort antal  muslimer, der ikke er afhængige af denne fundamentalistiske koranforståelse, og at muslimer her i Europa er begyndt den begrænsning af Ratio’en som jeg tidliger har nævnt (MENING UKLAR, O.A.) er begyndt at bryde igennem (et i Zürich grundlagt “Forum for et fremskridts-islam). Måske trænger den indsigt ind at også islam har en historisk baggrund, ikke forstenet og tilgængelig for menneskelig fortolkning.

Hvis Europa ikke meget snart tager afsked med en helt forfejlet migrationspolitik og visionen om et “multikulturelt samfund” og en forfejlet tolerance i omgangen med (propaganda)ophidsede islamister, vil de muldyr-stædige opråb om “dialog” og “tolerance” føre til helt uanede probemer og nye politisk motiverede tros-krige i vore byer

Alfred Ellinger (Quelle)

Leave a Reply

  

  

  

Arkiver